IBIS: Handel og udvikling skal være win-win

Af Vagn Berthelsen
Generalsekretær hos IBIS

’Trade not Aid’ hed det gamle slogan når handel og udvikling blev diskuteret. Det burde have heddet ’Aid and Trade’, fordi alle (næsten da) er enige om, at ulandene skal producere og eksportere for at skabe jobs og klare sig selv uden ulandsbistand. Så hvorfor den store debat, da Mogens Jensen blev handels- og udviklingsminister?

Kernen er, at Danmark som handelsnation har helt legitime og vigtige interesser at pleje internationalt. Men at disse handelsinteresser ikke nødvendigvis er sammenfaldende med ulandenes interesser, og at der tidligere er kommet rigtig megen dårlig udviklingsbistand ud af at lade ulandsbistand fungere som skjult subsidiering. De milliard-store gældsposter, som blev opbygget i lande som Angola, Nigeria og Sudan stammede fra de såkaldte eksportkreditter, som indebar, at den danske stat påtog sig de danske virksomheders risiko.

Lige vilkår som minimum
Heldigvis er Dansk Industri anno 2015 krystalklar, når vi nu om dage diskuterer denne sammenhæng: Det skal være i ulandenes bedste interesse, det må ikke være skjult subsidiering, og der skal være en win-win situation. Men diskussionen blussede op i forbindelse med Mogens Jensens udnævnelse, fordi opgaven klart blev italesat som at fremme de danske interesser.

Nuvel, hvad skal der til, for at ulandene kan nå et niveau, hvor ulandsbistanden er overflødig, og de kan producere og handle internationalt? Der skal sættes ind på en række internationale ’systemfejl’, og der skal ske en række ting nationalt i det enkelte uland.

Internationalt skal der som minimum være lige vilkår for ulande og ilande, jeg vil endda argumentere for, at vi skal favorisere ulandene i begyndelsen. Fattige ulandsbønder kan ikke konkurrere med EU-bønder, så længe vi bruger halvdelen af EU's budget på at støtte bønderne i Europa. Handelsbarrierer, der eksisterer for ulandene, må væk. Ulandene må have mulighed for at støtte spæde industrier og landbrug, for at de kan komme i gang. Den illegale kapitalflugt fra ulandene må stoppes via internationale skatteaftaler.

Danske virksomheder har meget at tilbyde i krydsfeltet mellem udviklings-behovene, danske prioriteringer og danske spidskompetencer.

Vagn Berthelsen
Generalsekretær hos IBIS

Ulandsbistanden skal give noget ekstra
Nationalt afhænger det af det enkelte land. Da Mandela blev præsident, forhindrede EU efter pres fra Middelhavslandene, at Sydafrikas fuldt konkurrencedygtige industri til forarbejdning af frugt og grøntsager fik en chance – fordi varerne fra Sydafrika ville udkonkurrere varer fra Spanien, Portugal m.fl. Andre lande starter et helt andet sted og skal starte fra bunden: Rammevilkårene for virksomheder skal være i orden, retsvæsenet skal fungere rimeligt, arbejdskraften skal være uddannet mv.

Danske virksomheder har meget at tilbyde i krydsfeltet mellem udviklingsbehovene, danske prioriteringer og danske spidskompetencer. Vind i Sydafrika er et eksempel på dette. Den tidligere miljøstøtte lagde grunden for, at Sydafrika prioriterer dette område, og danske virksomheder fik efterfølgende adgang til beslutningstagere og fik siden ordrer. Ligesom et initiativ for at fremme produktion af økologisk og fairtrade bomuld er et relevant initiativ, som involverer store danske virksomheder.

Det afgørende for at koble ulandsbistanden og de danske virksomheder er, at ulandsbistanden skal give noget ekstra end det, som markedet selv kan. Det ’ekstra’ kan være at sikre investeringer i særligt jobskabende brancher (at skabe jobs for især unge er for mig en helt afgørende prioritering) eller at sikre, at grøn teknologi bliver introduceret. Og at fastholde det perspektiv som DI allerede har lagt.