Friis Bach: David Miliband leverer vigtig bog om flygtningekrisen

ANMELDELSE: David Milibands bog ’Rescue’ om flygtningekrisen er på én gang personlig biografi, opslagsværk og et dobbelt kampskrift til forsvar for flygtninge og vestlige værdier. Det gør den godt, skriver Christian Friis Bach.

Altingets vurdering: 5/6

Christian Friis Bach Af Christian Friis Bach
Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp

Flygtninge er både et symptom på en verden i kaos og en årsag til en verden i kaos på grund af de politiske effekter, flygtningestrømmene har. Og flygtningekrisen har vokset sig større end nogensinde, fordi verden er uden ledelse – eller fordi magten er blevet så spredt, at ingen længere har kontrol. Sådan lyder det i starten af bogen 'Rescue' af David Miliband. Og det forklarer bogens undertitel: 'Flygtninge og den politiske krise i vores tid'.

En vigtig og god bog
Jeg ved godt, jeg ikke er en neutral læser. Men det er en vigtig og god bog, på trods af eller måske på grund af at den er varieret i indhold og stærk i sit budskab. Bogen svinger mellem at være en personlig biografi, et opslagsværk og et kampskrift til forsvar for flygtninge og vestlige ideer.

Den personlige historie er stærkest, når han fortæller om sine polsk-jødiske forældre, der begge flygtede til Storbritannien under anden verdenskrig. Den er svagest, når Miliband, der har været britisk miljø-, landbrugs- og udenrigsminister, bruger bogen til at forsvare de politiske resultater under Tony Blair og Gordon Brown.

Den er interessant, når han, ærligt og åbent, beskriver tankerne om tabet af magten i Labour til lillebroderen Ed Miliband, og hvordan det førte ham til stillingen som leder af Dansk Flygtningehjælps amerikanske søsterorganisation, International Rescue Committee i New York.

Aminas historie
Bogen svinger mellem nærmest analytiske kapitler om reglerne for og antallet af kvoteflygtninge og personlige anekdoter. Stærkest er bogen, når historien fortælles gennem mennesker, flygtninge og fordrevne, han har mødt. Et eksempel er den lille pige Amina Musa i det nordlige Nigeria, som i starten, efter hun kom i sikkerhed fra terrorbevægelsen, kun kunne tegne døde mennesker og soldater.

Langsomt og med solid støtte på en skole for traumatiserede børn begyndte hun i stedet at tegne smukke kvinder. Kan vi på den måde hjælpe Amina og give hende en chance, kan vi gøre det samme for millioner af andre flygtninge, konkluderer Miliband med optimisme.

Tilsvarende fortæller han historien om de langvarige kriser, der driver mennesker på flugt, gennem somaliske Silo på 20 år og en burmesisk flygtning i 30'erne, der begge er både født og opvokset i deres flygtningelejre. Når de bliver spurgt, om de gerne vil hjem, svarer de: ”Hvor er hjem?”

Flygtninge må i gennemsnit leve 10 år væk fra deres hjem og alt for mange kommer aldrig hjem. Derfor skal vi også tænke langvarige løsninger for flygtninge og sikre, at de kan forsørge sig selv, få adgang til skoler og sundhedsklinikker. Og her er der lang vej igen. Flygtningene hører til blandt de allerfattigste mennesker i verden. Af de syriske flygtninge i Libanon lever 60-70 procent i ekstrem fattigdom. Halvdelen af verdens flygtningebørn kommer ikke i skole.

Men der er også lyspunkter. Ugandas gæstfrihed over for flygtninge, der får ret til at arbejde, gå i skole og på sundhedsklinikker, har skabt positive resultater og gjort, at næsten 8 ud af 10 flygtninge i Uganda kan klare sig selv.

Det er magtpåliggende for Miliband at aflive myter om flygtninge. De fleste flygtninge bor ikke i lejre, men spredt ud i by- og landområder. Det er ikke verdens rige lande, der tager flest flygtninge og fordrevne. Ud af de 65 millioner mennesker, der ufrivilligt har måtte forlade deres hjem, er de cirka 40 millioner internt fordrevne og dermed stadig i deres hjemland.

Og når det gælder flygtninge, bæres den største byrde af de umiddelbare nabolande. De ti lande, der huser flest flygtninge, er alle selv fattige lande eller mellemindkomstlande fra Tyrkiet og Pakistan til Uganda og Etiopien.

Det er også vigtigt for Miliband at udfordre de internationale humanitære organisationer, han selv er en del af. Han peger frem mod nye løsninger og metoder, efterlyser klare mål og indikatorer og efterspørger innovation, et større fokus på uddannelse og på at modvirke vold og seksuelle overgreb på flygtningekvinder og -piger. Jeg er enig i det hele.

Han vil tilsvarende gøre op med den stereotype sammenkædning af flygtninge, muslimer og terror og minder om, at dem, der lider mest under islamisternes terrorangreb, er muslimer selv.

