Klimaregning skal betales på tværs af sektorer og grænser

Af Erik Blas 
Formand for IDA Global Development

Hvad er drivkraften bag dansk udviklingsbistand? Det er et rimeligt spørgsmål at stille i en debat omkring udvikling.

Alt andet lige vil den økonomiske vækst, inklusive en eventuel reduktion af fattigdommen, øge presset på ressourcerne og medføre større udledning af CO2 og klimaforandringer.

Erik Blas
Formand for IDA Global Development

Nogle siger, at bistanden skal op på en procent af bruttonationalproduktet - andre siger, at den skal ned på 0,8 eller 0,7 procent.

Andre igen siger, at vi bliver nødt til at fastholde den på 0,83 procent, fordi vi i øjeblikket ikke har råd til den ene procent, de i virkeligheden mener, at den skal op på.

Nogle mener, at udviklingsbistanden udelukkende skal gå til afhjælpning af fattigdommen i de fattigste lande - andre, at den også skal bruges til at støtte danske erhvervsinteresser, osv.

Endelig mener nogle, at udviklingsbistanden er en kasse med penge, som man kan ty til, når riget fattes penge. For eksempel til at finansiere udgifterne til flygtninge, der opholder sig i Danmark.

Poul Stig Møller, fra Det Konservative Folkeparti, er i sit debatindlæg den 28. oktober klar, når han siger, at drivkraften skal være altruisme og hensynet til Danmarks omdømme.

Louise Koch fra Dansk Erhverv mener - ikke overraskende - at handel og udvikling skal gå hånd-i-hånd for at styrke det private erhvervsliv til at skabe flere arbejdspladser i udviklingslandene såvel som i Danmark og til at forbedre arbejds- og miljøforhold.

Bolette Christensen, direktør i Børnefonden mener – igen ikke overraskende - at børn og unge skal fylde mere i programmet og danne basis for en langsigtet udvikling, der kan være med til at forebygge nogle af de konflikter, vi i øjeblikket brandslukker. Enhver synger sin egen sang. Det er naturligt, og sådan skal det være.

Fra fællesbordet til private tallerkner
Altruisme handler om menneskekærlighed og uselviskhed. Det altruistiske menneske prioriterer andres lykke over sin egen. 0,7 eller en procent målet udspringer af altruisme, det vil sige en pligt og ikke noget, der bøjes efter omstændighederne. En procent er vel stadig en procent og har ikke noget med krise eller ikke-krise at gøre. Det har snarere med visionen om det gode samfund at gøre.

Liberal Alliances og det nuværende Venstres holdning er klar – jo større en del af kagen, der ligger i private lommer, des bedre er det. Staten skal gøres mindre. Derfor skal skatterne ned og udviklingsbistanden reduceres.

Regeringens vision er mindre klar. På den ene side vedgår man en procent målet - på sigt altså. Vi skal bare lige igennem denne krise, før vi igen har råd til en procent menneskekærlighed og uselviskhed. Men den dag kommer jo aldrig, når en stadig større del af kagen strukturelt flyttes fra fællesbordet til de private tallerkner.

Ulandsarbejdet har skabt udvikling
Siden den daværende VK regering i 1952 fremlagde den første bistandspolitik, har verden undergået store forandringer. Noget af denne forandring skyldes udviklingssamarbejde.

Flere af Danmarks samarbejdslande har forladt ’ulandsklassen’ og er blevet donorlande. For eksempel etablerede Indien, Kina og Sydafrika sammen med Brasilien og Rusland ”The New Development Bank” i 2013 som et alternativ til den USA-dominerede Verdensbank og IMF.

I løbet af de næste fem til ti år vil lande som Mozambique og Tanzania ikke længere være klassificeret som fattige på grund af indtægter fra råstofudvinding.

Men det er ikke kun råstoffer fra undergrunden, der vil skabe økonomisk vækst i de kommende år. I Den Demokratiske Republik Congo, for eksempel, investerer regeringen i øjeblikket stort i infrastruktur for ’agricultural parks’, hvor brugsretten til jorden vil blive solgt til højest bydende for 25 år ad gangen. Man taler om lodstørrelser af 1000 hektar og om, at det skal omfatte cirka 650.000 kvadratkilometer. Det vil sige mere end en fjerdedel af hele landet.

Investorerne forventes at inkludere interesser fra den Arabiske Golf, Kina, Sydafrika, mfl. Mere end en million kinesere bor, arbejder eller driver allerede virksomhed i Afrika. Antallet vokser dagligt. Indiske, kinesiske, arabiske lande, fonde og virksomheder investerer stigende i europæiske og amerikanske virksomheder og infrastruktur.

Klimaregning bliver svær at betale
Indtil nu er antallet af fattige ikke blevet reduceret i Afrika, og det er usandsynligt, at dette vil ske i de kommende år. Det er mere sandsynligt, at ulighederne vil vokse. Noget er dog sikkert. Alt andet lige vil den økonomiske vækst, inklusive en eventuel reduktion af fattigdommen, øge presset på ressourcerne og medføre større udledning af CO2 og klimaforandringer.

På den ene side har vi i Danmark hidtil nydt godt af fattigdommen, lavere eller ingen overholdelse af miljønormer og ikke-bæredygtigt ressourcebrug, som har givet os billige importvarer. På den anden side har det kostet arbejdspladser i Danmark. Men den store regning i form af varige skader på vor Jord er endnu ikke færdigudskrevet. Den bliver svært at betale.

Siden VK regeringen fremlagde den første bistandspolitik i 1952, er en stor del af ressourcerne og magten skiftet fra statslige til private ofte transnationale eller globale hænder. Hvor der i 1952 var en klar opdeling i u- og i-lande, er situationen nu en kompleks global afhængighed, som direkte angår os alle.

Det er ikke bare et spørgsmål om at lave effektive målrettede udviklingsprojekter eller sektorprogrammer eller om at yde budgetstøtte. Der er ingen hurtige snuptagsløsninger. Der er en international erkendelse af dette. Modsat ”the Millennium Development Goals” (MDG), som fokuserede på enkeltområder i udviklingslandene, så er ”the Sustainable Development Goals” mere omfattende og ’for alle’. Det er også denne erkendelse, der ligger bag ændringen af navnet på Ulandsfagligt selskab til ”IDA Global Development”.

De store globale problemer kan kun løses i fælleskab – offentligt og privat, nationalt og internationalt. FN er helt central, og der er store muligheder for indflydelse gennem dansk deltagelse med penge, ansatte, og aktivt politisk arbejde i forsamlinger og ’governance’.

Dette kræver imidlertid, at Danmark er til stede. Det nytter ikke, at man skærer ned på bistandsprocenten, bidragene, eller at man ikke har kompetencerne og kapaciteten. Det sidste gælder både i forhold til, at danskere bliver ansat gennem de almindelige rekrutteringskanaler, og at Udenrigsministeriet/Danida har den fornødne faglige og administrative kapacitet.

Desværre er den danske ressource-base ved at uddø, blandt andet på grund af de stadige personalenedskæringer i Danida samt den manglende brug og vedligeholdelse af dansk ekspertise i det konkrete udviklingssamarbejde.