Debat

Forsker: Christiansborg er udviklingsbistandens største trussel

DEBAT: Selvom opbakningen til udviklingsbistanden daler, er det ikke den største trussel for udviklingsbistanden. Det er derimod politikerne på Christiansborg, der gang på gang har skåret i bistanden, skriver Adam Moe Fejerskov, ph.d.-studerende ved DIIS.

Danskernes vigende opbakning er ikke den største trussel mod udviklingsbistanden, det er derimod politikerne på Christiansborg. Det mener Adam Moe Fejerskov, ph.d.-studerende ved DIIS.
Danskernes vigende opbakning er ikke den største trussel mod udviklingsbistanden, det er derimod politikerne på Christiansborg. Det mener Adam Moe Fejerskov, ph.d.-studerende ved DIIS.
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Adam Moe Fejerskov
Ph.d.-studerende ved DIIS

Debatten om den folkelige opbakning til udviklingsbistanden er et årligt tilbagevende fænomen. De sidste mange år har det vel været nogenlunde ligeså sikkert som fejringen af Danmarks befrielse i maj og gaver d. 24 december. Grunden til, at vi igen og igen diskuterer den folkelig opbakning, forklares oftest med, at vigende folkelig opbakning er den største trussel mod bistanden. Men passer det nu også?

Mette Gjerskov mener, at det hele slutter og starter med den folkelige forankring i en våd 68’er drøm om et Danmark, der fyldt med glade frivillige og engagerede mennesker for alvor finder tilbage til den internationale solidaritet og altruisme.

Et af udviklingssamarbejdets brændstoffer er utvivlsomt det store frivillige arbejde, som mennesker lægger over hele verden. Det kan der ikke herske nogen som helst tvivl om.

Fakta
Fra 19. maj og en måned frem tager Udviklingsdebatten tilliden og opbakningen til udviklingsbistanden op til debat.

Følg debatten her

Udviklingsdebatten på Altinget: udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget: udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområdet.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected].

Men er den største trussel mod udviklingsbistandens fortsatte eksistens nu også vigende folkelig opbakning, som den kommer til udtryk i en eller anden ligegyldig kvantitativ ’analyse’, der spytter et tal ud, som intet siger om engagement. Danmark har en stolt og smuk forenings- og frivillighedskultur, men den slags kan ikke redde udviklingsbistanden i en tid præget af pragmatisk, kynisk og selvcentreret politikføring.

Den største trussel findes på Christiansborg
Den største trussel mod udviklingsbistandens fremtid skal ikke findes i vigende folkelig opbakning. Den skal findes på Christiansborg.

Den største trussel mod udviklingsbistandens fremtid skal ikke findes i vigende folkelig opbakning. Den skal findes på Christiansborg.

Adam Moe Fejerskov
Ph.d.-studerende ved DIIS

Venstre, ledt an af Anders Fogh Rasmussen, nedlagde i 2001 udviklingsministerposten, inden den i 2004 genopstod med en dybt skeptisk Per Stig Møller ved roret, og skar i sine regeringsperioder systematisk i bistanden, hvis vi kigger på den i relative tal, samt reducerede u-landsoplysningen til stort set ingenting.

Mette Gjerskovs eget parti, og Helle Thornings skiftende regeringer, har ikke haft nogen skrupler ved at løbe fra et valgløfte om at hæve udviklingsbistanden til 1 procent af BNI. Ligeledes skulle Thorning og Bjarne Corydon ikke bruge mange øjeblikke, før de valgte at skære 3 milliarder af dette års udviklingsbistand for at bruge pengene på flygtningemodtagelse herhjemme. Den beslutning havde handels- og udviklingsministeren formentligt ikke megen indflydelse på.

Dansk Folkeparti har ikke overraskende været modstander af bistanden, siden de trådte ind i Folketinget, og på trods af deres umiddelbart voldsomme populisme har de ikke skånet udviklingsbistanden for krav om nedskæringer i perioder, hvor der har været stor folkelig opbakning til den. Deres stigende indflydelse betyder, vi ikke kan holde dem ude af ligningen.

I dette lys er det naturligvis heller ikke nogen overraskelse, at udviklingsminister Mogens Jensen bruger undersøgelsen til at efterlyse ’mere tilstedeværelse og kreativitet’ fra NGO’erne. Det bliver ikke mere ansvarsfralæggende.

Udviklingsministeren undskyldte sig selv med, at man har hævet støtten til u-landsoplysning. Det er på sin plads, men det er for eksempel ikke et særlig folkeligt forhold, at Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) er mørklagt, og at selv den nyere offentlighedslov ikke er med til at åbne op for, at befolkningen kan få mere end bare et overfladisk indblik i, hvad dens aftalte investeringer for mere end 11,3 milliarder kroner bliver foretaget i.

Men nu er det ikke den vigende folkelige opbakning, det handler om, hvis man køber tesen om, at det ikke er denne, men snarere politikerne på Christiansborg, der udgør den største trussel mod udviklingsbistandens fremtid. Hvad skal der så til for at neutralisere denne trussel? Hvad skal der til for, at politikerne ikke længere tør røre ved udviklingsbistanden?

Ikke nogen køn løsning
Det er ikke enkelt at give løsningen på, og jeg har ingen magiske evner til at fremtrylle det alt-forbedrende svar. En ting er helt sikker. Der er ikke nogen køn løsning.

En mulighed kunne være at starte en ny fortælling, der italesætter udviklingssamarbejdet som det væsentligste udenrigspolitiske og diplomatiske instrument igennem 60 år. Gennem de ressourcer, Danmark kontinuerligt har budt ind med, men også på grund af vores holdninger og internationale solidaritet, har vi fået lov til at sidde med ved bordet, måske endda oftere end vi ellers burde være berettiget til givet vores størrelse.

Udviklingsbistanden er om muligt en blødere magt end det danske forsvar, men den har været en langt mere effektiv magt og progressiv drivkræft i at cementere Danmarks position internationalt. Det er en kontroversiel holdning, bevares, men måske tiden er kommet til at snakke udviklingsbistanden op som en hårdere udenrigspolitik, hvis det kan redde den?

Og måske vi alligevel har gjort for lidt ud af, hvor stor gavn bistanden har for Danmark? Danmark har en tydelig interesse i en mere lige og retfærdig verden, hvor hundredevis af millioner af mennesker ikke lever i ekstrem fattigdom, undertrykt af regimer eller i lande, hvor vold og kaos skubber mennesker ud mod de ideologiske afgrunde.

Danmark og danskerne har også en tydelig interesse i, at vi bidrager til afhjælpe konsekvenserne af klimaforandringerne, og det lige såvel på jorden i Afrika, som det er med bidrag til globale institutioner, som arbejder med løsninger på klimaspørgsmålet. Udfordringen her vil naturligvis altid være at overbevise politikerne om, at den nuværende tilgang til udviklingssamarbejde er rigeligt drejet imod egne interesser, og at alt fremtidigt udviklingsarbejde ikke drejes yderligere den vej.

Slutteligt kan vi lege djævelens advokat og spørge, om så ikke en stigende folkelig opbakning til udviklingsbistanden vil få politikerne til ikke at røre den? Det har jeg svært ved at forestille mig. Måske i månederne op til et valg, men ikke på den anden side, hvor ord skal blive til handling. Eksemplerne givet tidligere på nedskæringer i bistanden blev vel at mærke foretaget på tidspunkter, hvor den folkelige opbakning ikke var synderligt dalende som nu.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Adam Moe Fejerskov

Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)
ph.d. i internationale studier (Roskilde Uni. 2016), cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 2011)

0:000:00