Debat

KU-forskere: Holder eventyret om Fair Fishing til et reality-tjek?

DEBAT: Fair Fishings projekt har utvivlsomt forbedret levevilkårene for nogle i Somalia. Derimod savnes der dokumentation for, at pirater er blevet omvendt til fiskere. Det skriver Amanda Møller Rasmussen og Stig Jensen fra Københavns Universitet.

Det ville være en rigtig god historie, hvis en lille dansk NGO bekæmpede et af tidens største globale problemer, men dokumentationen savnes, skriver afsenderne.
Det ville være en rigtig god historie, hvis en lille dansk NGO bekæmpede et af tidens største globale problemer, men dokumentationen savnes, skriver afsenderne.Foto: Privatfoto/Fair Fishing
Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Amanda Møller Rasmussen
Stig Jensen
Hhv. cand.mag. i afrikastudier, KU, og MA i Social Anthropology of Development fra SOAS og lektor ved Center for Afrikastudier, Københavns Universitet

Siden starten af februar har Altinget og DR rapporteret om et dansk fiskeriprojekt i Somaliland, Fair Fishing, som siden 2012 har udviklet fiskerisektoren og gjort pirater til fiskere.

Journalisterne har så godt som kåret Fair Fishings historie – som minder lidt om eventyret om den grimme ælling – til svaret på de problemer som dansk udviklingsbistand står over for.

Tillige skammer de Danida, fordi de ikke ønsker at støtte projektet økonomisk. En beslutning, som både Fair Fishing og journalisterne stiller sig uforstående over for, eftersom Fair Fishings for nyligt modtagne EU-finansiering på tre millioner euro bliver set som en blåstempling af projektets succes og båredygtighed.

Det ville være en rigtig god historie, hvis en lille dansk NGO bekæmpede et af tidens største globale problemer, men dokumentationen savnes.

Amanda Møller Rasmussen og Stig Jensen
Københavns Universitet

Spørgsmålet er dog, hvorvidt eventyret om det lille danske fiskeriprojekt holder til et reality-tjek?

Fiskeri i farligt havvand?
Fair Fishing har siden 2012 arbejdet i Berbera, som er fiskeriets midtpunkt i den nordlige del af den somaliske region, Somaliland. Fair Fishings mål er at gøre fiskeriet i Somaliland økonomisk bæredygtigt og dermed fjerne incitamentet for pirateriet for i stedet at gøre piraterne til fiskere.

Det ville være en rigtig god historie, hvis en lille dansk NGO bekæmpede et af tidens største globale problemer, men dokumentationen savnes. Denne historie virker rettere til at være et produkt af en global tendens, hvor pirateriet får stor medieomtale og bliver italesat som en enorm trussel mod vestlige interesser, selvom omfanget af det somaliske pirateri har været stødt dalende siden 2012.

Faktisk er pirateriet nu så lavt, at både NATO og den danske flåde afslutter deres antipirateri-initiativer i Østafrika. Somaliland har været næsten, hvis ikke helt, fri for pirater.

Dette betyder ikke, at der ikke er sket store forandringer i fiskeriet siden Fair Fishings ankomst til Berbera i 2012. Fair Fishing har bidraget med billig is og infrastruktur og med muligheden for at deres partnere kunne få billigere gear.

Alle sammen vigtige komponenter for at partnernes omsætning kan øges. Der kan derfor måske endda også gisnes om, at det øgede indkomstpotentiale og infrastrukturen har medført flere job i fiskerisektoren, hvilket er af stor betydning i en region med en meget høj arbejdsløshed.

Men selvom nogen måske ville argumentere for, at udviklingen i fiskerisektoren derfor også har afholdt nogle fra at gå ind i pirateriet, så er lighedstegnet mellem pirateriet og fiskeret problematisk af flere grunde.

Er alle somaliske fiskere potentielle pirater?
Først og fremmest er det problematisk at sætte lighedstegn mellem det at være fisker og pirat. Der foreligger ikke nogen dokumentation for, at fiskere skulle være mere udsatte for at blive pirater end andre grupper i det somalilandske samfund.

Selvom der selvfølgelig vil være nogle fiskere, som er blevet pirater, eftersom det kræver visse evner at navigere og manøvrere på havet.

Ikke desto mindre tyder interviews med tidligere piratrekrutter på, at det oftest var arbejdsløse unge mænd, som så pirateriet som en nem og hurtig mulighed for økonomisk og social opstigning.

Derudover virker det også problematisk at gå ud fra, at selv hvis der er pirater (irrelevant, hvorvidt de så var tidligere fiskere eller ej), at flertallet af disse pirater skulle have et ønske om at blive fiskere. Traditionelt har fiskerierhvervet i Somaliland og Somalia nemlig ikke været attraktivt, da det er både farligt, hårdt, økonomisk usikkert og social afskyet.

