IMR: Bæredygtighedsmål må ikke sænke eksisterende barre

Af Allan Lerberg Jørgensen
Afdelingsleder for Menneskerettigheder og Udvikling, Institut for Menneskerettigheder

Den globale udviklingsdagsorden har vokseværk. FN's medlemslande har foreslået 17 Sustainable Development Goals (SDG) til at afløse de otte Millennium Development Goals (MDG), som udløber i år. Kritikere har sammenlignet SDG'erne med et juletræ, hvor alle har fået deres yndlingsgaver med. Der er heldigvis bred opbakning til ikke at ryste træet, og det skal vi være glade for. Vi får med de nye mål en ambitiøs udviklingsdagsorden, som afspejler, at verden er et komplekst sted.

Et tillæg, ikke et alternativ
Der er meget at glæde sig over i de 17 mål, selvom der kun er få eksplicitte referencer til menneskerettighederne. Målene taler stærkt til opfyldelsen af økonomiske og sociale rettigheder og arbejdstagerrettigheder. Der er et markant fokus på ulighed og marginaliserede grupper og et vist fokus på god regeringsførelse.

Menneskerettighedsorganisationer har fremhævet, at områder som seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder, handicappedes rettigheder, og tværgående hensyn til kvinder og børn står svagt, ligesom fagforeningsrettigheder ikke er nævnt direkte i målene.

Risikoen ved en bred udviklingsdagsorden er, at landene vil ”cherry picke” – altså at de enkelte lande kun gør noget ved de mål, de kan lide, og sylter de mål, de ikke kan lide.

Allan Lerberg Jørgensen
Afdelingsleder for Menneskerettigheder og Udvikling, Institut for Menneskerettigheder

Den primære bekymring for Institut for Menneskerettigheder er, at målene ikke må bruges til at sætte en lavere barre end den, staterne allerede har forpligtiget sig til gennem internationale menneskerettighedskonventioner. SDG'erne skal ses som et tillæg til disse forpligtigelser og ikke et alternativ.

De store fremskridt, som MDGerne har leveret, er desværre ikke kommet alle til gode. Udsatte og marginaliserede grupper er blevet diskrimineret og overset med ulighed til følge. Det kan vi kun rette op på, hvis vi styrker menneskerettighederne nationalt. Institut for Menneskerettigheder er Danmarks nationale menneskerettighedsinstitution, og der findes lignende institutioner i over 100 andre lande. Styrkelsen af nationale menneskerettighedsinstitutioner bør være en konkret indikator i den nye dagsorden.

Data- og deltagelsesrevolution
FN anslår, at SDG'erne og nødvendig klimatilpasning vil kræve investeringer på 6-8 billioner dollars om året – en gigantisk regning, som verdens ledere skal være villige til at fordele. Midlerne skal skaffes gennem en global klimaftale, bedre skatteopkrævning, anti-korruption, øget samhandel og private investeringer.

Udviklingsbistanden på samlet 140 milliarder dollars årligt syner ikke af meget i den optik, men vil fortsat være en afgørende katalysator særligt i de mindst udviklede lande.

SDG'erne fordrer en datarevolution, for monitorering er en nødvendig forudsætning for prioritering og ansvarliggørelse i udvikling. Logikken er simpel: hvad der bliver målt, bliver gjort – og hvis du ikke bliver talt, så tæller du ikke. Vi har 17 bæredygtighedsmål, 169 undermål og måske i omegnen af 340 indikatorer.

En gruppe under FN's statistiske kommission har udtalt, at SDGerne vil udgøre “en betydelig udfordring for selv de mest avancerede statistiksystemer”. Opbygningen af den statistiske kapacitet vil i sig selv kræve en mangeårig udviklingsindsats og koste milliarder af dollars. Nye teknologier vil hjælpe, men vi skal ikke glemme, at civile og politiske rettigheder også er en forudsætning for god data: Uden ytringsfrihed, pressefrihed og offentlig deltagelse er der ingen troværdig data. Datarevolutionen forudsætter en deltagelsesrevolution – et eksempel på, at SDG'erne kun kan realiseres på et menneskerettighedsbaseret bagtæppe.

Hvordan når vi i mål?
Risikoen ved en bred udviklingsdagsorden er, at landene vil ”cherry picke” – altså at de enkelte lande kun gør noget ved de mål, de kan lide, og sylter de mål, de ikke kan lide. Udgangspunktet er, at alle lande skal leve op til alle mål. Men i slutdokumentet fra den gruppe lande, der har udviklet målene, understreges det samtidig, at landene skal oversætte de globale mål til nationale mål.

Og det er faktisk en nødvendighed af mange grunde: Der skal skabes lokalt ejerskab: mål og indikatorer skal nødvendigvis tilpasses en lokal kontekst (ulighed i Danmark er ikke det samme som i Djibouti, ligesom mål 15.4 om ”økosystemer i bjergene” bare ikke er særlig relevant i Danmark); og knappe ressourcer skal prioriteres.

Vi har stadig en mulighed for at sikre, at slutdokumentet om SDG'erne indeholder nogle overordnede spilleregler for, hvordan landenes prioriteringer skal foregå, så vi undgår, at målenes universelle karakter udvandes.

Netop af samme grund har EU-landene tidligere vist lederskab med et fælles tilsagn om at udarbejde nationale handlingsplaner for implementering af FN's Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv. Et lignende initiativ på SDG'erne vil være et stærkt signal forud for de afsluttende forhandlinger i New York.