LA: Lær af København-Bonn-erklæringerne

DEBAT: Vi bør bruge erfaringerne fra vores egen historie, når vi ønsker at skabe udvikling i verdens fattigste lande. Det skriver udenrigsordfører Mette Bock (LA), der peger på København-Bonn-erklæringerne fra 1955 som et eksempel på, hvordan man kan gå fra konflikt til gensidig accept.

Af Mette Bock (LA)
Udenrigsordfører

I denne uge, den 29. marts, fejrer vi 60-året for København-Bonn-erklæringerne. Dem bør Danmarks udenrigsminister, Danmarks udviklingsminister og de mange danske NGO'er, der arbejder med civilsamfund i verdens konfliktområder, altid medbringe, når man rejser ud.

Tillad mig at komme med et hjertesuk: Hvorfor er vi så elendige til at lære af historien – også vores egen, der måske kan inspirere i den store verden?

Som udenrigspolitisk ordfører, medlem af Udenrigspolitisk Nævn – og i øvrigt formand for NGO'en Grænseforeningen – rejser jeg en del. Det er mit klare indtryk, at en af de væsentligste årsager til, at det er så vanskeligt at skabe udvikling i verdens fattigste lande, er de evindelige konflikter mellem flertal og mindretal.

Særlige politiske mindretalsrettigheder
København-Bonn-erklæringerne blev i 1955 udformet på et politisk bagtæppe af dyb, dyb mistillid mellem Danmark og Tyskland. Mindretallene på begge sider af grænsen havde store problemer med udgrænsning fra flertalsbefolkningerne, og det var vanskeligt at vinde accept og opnå reelle borgerrettigheder. Chikane og det, der var værre, var en del af en smertefuld dagligdag.

Da Tyskland efter krigen skulle optages i NATO åbnedes muligheden for at sikre bedre vilkår for det danske mindretal i Sydslesvig. Stemningen var imidlertid så anspændt, at det ikke kunne lade sig gøre at udforme en traditionel, politisk aftale, hvor to lande på et enkelt stykke papir begge satte en underskrift. Danmark var ganske enkelt angst for tysk indblanding.

Derfor måtte man lave to enslydende erklæringer, hvor Danmark forpligtede sig til at sikre det tyske mindretal visse rettigheder og privilegier som mindretal – mens Tyskland i en enslydende erklæring forpligtede sig tilsvarende over for det danske mindretal. Et "I skal" blev til et "Vi vil". Man forpligtede sig. Særlige politiske mindretalsrettigheder, retten til at tale eget sprog, tilladelse til frit at bekende sindelag og retten til at etablere egne institutioner og foreninger blev stadfæstet.

Et afgørende vendepunkt
Erklæringerne blev et afgørende vendepunkt. Man bevægede sig langsomt fra konflikt over gensidig accept til et i dag forbilledligt samarbejde i det dansk-tyske grænseland.

Jamen, det er jo helt anderledes i verdens brændpunkter, det kan man da ikke bruge til noget i dansk udviklingspolitik i dag, kan man indvende. Eller kan man?

Det mener jeg bestemt, man kan. Jura og lovgivning, regeringers tilslutning til menneskerettighedserklæringer og andre formalia er nødvendige, men ikke tilstrækkelige forudsætninger for fredelig sameksistens – og dermed udvikling. Der skal være reel vilje til at etablere de særlige forhold, der muliggør, at flertal og mindretal kan leve side om side med de forskelle, der måtte være: politisk, etnisk, religiøst, nationalt eller kulturelt. Ellers er udvikling ganske enkelt umulig.

Ingen konflikter er ens. Og der findes ingen "opskrifter" på konfliktløsning. Men vi kan og bør lære af historien, også vores egen, når vi drager ud i verden. For konfliktløsning er, og har altid været, altafgørende for at sikre udvikling. Det gælder ikke mindst i verdens fattigste lande.

Forrige artikel Mellemfolkeligt Samvirke: RAM-modellen skal fremtidssikres Mellemfolkeligt Samvirke: RAM-modellen skal fremtidssikres Næste artikel IMR: Bæredygtighedsmål må ikke sænke eksisterende barre IMR: Bæredygtighedsmål må ikke sænke eksisterende barre