Debat

Kvinfo: Det nødvendige Initiativ

DEBAT: Det er vigtigere end nogen sinde, at vi holder fast og står ved de venner og allierede, som Det Arabiske Initiativ har skabt. Det skriver Katarina Blomkvist, international chef, Kvinfo.

Det er vigtigere end nogen sinde, at vi holder fast og står ved de venner og allierede, som Det Arabiske Initiativ har skabt. Det skriver Katarina Blomkvist, international chef, Kvinfo.
Det er vigtigere end nogen sinde, at vi holder fast og står ved de venner og allierede, som Det Arabiske Initiativ har skabt. Det skriver Katarina Blomkvist, international chef, Kvinfo.
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Katarina Blomqvist
International chef, Kvinfo

Han fik tørt på, den unge Islamist og antidemokrat, der tilbage under kommunalvalgkampen i 2013 forsøgte at stoppe kvinden, som delte valgbrochurer ud ved Nørrebro Station. Tunesiske Besma Soudani, som sammen med flere andre var inviteret af KVINFO til at være med i valgkampen, kendte kun alt for godt hans slags, og hans indvendinger udløste en lavine af solide modargumenter.

Scenen rummer på mange måder essensen i KVINFO’s partnerskaber. Besma Soudani er leder af kvinde- og demokratiorganisationen LET (Ligue des Électrices Tunisiennes), som med KVINFO som partner blev en nøglespiller i den succesfulde kampagne for at få kvinder og ligestilling placeret centralt i Tunesiens nye forfatning og valglov, og som siden har været med til at træne en række af de kvindelige kandidater, der er blevet valgt ved parlaments- og lokalvalg.

Ligestilling og sikring af kvinders rettigheder er et af de centrale fokusområder i Det Arabiske Initiativ. I den evaluering, Udenrigsministeriet netop har fået lavet af Initiativet, bliver ligestilling bedømt til fortsat at være et relevant fokusområde sammen med menneskerettigheder og udvikling af et vidensamfund. Samtidig er det områder, hvor Danmark har noget særligt at byde til med.

Fakta
Fra 24. november og en måned frem sætter Udviklingsdebatten fokus på Det Arabiske Initiativ.

Følg debatten her

Udviklingsdebatten på Altinget: udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget: udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområdet.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected]

Det Arabiske Initiativ har nu eksisteret gennem 12 turbulente år præget af terrorangreb, tegningekrise og revolutioner, båret af befolkningernes krav om demokrati, menneskerettigheder og ligestilling. Trods tilbageslagene resulterede de i fødslen af et nyt demokrati i Tunesien og reformer i lande som Marokko og Jordan. Der er samlet rigtig mange værdifulde erfaringer, men i bund og grund er det de samme udfordringer, der stadig gælder, både i forhold til behovene for reformer, udfordringen fra stadig mere radikale kræfter og forståelseskløften mellem Vesten og den arabiske verden.

Et vigtigt bidrag
Det Arabiske Initiativ er skræddersyet til at arbejde på præcis de områder, og derfor har det også undervejs vist sig både tilpasningsdygtigt og slidstærkt.

Ligestilling og sikring af kvinders rettigheder er et af de centrale fokusområder i Det Arabiske Initiativ.

Katarina Blomqvist
International chef, Kvinfo

Hvis vi tager partnerskabet mellem KVINFO og LET, så har det således både betydet et tydeligt og konkret aftryk på udviklingen i Tunesien, inspiration om demokrati og ligestilling i praksis for de tunesiske deltagere og et langt mere nuanceret billede af arabiske kvinder for de danske aktører, som har mødt dem undervejs. Besma Soudani og LET er langt fra de eneste af KVINFOs partnere, der imponerer. Kvinderne er et af de stærkeste kort i kampen mod de radikale, antidemokratiske kræfter, som forsøger at sætte sig på udviklingen i Mellemøsten og Nordafrika.

Det er de også, når det gælder den økonomiske udvikling, hvor øget ligestilling er en stærk faktor i økonomisk vækst. I et land som Jordan udgør kvinderne mere end halvdelen af de universitetsstuderende, men kun 13 procent af arbejdsstyrken. Det er spild af ressourcer, muligheder og selvstændighed både for kvinderne selv og for samfundet.

Det er der heldigvis mange, der også har indset i de arabiske lande selv – som de HR-ledere fra en række af Jordans største virksomheder, som for tiden i et andet af KVINFOs partnerskaber er ved at afslutte et længere forløb om inklusion og mangfoldighed på arbejdspladsen, og hvor danske virksomheder som Arla og Mærsk har været med til at give deres input.

Det Arabiske Initiativ er langt fra stort nok til at bestemme udviklingen i Mellemøsten og Nordafrika, men det udgør et vigtigt bidrag, fordi det går ind og styrker de kræfter, som arbejder for en langsigtet, demokratisk stabilitet og mod radikalisering.

Der er kræfter, der er alvorligt trængt i flere lande i bagslaget efter revolutionsbølgen i det arabiske forår. Men netop derfor er det vigtigere end nogen sinde, at vi holder fast og står ved de venner og allierede, som Det Arabiske Initiativ gennem mere end ti år har skabt. Venner og allierede, som kun er der i medvind, er hverken særlig troværdige eller brugbare. Og der er mere brug for os end nogen sinde.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00