Folkekirkens Nødhjælp: Mindsker RAM-modellen NGO'ernes muligheder?

Af Birgitte Qvist-Sørensen
Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp

I 2014 debuterede Folkekirkens Nødhjælp (FKN) og 10 andre rammeorganisationer i at bruge Udenrigsministeriets ressourceallokeringsmodel (RAM), som specifikt går ud på at udvikle en strategiplan og skrive en resultatberetning dækkende en 4 årig periode, som begge skal tage højde for og reflektere RAM-modellens 24 indikatorer. Udenrigsministeriet anvender vurderingsmodellen som et fordelingsredskab af finanslovsbudgettet til rammeorganisationerne, hvilket fremadrettet vil ske hvert fjerde år.

Resultatet af beretningen fra 2014 udmønter sig i, at der for finansåret 2016 vil skulle omfordeles 13,3 mio. kr. mellem organisationerne ud af en aktuelt samlet bevilling på 717 mio. kr. Dette betyder helt konkret at 6 organisationer får forøget deres bevilling, og 5 får reduceret deres bevilling fra 2016.

Mindre organisationer får mere
Der er ikke noget nyt i at rammeorganisationerne rapporterer til Danida og fremlægger deres strategier for den kommende periode; det nye er, at vi bliver bedt om at rapportere på nogle fastlagte indikatorer, og at alle organisationer er underlagt de samme standarder, uanset hvilken type organisation man er, eller hvilken størrelse organisationen har.

Nogle vil måske stille spørgsmålstegn ved, om det er muligt at sammenligne en organisation, der har et årligt rammebudget på 10 mio. kr., med en organisation, der har et årligt rammebudget tæt på 150 mio. kr. En indikation om, at disse to organisationer umuligt kan nå ud til det samme antal mennesker med deres programmer og projekter, eller udbyde den samme palet af tematiske indsatsområder.

RAM-modellen er ikke baseret på at sammenligne eller måle op imod de ressourcer, de enkelte organisationer har til rådighed, men er mere interesseret i, hvor strategiske og resultateffektive organisationerne er individuelt inden for nogle specifikke områder. Ofte ser man en større fokusering blandt mindre organisationer med hensyn til tematiske programmer og geografik spredning, hvilket kan resultere i en større effektivitet og flere målbare resultater.

Udfordringen er, hvor mange ressourcer man har mulighed for at bruge på ressourceallokeringsmodellen, og hvor går smertegrænsen for, hvornår noget er godt nok.

Birgitte Qvist-Sørensen
Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp

Det kan også tænkes, at en mindre organisation er meget mere innovativ, bare for at bruge en af indikatorerne, både i form af strategiske overvejelser og resultater, end en organisation, der har en større volumen, og det vil den mindre organisation blive belønnet for i form af en højere score. Det har vist sig, at 3 af de 6 organisationer, der får en øget bevilling fra 2016, er de tre mindste organisationer, hvis man tager deres nuværende rammebevilling i betragtning.

Grundlaget for fordelingen af de finansielle ressourcer med en RAM-model er baseret på en sammenligning af rammeorganisationerne, og hermed et ønske fra Udenrigsministeriets side om, at de organisationer, der kan levere varen i forhold til de angivne standarder, bibeholder eller får en større andel af den samlede bevilling.

Et ønske om øget transparens
Spørgsmålet er, om den enkelte rammeorganisation kan gøre sig forhåbninger om at tilegne sig flere midler fra den samlede aktuelle rammebevilling i en størrelsesorden, der er udslagsgivende fra det, den enkelte organisation har at råde over i dag?

Fordelingen af midlerne med en RAM-model vil udelukkende være baseret på organisationens præstation i forhold til andre, og i mindre grad behovet for at adressere specifikke og kontekst-relaterede problemstillinger i et udviklingsland, hvor den enkelte rammeorganisation opererer via sine partnere.

Udenrigsministeriet har introduceret ressourceallokeringsmodellen på baggrund af et ønske om at skabe øget transparens og objektive kriterier for fordelingen af udviklingsbistanden til de danske civilsamfundsorganisationer.

Det er nyt at fordele midler på denne måde i en dansk sammenhæng, men noget, der allerede er praksis i henholdsvis Irland og Sverige, og et aktuelt emne i Norge lige for tiden, hvor Norad har inviteret civilsamfundsorganisationerne til en diskussion om en ”light” version af RAM. Noget tyder på, at det bliver modellen, der tages i brug fremover, når ressourcerne skal fordeles blandt udviklingsorganisationerne.

En sund øvelse
Det er vigtigt at sikre gennemsigtigheden, når man samlet set er underlagt de samme regler og deler en samlet pulje, og højdepunktet for at leve op til dette var, at Udenrigsministeriet, efter en efterspørgsel, valgte at fremlægge den samlede oversigt over scoringen og fordelingen af rammemidlerne for de næste 5 år. Kan det give anledning til bekymring hos den organisation, der ikke har klaret sig så godt? Mindsker man dermed organisationens mulighed for at komme i betragtning hos andre eksisterende eller potentielle donorer?

Folkekirkens Nødhjælp engagerede sig i processen fra starten, hvor vi var skeptiske over for denne nye RAM-model. En konstruktiv konsultationsproces med nuværende og fremtidige rammeorganisationer og Udenrigsministeriet, samt den efterfølgende meget omfattende og tidskævende interne skriveproces, medførte, at vi fandt dette nye måleinstrument anvendeligt.

En sund øvelse, der har hjulpet Folkekirkens Nødhjælp med at få større fokus på de områder, vi har behov for at få struktureret og styrket i vores arbejde. Udfordringen er, hvor mange ressourcer man har mulighed for at bruge på ressourceallokeringsmodellen, og hvor går smertegrænsen for, hvornår noget er godt nok.

Nogle gør sig måske endda den overvejelse, om det er rentabelt at bruge ressourcer på at skaffe sig flere ressourcer, som sidenhen kræver yderligere ressourcer i form af en mere omfangsrig resultatsberetning.