Læger uden grænser: Selv krige har regler

Af Torill Pallesen
Konstitueret direktør hos Læger Uden Grænser

Interne flygtninge lever i de næreste af nærområderne. De lever ofte så tæt på konflikten, at deres nærområder nogle gange skifter til et konfliktområde og bliver en slags nær-/konfliktområde. Det er blandt andet sådan nogle steder, hvor Læger uden Grænser arbejder, og vi oplever, at præmissen for at arbejde netop der og hjælpe disse mest sårbare af alle flygtninge i stigende grad skrider.

Der er en kollektiv følelsesløshed omkring den vold, der foregår i krigszoner i dag. Det er skræmmende, i hvilken grad gentagne angreb på civile og områder, der burde være beskyttet under international humanitær lov, i stigende grad bliver betragtet som ikke-nævneværdige begivenheder.

Den 3. oktober fra klokken 2:08 til klokken 3:15 faldt bomberne over Læger uden Grænsers hospital i Kunduz, Afghanistan. 30 menneskeliv gik tabt i angrebet, og mange blev såret. Hospitalet blev bombet til ubrugelighed. Alle parter i konflikten havde hospitalets koordinater, og de blev gensendt, efter bombardementet startede. Alligevel fortsatte angrebet. Hospitalet var oplyst, og der var et klart MSF-logo på taget. Alle kendte til vores arbejde.

Vi havde været der i fire år, behandlet over 65.0000 patienter og foretaget over 15.000 kirurgiske indgreb. Bombningen af ​​Kunduz satte en stopper for lægebehandling for både de civile og de sårede kombattanter i Kunduz, der har omkring 300.000 indbyggere. Mennesker blev berøvet lægehjælp præcis der, hvor de havde mest brug for det, i et nær-/konfliktområde.

Efter bombardementet, der blev udført af et C130 amerikansk gunship, bad vi om en uafhængig undersøgelse af, hvad der var gået galt. Vi manglede svar på spørgsmålet: Hvorfor bliver et stort og travlt hospital bombet, og hvordan kan vi forhindre en lignende tragedie i fremtiden? Mere end nogensinde afhænger menneskers chancer for at modtage lægehjælp i disse nær-/konfliktområder af, i hvor høj grad medicinsk humanitær assistance er respekteret af væbnede parter i konflikten.

Ingen bør forvente at blive bombet, når de er på et hospital. Ethvert menneske kan forstå og være enig i det, eller kan vi?

Torill Pallesen
Konstitueret direktør hos Læger Uden Grænser

Det centrale budskab handler om varetagelse af den humanitære medicinske plads i krigsområder. Ingen bør forvente at blive bombet, når de er på et hospital. Ethvert menneske kan forstå og være enig i det, eller kan vi?

Appelleret til 76 lande
Læger uden Grænser har appelleret til 76 lande, der har underskrevet artikel 90 fra tillægsprotokol 1 i Genevekonventionen om at støtte en uafhængig undersøgelse af hospitalsbombningen i Kunduz. Opfordringen har indtil videre ikke vundet støtte. Den er tværtimod blevet nedspillet og afvist.

Vi har også opfordret den danske regering - som underskriver af protokollen - til at støtte en uafhængig undersøgelse. Vi venter stadig på en afklaring. Stilheden, når det gælder forsvaret af international humanitær lov, er rungende, og manglen på vilje til handling er smertefuld.

Igen og igen ser vi også voldsomme luftbombardementer af hospitaler og civilbefolkningen i Syrien. Mindst 70 mennesker blev dræbt og 550 såret den 30. oktober i et rædselsvækkende bombardement af et marked i Douma – et belejret område omkring Damaskus. De belejrede områder omkring Damaskus har i løbet af i år set en markant intensivering af bombninger på civile infrastrukturer som hospitaler og markeder.

I år har næsten 40 procent af de dræbte og sårede patienter, som vi har behandlet i East Ghouta-området i Syrien, været kvinder og børn under 15 år. Denne ekstraordinære høje procentdel af civile dødsfald og tilskadekomne kan forklares ved gentagen målrettede bombardementer af tætbefolkede områder i belejrede zoner, hvor mennesker bliver til levende mål, uden muligheder for at flygte.

Tiden for accept er ovre
Læger uden Grænser opfordrer nu de permanente medlemslande i FN's Sikkerhedsråd til at overholde det mandat til beskyttelse, de har fået, og til at stoppe de eskalerende luftbombardementer og medfølgende massakrer i Syrien.

Yemen er i en altomfattende krig, hvor befolkningen, der er fanget på den forkerte side i konflikten, betragtes som et legitimt mål. Markeder, skoler, veje, broer, lastbiler, der transporterer mad, interne flygtningelejre, sundhedsklinikker og hospitaler er blevet bombet og ødelagt. Og de første ofre er ofte civile.

Et lille hospital i Haydan-distriktet i Saada-provinsen, støttet af Læger uden Grænser, blev ramt af flere luftangreb den 26. oktober kl. 22:30 om aftenen og blev angrebet kontinuerligt de næste to timer. Det lykkedes hospitalspersonalet og patienter at flygte efter det første angreb. En ansat blev lettere såret, men undslap med livet i behold. Med endnu et ødelagt hospital, mister nu mindst 200.000 mennesker adgang til behandling. Dette angreb er endnu et eksempel på en komplet foragt for civile i Yemen, hvor bomberne er blevet en daglig rutine.

Alle tre lande - Afghanistan, Syrien, Yemen - er eksempler på nærområder, når de er værst, og listen fortsætter. Hvis vi fortsat skal kunne operere i nær-/konflikt områder, og hvis vi skal være i stand til at øge indsatsen, som alle taler om, er så nødvendig, ja så er det nu, at politikere og organisationer skal tage ansvar og markere klart og tydeligt, ​​at selv krige har regler. Tiden for tavs accept er ovre.