Det virker derfor problematisk at gå ud fra, at de unge mænd, som deltager i pirateriet for hurtig og nem berigelse, skulle ønske at vælge fiskeriet frem for pirateriet. Dette gælder også selvom der er kommet flere maskiner og billig is.

Med andre ord mangler der dokumentation for, hvordan fiskeriudviklingen skulle have kapaciteten til at omdanne pirater (eller andre kriminelle) til fiskere.

Ligeså må vi spørge os selv, at selv hvis der var pirater med et ønske om at blive fiskere, hvorvidt de fiskere, der allerede er i Berbera, overhovedet har en interesse i at skulle konkurrere om de eksisterende markeder med endnu flere fiskere?

Selvom der uden tvivl er kommet mere gang i salget af fisk i Hargeisa og større byer, så er markederne stadigvæk relativt få, og de markeder, der er tættest på Berbera, bliver hurtigt mættet.

Så har fiskeriet og dets markeder overhovedet kapaciteten til at rumme alle de 'potentielle pirater'?

Lighedstegnet mellem somaliske fiskere og pirater lader derfor mere til at være et produkt af en global stereotyp omkring den somaliske pirat, end reelt at hænge sammen med situationen i Somalia.

Dette er vigtigt, eftersom reproduktionen af sådanne stereotyper har utilsigtede konsekvenser. For eksempel når der opstår et behov for, at de somalilandske fiskere kan vise, at de ikke er pirater, som finansieringen på to millioner US dollar fra Anti-Piracy Trust Fund til deres FAO id-kort-projekt kunne være et symptom på.

Er Danida gået helt i fisk?
Der er ingen tvivl om, at FairFishing har formået at installere deres fiskeristation, og at det har betydet bedre infrastruktur, billig is og flere penge mellem hænderne til Fair Fishings partnere – en væsentlig fordel, når man slås om markederne.

Der er heller ingen tvivl om, at mange af de lokale fiskere, og for den sags skyld den somalilandske regering, er rigtig glade for Fair Fishings projekt, da Fair Fishings tilstedeværelse har betydet, at flere aktører, og dermed ressourcer, er blevet linket op til den somalilandske fiskerisektor.

Fair Fishing har nemlig om noget formået at sætte fiskeriet og piraterne på dagsordenen herhjemme.

Er kritikken af Danidas manglede finansiering rimelig? Det virker let købt at kritisere Danida for ikke at ville finansiere projektet, når man tænker på, at en central målsætning for dansk bistand er fattigdomsbekæmpelse, og at der mangler dokumentation på, at Fair Fishings projekt skulle være bedre end andre udviklingsprojekter til at nå de fattigste – om de så er fiskere eller ej.

For selvom Fair Fishing har en evalueringsrapport, som viser, at fiskerne (både bådejere og besætning) tjener mere nu end før, så reflekterer den ikke over de problemer, der opstår, når nogen får en fordel frem for – og måske endda på bekostning af – andre.

Når Fair Fishing bruger termen ”fiskerne”, viser de ikke de politiske og økonomiske interesser, som allerede er i spil i Berbera. Termen præsenterer nemlig de forskellige mennesker, som er tilknyttet fiskeriet, som én størrelse, og ignorerer det faktum, at der er forskel på bådejernes, besætningens og fodfiskernes interesser.

Uanset om Fair Fishing når en høj andel af ”fiskerne” i Berbera, så er de primære samarbejdspartnere (og derfor modtagerne af de fleste fordele) bådejerne.

Problemet består i, at når man ikke italesætter forskellen på ”fiskerne”, så risikerer man at overse, at der er forskel på bådejerne, som ejer bådene og oftest er socialt, økonomisk og politiske stærkere end besætningen, som er afhængig af at blive hyret til turene.

I værste tilfælde risikerer man at fremme de stærkes interesser på bekostning af de fiskere, som reelt tager ud og fisker. Dertil præsenterer de her historier kun de positive forandringer, og ikke de udfordringer, der medfølger for dem, der for eksempel solgte is før Fair Fishing, eller for de fodfiskere, som ernærede sig ved at sælge direkte til hoteller og restauranter, og som følge af projektet er i endnu skarpere konkurrence end nogensinde før.

Med andre ord – selvom at projektet måske formår at skrue op for fiskeriet i Somaliland, så er der ingen dokumentation for, at det bidrager til at hjælpe de fattigste. Faktisk i værst tænkelige udfald risikerer man at skabe større ulighed end før, når man ikke adresserer, at ens partnere er de stærke aktører.

Selvom Fair Fishing syntes, at Danida burde have finansieret deres projekt, og den nye EU-finansiering på tre millioner euro fungerer som brænde på bålet, så er det ikke helt så ligetil.

