Jeg brændte for at gøre en forskel i Afrika - så kom jeg hjem

KLUMME: Rygsækken er tømt, men da jeg pakkede ud, opdagede jeg, at jeg havde glemt min frivilligflamme i Afrika. Gad vide om min tur til Tanzania blot var en rejse med fordele for mig og ikke de afrikanere, jeg tog afsted for at hjælpe, spekulerer Ninna Rønberg.

En hel uge med regn og gråvejr og jeg er ikke i tvivl om, at jeg er tilbage i Danmark. Her blender min blege hud, mine fregner og mit røde hår ind i mængden. Folk kigger ikke længere, når jeg taler dansk eller sætter mig i bussen. Og folk råber ikke længere karibu mzungu (velkommen europæer) efter mig.

I den tanzanianske landsby var jeg anderledes. Jeg blev set på med andre mere nysgerrige, undrende og håbefulde øjne både på grund af min atypiske hudfarve, sproget og anden kultur. Også på skolen og blandt familien Kurugu følte jeg disse øjne. De udstrålede: ny frivillig er lig med nyt håb og forandring. De smittede.

I mine tre uger som frivillig følte jeg stor entusiasme og lyst til at gøre en forskel. Obedy, stifteren af MYODA, fortalte glædeligt om en tidligere frivillig, der sikrede flerårig økonomisk støtte til projektet, hvilket gav mulighed for udvikling og igangsættelse af nye initiativer som eksempelvis skolebyggeriet. En anden frivillig havde etableret små workshops for landsbyens unge, og en tredje havde fokus på kvindernes bemyndigelse. Andre frivillige havde ligesom os snakket og delt ud af idéerne og plantet et håb hos Obedy om, at flere sponsorer og andre glade givere var på vej.

Jeg blev grebet af nuet. Men nuet i Tanzania er nu mere end 11.000 kilometer væk, og distancen fra ord til handling føles mindst lige så lang.

Rejser med fordele
Var min rejse bare en rejse med fordele, hvor jeg som turist dumper ned i deres hverdag, leger at jeg er en del af den og kommer hjem med en autentisk oplevelse i bagagen? Der er skrevet flere kritiske artikler om frivillighed med vinkler om, at frivillighed er blevet turist-liggjort, og at frivillige kan gøre mere skade end gavn.

På en netværksskabende hjemmeside for rejsende læste jeg sådan en artikel med tre spørgsmål, man bør stille sig selv før, man bliver frivillig:

  • Vil man være frivillig i udlandet, hvis ikke man kan dokumentere det med kamera/smartphone?
  • Deler projektet eller organisationen de samme intentioner og værdier som en selv?
  • Har man tiltro til, at man kan udføre samme stykke arbejde i eget land?

Hjemvendt, siddende i sofaen, solbrun og med benene oppe er det for sent at stille de spørgsmål. Men et kort tilbageblik og en hurtig evaluering er svaret til de tre punkter: Ja. Jeg har meldt mig ud af dokumentationslegen, og i forhold til MYODA har målet med mine opslag været opmærksomhed om projektet og ikke positionering af mig selv, selvom jeg dog manglede en bullet på mit CV og min Linkedin-profil - “frivilligt arbejde i udlandet”. 

De tanzanianske unger var nemmere at forholde sig til på tæt hold. Nu er det min egen virkelighed, som fylder. (Privatfoto)

I forhold til punkt to er det i mine ører svært at være uenig med projektets intention om at hjælpe udsatte børn og unge gennem uddannelse. Samtidig blev børnene ikke irettesat med en fast hånd og et klap i numsen, der var plads til leg, og de blev forsynet med mad og drikke i løbet af skoledagen modsat andre steder.

I forlængelse arbejdede jeg i mit sabbatår som pædagogmedhjælper i en børnehave, hvor jeg legede og lærte fra mig. Børnene matchede MYODA børnenes alder. Så ja, jeg har tiltro til, at jeg kan udføre det samme job i Danmark.  

Umiddelbart har jeg svært ved at se, hvordan jeg har gjort mere skade end gavn, men jeg kan godt være usikker på, om jeg har gjort en forskel. Om jeg har givet MYODA noget.

Bytterelation
Fra start har jeg set min rejse til Tanzania som en bytterelation. Noget for noget. Det perfekte eventyr. Men umiddelbart synes jeg ikke, at bytterelationen er en til en. Der er stor forskel på at være frivillig tre uger og 3-4 måneder.

I tre uger aflastede min veninde og jeg læreinderne Serena og Teddys arbejdsdag ved at undervise, planlægge undervisning og lege. Vi lavede et par opslag på Instagram og Facebook. Undersøgte mulighederne for at ansøge fonde uden at søge dem. Med en kort frivillig periode udfordredes min initiativ-iver af følelsen af, at jeg snart var på vej væk igen.

 Energien var høj, når der blev danset og sunget. (Privatfoto)

Med 3-4 måneder åbner der sig andre muligheder. Der er tid til at forstå omgivelser, akklimatisere og falde til. Derefter kan man springe videre til idéfasen, planlægning og afholdelse. Eksempelvis kunne en af de frivillige ikke forstå, hvorfor ingen kvinder besøgte den lokale bar, hvorfor hun sammen med Obedy etablerede en dansekonkurrence og tilbud i baren til kvinder for at tiltrække flere. En anden afholdte små oplæg i lokalsamfundet for at oplyse de unge om mulighederne ved uddannelse, teknologi og andre færdigheder. Der var altså mange muligheder og åbenhed hos Obedy til, at initiativer kunne være blevet søsat.

Personligt har jeg fået meget ud af at være frivillig. Min uvidenhed er blevet mindre, og jeg har lyst til at rejse tilbage til Tanzania. Og det er bestemt ikke sidste gang, at jeg har været frivillig. Det er altså ret mange plusser på min side af regnskabet. Jeg kunne også give MYODA noget ekstra, hvis jeg rubbede neglene. I weekenden var det på min to-do-liste at søge fonde og skrive et blogindlæg til MYODAs-hjemmeside, men jeg måtte udskyde af ukendte årsager. Det er simpelthen kommet for langt ned på min prioriteringsliste, og min entusiasme var bare stærkest før og under opholdet, men den blev i Tanzania.

Ninna Gøbel Rønberg, 26, studerer Statskundskab på Københavns Universitet. Hun har tidligere arbejdet på Danmarks Radio og er nu i praktik på Altinget.

Forrige artikel Klumme: Da mine forestillinger ramte den afrikanske virkelighed Klumme: Da mine forestillinger ramte den afrikanske virkelighed