Debat

Her er årets mest læste debat på Altinget: udvikling

TOPFEM: Hella Joof, kvoteflygtninge og kvinderettigheder fik debattørerne op af stolen på Altinget: udvikling i det forgangne år. Se listen over de mest læste debatindlæg her.

Med sin opsang til Hella Joof, der er medlem af regeringens disruptionråd, trak Julie Koch fra organisationen IWGIA flest læsere i 2017's debat på Altinget: udvikling 
Med sin opsang til Hella Joof, der er medlem af regeringens disruptionråd, trak Julie Koch fra organisationen IWGIA flest læsere i 2017's debat på Altinget: udvikling Foto: POLFOTO/Cicilie S. Andersen
Maria Bierbaum Oehlenschläger
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Maria Bierbaum Oehlenschläger
Fagdebatredaktør

Debatten på Altinget: udvikling har spændt vidt i 2017: fra verdensmål og klima til kvinderettigheder og kvoteflygtninge.

Se topfem over mest læste debatindlæg her.

1. IWGIA-direktør: Joofs sludder skygger for oprindelige folks problemer
Julie Koch, direktør for organisationen for oprindelige folk, IWGIA, gik i rette med Hella Joofs udtalelse om indianere og disruption.

Det gav førstepladsen som årets mest læste debatindlæg. 

Fakta
Deltag i debatten på Altinget i 2018.
Skriv til [email protected].

“Hella Joofs fejlagtige udtalelse vidner (...) om en romantisering af oprindelige folk, som næsten er så langt fra virkeligheden, som den kan komme. Nej, det er ikke de oprindelige folk selv, der brænder deres samfund ned. Det er såmænd de stater og virksomheder, der ikke respekterer og vælger at ignorere internationale erklæringer og principper,” skriver Julie Koch blandt andet i det debatindlæg, der trak flest læsere i 2017’s debat på Altinget: udvikling.

2. Holger K: ”Vi kan ikke redde alle” er en dårlig undskyldning for ikke at redde nogen
Med sit indlæg om regeringens nej til 500 FN-kvoteflygtninge blev SF’s udlændinge- og udenrigsordfører, Holger K. Nielsen, den næstmest læste debattør i debatten på Altinget: udvikling i 2017.

"Jeg har siddet i Folketinget i 32 år, og det gør mig ked af det og vred, at kynismen i toppen af dansk politik nu er nået så vidt, at man for en marginal, symbolpolitisk sejr er villig til at ofre 500 af de mennesker i hele verden, der har mest brug for os," skriver Holger K. Nielsen og fortsætter:

“Vi har bygget verdens smukkeste samfund på en platform af solidaritet, fællesskab, velfærd og frihed. Hvad siger det om os, hvis vi ikke er klar til at byde 500 mennesker om året, med akut behov for hjælp, velkommen i det fællesskab?”  

3. Kønskamp i FN: Trump går efter kvinders rettigheder
Tania Dethlefsen, vicegeneralsekretær i Sex & Samfund, rapporterede fra forhandlingerne ved FN's kvindekommission i New York. Med indlægget om USA’s ændrede kurs i forhold til seksuelle og reproduktive rettigheder sikrede Sex & Samfund sig en tredjeplads blandt de mest læste debatindlæg på Altinget: udvikling i 2017.   

Tania Dethlefsen skriver blandt andet:

“Det ser dermed desværre ud til, at USA med syvmileskridt er trådt ind i, hvad man kunne kalde en ’antirettighedsalliance’, der også tæller stater som Rusland, Vatikanet, Iran og en række andre lande. Disse stater påkalder sig såkaldte ’traditionelle familieværdier’ i en indædt kamp imod de fremskridt for kvinders rettigheder, vi her i Danmark har opnået igennem mange årtier: retten til fri abort, anerkendelse af LGBT-personers menneskerettigheder og ikke mindst adgang til prævention og seksualundervisning.”

4. CARE: Småbønder er en god investering
Morten Fauerby Thomsen, programkoordinator for partnerskaber i CARE Danmark, udpeger småbønder som en del af løsningen på at kunne brødføde verdens voksende befolkning. CARE’s tilgang til landbrugs- og fødevaresektoren gør indlægget til det fjerdemest læste i 2017.

“Erfaringerne viser, at hvis bønderne får hjælp til at organisere sig i kooperativer og producere grøntsager af den rette kvalitet, er de i stand til at øge deres produktion med mere end 80 procent,” skriver Morten Fauerby Thomsen og fortsætter:

“Det er med andre ord både i småbøndernes og virksomhedernes interesse, at bøndernes små landbrug styrkes, og at de får flere penge mellem hænderne. Den udvikling kan virksomhederne være en af de væsentligste drivkræfter bag.”

5. Andreas Kamm om kvoteflygtninge: Vi bør tage ansvar
Andreas Kamm, der takkede af som generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp i efteråret, er nummer fem på listen over mest læste debattører i 2017.

I indlægget ytrer han sin mening om et af 2017’s mest debatterede emner: kvoteflygtninge.

“Det bliver sagt, at vi i Danmark ikke har plads og råd til kvoteflygtningene. Men 500 kvoteflygtninge svarer til én ekstra medborger per 10.000 indbyggere. Eller at hver kommune i gennemsnit skulle finde plads til fem mennesker. Det ville kunne gøres planlagt og forudsigeligt, så kommunerne netop havde mulighed for i god tid at finde en fornuftig løsning – til gavn for flygtningefamilien og til gavn for kommunen,” skriver Andreas Kamm.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00