Institut for Menneskerettigheder: Afrikansk socialpolitik undergår et paradigmeskifte

I løbet af to års pandemi blev de gevinster, der var opnået i reduktion af antallet af ekstremt fattige på det afrikanske kontinent udvisket. I Afrika syd for Sahara regner Verdensbanken med, at yderligere 34 millioner mennesker faldt under fattigdomsgrænsen på 1,90 amerikanske dollars per person dag. Måden at beregne fattigdom på kan diskuteres, men de forskellige internationale hovedkilder er ikke uenige om, at der er sket en væsentlig forøgelse i antal fattige i 2020. 

En væsentlig forklaring på stigningen i fattigdommen er stigende fødevarepriser. Næsten 40 millioner flere end ved starten af pandemien oplever mangel på mad, især i fire lande: Congo (DRC), Etiopien, Nigeria og Sydsudan. Det viser tal fra blandt andet Verdensbanken, som i samarbejde med UNICEF har indsamlet viden ved systematiske, højfrekvente telefoninterviews.  

De nye data viser, at befolkningsgrupper i byerne er hårdere ramt end dem på landet. Og de viser, at familier med flere børn er de hårdest ramte. Unge i byerne, ufaglærte og lavindkomstgrupper, herunder kvinder i den uformelle sektor, er blandt de hårdest ramte. Nedlukningerne af markeder og transportmuligheder har været restriktivt gennemført i flere afrikanske lande, og dette har blandt andet ramt kvinder i handel og transport.  

I 2021 budgetterede Sydafrika med 10 procent af bruttonationalproduktet til kontanthjælp

Hans-Otto Sano
Seniorforsker, Institut for Menneskerettigheder

Corona har medført voksende økonomisk ulighed mellem lande. Også her er gevinsterne fra de sidste to år skruet tilbage til et niveau fra omkring 2010. Internt i landene i Afrika er ulighedstendenserne mindre markante. De økonomiske skævheder mellem land og by har været til landbefolkningernes fordel, og da befolkningerne på landet altid har været de fattigste, har den seneste udvikling bidraget til at mindske den økonomiske ulighed.

Udover at ramme bybefolkningerne, hænger den økonomiske og sociale krise sammen med en fundamental usikkerhed om, hvornår det næste smitteudbrud kommer og hvordan markedssystemer og offentlige institutioner kommer til at spille sammen i de næste år. 

International krisepolitik
Den international bistand stagnerede mellem 2016 og 2019. Bistanden til lavindkomstlandene faldt yderligere i 2020 med 3,5 procent. Samtidig er de private investeringer til udviklingslandene er faldet med 40 procent. Prioritering af sundhed i bistandspolitikken rammer andre sektorer hårdt, for eksempel uddannelsesområdet og klima.

De bilaterale donorer har prioriteret sundhed og kønsligestilling - og prioriterer nu flygtninge i både nærområder og indenfor egne grænser. Den bilaterale bistand spiller en mindre rolle nu som en nøgleaktør i den økonomiske udvikling, både fordi midlerne er for små og fordi sundhedsindsatserne lapper på sår snarere end at skabe forandring. 

Den Internationale Arbejdsorganisation, ILO, peger i World Social Protection Report på nogle tendenser, der får indflydelse på fremtidens globale samarbejde. 

For det første, at covid-19-krisen har sat en streg under en grænseoverskridende sårbarhed og dermed et voksende behov for universelle tilgange. 

For det andet, at det ikke længere er muligt at ignorere de ulønnede hjemmearbejdere eller arbejdere i den uformelle sektor, som det tidligere har været gældende. Krisepolitikkerne er - i ly af corona - blev bygget op omkring kortsigtet, ad hoc-støtte til disse sektorer. En støtte, der viste sig utilstrækkelig og ledte til social uro, fordi krisen ikke viste sig kortvarig. 

For det tredje, har coronakrisen tydeliggjort behovet for et sikkerhedsnet og sociale foranstaltninger mod chok. Sidstnævnte kalder på en aktiv stat og på et opgør med en neoliberal og markedsfundamentalistisk politik.

Paradigmeskifte i Afrika
Retten til social sikring er en menneskeret, der sikrer individer og gruppers adgang til ressourcer uden diskrimination i tilfælde af pludselige chok: mangel på indkomster som følge af markant nedgang i arbejdsindkomster - som følge af tabt arbejde, arbejdsskade, sygdom, handicap, moderskab, alder eller dødsfald i familien. Retten tildeler også adgang til basale sundhedsydelser.  

Disse rettigheder har tenderet til at være et marginalt kriseinstrument i Afrika. I Afrika syd for Sahara lå ekstraudgifterne til social sikring i midten af 2020 på under to procent (fraset sundhedsudgifter). 

De nye tendenser afspejler sig i de seneste data for social sikring: Mellem marts 2020 og maj 2021 gjorde en eksponentiel vækst sig gældende i globale tiltag for social sikring fra et niveau på 103 nye tiltag i 2020 fordelt på 45 lande til et niveau på 3333 initiativer fordelt på 222 lande i 2021. 

I Tunesien planlagde regeringen, at 36 procent af befolkningen skulle inddrages i kontant krisehjælp

Hans-Otto Sano
Seniorforsker, Institut for Menneskerettigheder

I 2021 budgetterede Sydafrika med 10 procent af bruttonationalproduktet til kontanthjælp. I Kenya tilføjedes yderligere tre millioner husstande til den allerede betydelige del af ældre og sårbare husstande. I Nigeria blev der uddelt mad fra centralregeringens fødevarelagre til lokalstater, hvis befolkninger i særlig grad blev ramt af covid-19-følgerne: byer, studentergrupper, kvinder i den uformelle sektor og ældre. I Tunesien planlagde regeringen, at 36 procent af befolkningen skulle inddrages i kontant krisehjælp. 

Corona-krisen i Afrika blev en økonomisk krise, fordi efterspørgslen faldt, turistindtægterne gik i stå - og fordi handel og transport, også i den uformelle sektor, blev umulig. Det samlede billede, der tegner sig, når de afrikanske staters krisehåndtering analyseres, er at de reagerede hurtigt på sundhedssiden, ikke mindst på baggrund af erfaringer fra Ebola-epidemien, men de reagerede også brutalt.

I Nigeria ledte pandemien i de første uger til 18 drab fra myndighedernes side, mens sygdommen i sig selv kun tog 11 liv. Hertil kom i flere lande voksende kriminalitet under restriktionerne, et stigende antal voldtægter og overgreb indenfor husstanden og voksende usikkerhed om fremtiden, ikke mindst for børn og unge. Det er i den situation, at socialpolitikken undergår et paradigmeskifte i Afrika.

Staterne er selv - fremfor donorer - tvunget til at engagere sig med henblik på at håndtere den dobbelte krisesituation. Den økonomiske krise fordrer langsigtet tænkning, dialog med civilsamfund og innovative tiltag med henblik på at støtte den uformelle sektor. Politikken omkring sikkerhedsnet er ikke længere et marginalt instrument.