Det er muslimer, der oftest rammes og må flygte, og kapitlet om terrorisme og islam bliver godt, fordi det fokuserer på det afgørende opgør i islam mellem de muslimer, der tror på renhed, aktivisme og kontrol, og dem, der tror på fromhed, fordybelse og godhed.

Alt for ofte glemmer vi, at den sidste gruppe rammes hårdt af og flygter fra den første gruppes aktioner. Ved at modtage de flygtninge og behandle dem ordentligt kan vi styrke indsatsen mod den radikale del af islam, mener Miliband.

Milibands opgør med Trump
Her sætter han meget kritisk fokus på præsident Trumps indrejseforbud fra en række muslimske lande og på den markante højredrejning i den europæiske flygtningedebat. Bogen er her et markant opgør med den politiske linje, hvor den svageste gruppe – flygtningene – gøres til syndebukke, og hvor de politiske svar ender i en ond cirkel af nationalisme, sammenbrud i det internationale samarbejde og øget ulighed og usikkerhed, der igen fodrer nationalismen.

Det er en vigtig debat, men den del af bogen ville have været endnu stærkere, hvis han selv havde givet mere konkrete politiske bud på, hvordan vi kan håndtere migrations- og flygtningekrisen – fra grænsekontrol til integrationsproblemer.

Endnu vigtigere er det for Miliband at minde os om den historie og de værdier, der ligger bag vores indsats for verdens flygtninge. Flygtningekonventionen har dybe rødder tilbage til Anden Verdenskrig, hvor USA blokerede for, at de jødiske flygtninge fra Europa kunne rejse ind med det resultat, at mange, som kunne være blevet reddet, blev slået ihjel. Han minder os om, at det at hjælpe mennesker i nød er en pligt, og gør det overbevisende, når han citerer den belgiske landmand, der i mere end to år under Anden Verdenskrig, med stor personlig risiko, skjulte hans egen jødiske farmor og faster.

Vores frihed
Netop vores behandling af verdens flygtninge er derfor den afgørende test for de vestlige værdier og for vores frihed, mener Miliband. Når vi under den kolde krig modtog flygtninge fra østblokken, var det vores klare signal om, at vi ikke accepterede kommunismens undertrykkelse. Når vi huser de syriske flygtninge, er det en protest mod Assads bomber, og når vi tager os af rohingyaerne, viser vi, at vi ikke accepterer forfølgelsen af dem i Myanmar.

Tager vi ikke imod flygtninge, underminerer vi de selvsamme værdier, som vores lande er bygget på. Eller som nobelpristageren og holocaust-overleveren Elie Wiesel sagde det i sin nobelpristale med henvisning til ofre for politisk undertrykkelse: ”Kvaliteten af vores frihed afhænger af deres”. Hvis vi svigter verdens flygtninge, så svigter vi os selv. Derfor er vores behandling af flygtninge en afgørende test af vores værdier og visioner, mener Miliband og slutter optimistisk: Den test kan vi godt bestå.

RESCUE: Refugees and the political crisis of our time af David Miliband, 128 sider, 159,95 danske kroner, TED Books, Simon & Schuster, Inc. International Rescue Committee.

Forrige artikel Adam Holm: Varbergs vellykkede vandrehistorier Adam Holm: Varbergs vellykkede vandrehistorier
  • Anmeld

    Poul B. · pensionist, iagttager

    Et rigtig godt partsindlæg

    Som du skrev: "Jeg ved godt, jeg ikke er en neutral læser". Det har du helt ret i CFB, for DU er et element i flygtninge-storindustrien, så set i det lys forstår jeg din glæde ved det beskrevne i bogen.
    Du bruger generelt begrebet 'flygtning', som er et underbegreb af hovedbegrebet 'migranter', der er folk (folkevandrere), der søger et bedre sted at opholde sig. FLYGTNINGE er kun de, som søger nærmeste ophold fra det sted, hvor de ellers ville miste livet.
    Simpelt eksempel: Ligger man i vandet, søger man f.eks på land - uanset hvor det er -for ikke at drukne.
    Hvad er årsagen til 88% af menneskehedens problemer? Hvor de resterende 12% klarer sig fint nok. Overbefolkning. Ordet overbefolkning dækker 'at vi er for mange'. Vil du gøre noget ved dette totalt grundproblem. Årsagen til alverdens problemer. Hvorfor sætter folk massevis af børn i verden, når de på forhånd kan se (?) hvor frygteligt de små vil få det? Det finder man generelt ikke på i den kultur, som jeg kender.
    Jeg fatter ikke, og vil aldrig forstå det, hvorfor slår folk med islam som baggrund hinanden ihjel? Hvad skal det gavne? Svar efterlyses. Stor respekt for DIN vestlige menneskelighed, men den er håbløs fordi den kun afhjælper så lidt, mens problemet vokser og vokser....synes jeg!