Derudover støtter Danida rent faktisk indirekte fiskerisektoren gennem deres samarbejde med den somalilandske regering og de engelske, hollandske og norske udviklingsbureauer.

Gennem Somaliland Development Fund har de været med til at finansiere med 3.843.000 US dollar, som er øremærket til fiskeriet gennem fiskeri og marineressourceministeriet. En finansiering, som modsat Fair Fishings projekt, ikke kun går til Berbera.

Er fiskeriet en uudtømmelig ressource?
EU's finansiering af Fair Fishing med tre millioner euro markerer to ting. Først og fremmest er det en blåstempling af Fair Fishings projekt som værende succesfuldt og bæredygtigt.

Derudover betyder det, at Fair Fishing skal duplikere deres projekt i Puntland, hvilket falder sammen med deres planlagte exit fra Berbera i 2017. Fair Fishing har med andre ord vist sig at være et bæredygtigt projekt i en donor-kontekst, i og med at projektet har formået tiltrække sig finansiering og derfor kan holde sig økonomisk oven vande.

Men i forhold til bæredygtigheden i en lokal kontekst, står Fair Fishings projekt over for især tre udfordringer.

Miljømæssigt virker det problematisk, at fiskeriressourcerne stadigvæk ikke er ordenligt kortlagt. For hvordan sikrer Fair Fishing – og for den sags skyld de mange andre udviklingsaktører – fiskeriet på langt sigt, uden at vide hvorvidt fiskeriet har kapaciteten til at stille fiskeriudviklingen og investorerne tilfreds?

Fair Fishing står også, som alle andre af fiskeriudviklingsprojekterne, over for udfordringerne ved overfiskeriet i regionen, hvor specielt det illegale, uregulerede og urapporterede fiskeri af specielt internationale fiskere er italesat som et kæmpe problem af fiskerne selv og den somalilandske regering.

Indtil man adresserer også denne udfordring, risikerer vi så måske ikke også, at de nye teknologier og stødt stigende interesser for fiskerisektoren måske ender op med at bidrage til overfiskeriet?

En spritny rapport fra Verdensbanken konkluderer, at 90 procent af verdens fiskebestande er overfisket er eller tæt på.

Hvordan sikres det, og hvem sikrer, at det ikke er eller bliver situationen i Somaliland?

Hvordan sikrer man, at projektet ikke synker?
På et mere samfundsmæssigt plan er den store udfordring, hvordan projektet forankrer sig lokalt. Igen, Fair Fishings partnere er yderst tilfredse, imens Fair Fishing og de ressourcer, de sparker ind i Berbera, er der, men hvordan kommer fiskeristationen til at køre uden Fair Fishing?

Selvom Fair Fishing har lavet deres egen lokale organisation, som forventes at kunne fortsætte stationen efter Fair Fishing, er det vanskeligt at vide, hvorvidt det kan lade sig gøre, specielt med tanke på at fiskeristationens omkostninger har haft svært ved at blive dækket lokalt, og med tanke på at Fair Fishing selv dokumenterer, hvordan de stadigvæk skal 'lære' de somalilandske fiskere at samarbejde, så de gør tingene på FairFishings måde.

For alle eksternt drevne udviklingsprojekter er udfordringen, hvorvidt projektet har evnen til at være selvkørende, når den eksterne partner, som Fair Fishing, trækker sig.

I det konkrete projekt savnes der dokumentation for en eksplicit exit-strategi, som ikke bare gisner om projektets levedygtighed, når Fair Fishing trækker sig ud.

For i værste tilfælde risikerer man så ikke med sine udviklingsressourcer at have fået flere mennesker til at binde deres få ressourcer til et fiskeri, som uden udviklingspengene kan have svært ved at indfri løfterne om et massivt beskæftigelsespotentiale?

Opsummerende kan det konstateres, at Fair Fishing-projektet har bidraget til øgede aktiviteter omkring fiskeriet i Berbera, som utvivlsomt har forbedret levevilkårene for nogle i området. Derimod savnes der dokumentation for at pirater gennem projektet er blevet omvendt til fiskere.

Der savnes også grundlag for kritikken af Danidas manglende finansiering, da Fair Fishing ikke har dokumenteret den positive effekt af aktiviteterne for områdets allerfattigste, som måske endda er blevet mere marginaliseret som følge af Fair Fishings aktiviteter?

Ligeså savnes der dokumentation for, at Fair Fishings projekt er miljømæssigt bæredygtigt og dermed kan undgå at bidrage til overfiskningen.

Endelig – hvor er dokumentationen for, at aktiviteterne vil og kan fortsætte, når Fair Fishing trækker sig senere i 2017?     

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stig Jensen

Lektor, Center for Afrikastudier, Københavns Universitet
cand.scient.pol. (Københavns Uni.), ph.d. (Roskilde Uni.)

0:000:00