Holstein: Johanne Schmidt-Nielsen kan blive et hit for Red Barnet

SCENESKIFT: Johanne Schmidt-Nielsen er en super kommunikator og kan blive et hit for Red Barnet, vurderer Altingets politiske kommentator. Men hun skal skrue ned for den venstreorienterede retorik, hvis ikke organisationen skal sættes uden for indflydelse, lyder det.

Johanne Schmidt-Nielsen har medietække og kan blive en stor succes som general i Red Barnet, vurderer Altingets politiske kommentator.
Johanne Schmidt-Nielsen har medietække og kan blive en stor succes som general i Red Barnet, vurderer Altingets politiske kommentator.Foto: Toke Kristiansen/Altinget
Rasmus Dahl Løppenthin

35-årige Johanne Schmidt-Nielsen blev torsdag præsenteret som ny generalsekretær i Red Barnet, og den mangeårige Enhedslisten-profil kan sagtens blive en stor succes på posten.

Det vurderer Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.

"Johanne er en super kommunikator, og hun kan blive et hit for Red Barnet. Med sin karisma og gennemslagskraft kan hun virkelig få sat en dagsorden," siger han.

Der er dog også faremomenter, fordi Red Barnet skal appellere til en langt bredere befolkningsgruppe end Enhedslisten.

Hun kan komme igennem mediemuren som ingen anden, men kører hun frem med en retorik og et politisk snit, der er ikke er til at skelne fra Enhedslistens, ja så bliver Red Barnet sat uden for indflydelse.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

”Johanne Schmidt-Nielsen er en meget følelsesfuld og ofte indigneret politiker. Hun er polemisk og har været i frontlinjen for den yderste venstrefløj i mere end et årti. Nu skal hun anlægge en langt mere konsensuspræget stil, der også kan appellere til den blå halvdel af befolkningen. Jeg er spændt på, om hun kan klare den omstilling,” siger han.

Johanne Schmidt-Nielsen bliver som medlem af Enhedslisten, og det kan sammen med hendes skarpe profil ramme Red Barnet som en boomerang, vurderer Erik Holstein.

”Det bliver interessant at se, hvordan Johanne vil udtale sig om børnene på Sjælsmark på vegne af Red Barnet. Hun kan komme igennem mediemuren som ingen anden, men kører hun frem med en retorik og et politisk snit, der er ikke er til at skelne fra Enhedslistens, ja så bliver Red Barnet sat uden for indflydelse. Måske havde det været klogt af hende at melde sig ud af Enhedslisten,” siger han.

Kan ikke sammenlignes med Gjerding
Partifællen Maria Gjerding er lykkedes med et tilsvarende skifte, da Enhedslisten-profilen for godt et år siden blev præsident i Danmarks Naturfredningsforening. Men hun er en helt anden type, vurderer Erik Holstein. 

”Gjerding var fra starten en grøn politiker, der aldrig blev et symbol på den yderste venstrefløj, mens Johanne nærmest er inkarnationen af Enhedslisten som parti,” siger han.

Alligevel tror Holstein ikke, at hendes exit får den store betydning for Enhedslistens valgkamp.

På grund af Enhedslisten rotationsprincip har det nemlig længe stået klart, at Johanne Schmidt-Nielsen var i gang med sin foreløbig sidste valgperiode i Folketinget.

”Johanne kunne ikke stille op igen – og var mere eller mindre stemplet ud. Her har hun aftjent sin værnepligt," siger han.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johanne Schmidt-Nielsen

Generalsekretær, Red Barnet
ba.scient.soc. (Roskilde Uni 2007)

0:000:00