Magt, milliarder og mødet med muren – historien om to danskere, der satsede alt på at redde verden

En lørdag eftermiddag i juli 2014 blev kimen lagt til en plan om at frelse verden.

To mænd, der indtil da kun kendte hinanden perifert, faldt under en picnic i Frederiksberg Have i en dyb transformerende samtale af den slags, der får de indre kontinentalplader til at forskubbe sig.

Kort efter satte Morten og Stefan deres respektive karrierer på hold og begav sig ud på en mission, der gik ud på at finde pengene til at realisere FN's verdensmål.

Ideen var – som de fleste store opfindelser – simpel: Forbind verdens fattigste lande med verdens største pengetanke.

Vi har brug for de store virksomheder i udviklingskampen. Ellers får vi ikke power nok. Der vil aldrig være bistandspenge nok til at løfte verdensmålene.

Stefan Maard
Stifter, DIVA

I dag er de tæt på at kapitulere. Det lykkedes dem ikke at rejse de fondspenge, der er en forudsætning for at få ideen til at virke.

”Jeg hader at tabe. Hvis jeg taber i Risk, så bliver jeg indebrændt. Og det her er som at tabe 1000 spil Risk på én eftermiddag,” siger Morten Møller Holst.

I tre år var han og Stefan Maard på en verdensomspændende rutsjebanetur, der gav dem status af upcoming stjerner i den filantropiske verden. Og undervejs erfarede de, at der er forskel på fondenes flotte ord i strategipapirer og handling i virkeligheden. Og det viste sig, at de især havde troet lidt for blindt på de store filantropiske fondes ord om at skabe grundlæggende forandringer til det bedre.  

Her er historien om DIVA.

Illustration: Jimi Holstebro.

Der kommer aldrig bistandsmidler nok
”FN's verdensmål har givet os et fælles sprog til at snakke om bæredygtig udvikling. Men det er ikke nok. Vi har også brug for penge. Rigtig mange penge.”

Der var en indtrængende tone i Stefan Maards stemme. Som om han havde leveret sit budskab 1.000 gange, og nu var det fan'me på tide, at det blev hørt. Og ikke mindst forstået.  

”Vi har brug for de store virksomheder i udviklingskampen. Ellers får vi ikke power nok. Der vil aldrig være bistandspenge nok til at løfte verdensmålene,” sagde han og tilføjede:  

”Det er det, DIVA er designet til.”

Et cocktailglas hvilede skødesløst i Stefans hånd. Ved siden af stod hans kompagnon Morten Møller Holst klædt i et intenst blåt jakkesæt. Omkring dem vimsede tjenere rundt med tapas og bakker med fyldte vinglas.

De to danskere var i Madrid for at kysse filantropiske frøer og skaffe penge til at finansiere deres drøm. Og Altinget har fulgt dem siden da.

Men i virkeligheden starter historien om DIVA med en kontroversiel tale i Montreux i forsommeren 2013.

Det startede med et krak
Stefan var inviteret til at tale ved det årlige topmøde i World Business Council for Sustainable Development (WBCSD) – et internationalt netværk af multinationale selskaber som Apple, BMW, Kellogg's og Shell. Tilsammen har de en indtjening på mere end 50 trillioner kroner. Og fælles for dem er, at de alle har forpligtet sig til at arbejde for en bedre verden.

Meningen var, at Stefan skulle fortælle en succeshistorie om et bæredygtigt erhvervseventyr, hans arbejdsgiver Novozymes drev sammen med Investeringsfonden for Udviklingslande og en række andre partnere i Mozambique. Men det var nogle helt andre ord, der kom ud af munden på ham.

Fra talerstolen fortalte han, hvordan selskabet CleanStar Mozambique skrantede. På overfladen lignede den lokale producent af brændsel til madlavning ellers en erhvervssucces med 300 ansatte, 3.000 lokale leverandører, 30.000 kunder og udsigt til en gigantinvestering på en milliard dollars fra rigmanden George Soros til at udbrede modellen til andre afrikanske lande.

Men på de indre linjer så det anderledes ud. For alle nystartede selskaber er der udfordringer. Og de bliver ikke mindre, når store selskaber på stor afstand skal agere på ukendte markeder. Kompetencerne var for små, risikoen for høj og udsigten til indtjening alt for usikker.

Derfor var selskabets fremtid usikker. Og det lagde Stefan ikke skjul på fra talerstolen.

“På det tidspunkt var jeg så frustreret over det, der var gået galt, at jeg tænkte: Nu siger jeg det bare, som det er - selv om min chef sidder i salen. Og så må de fyre mig,” fortæller Stefan.

Så i en sal fyldt med nogle af verdens største erhvervsledere fortalte Stefan, hvor meningsfuldt projektet i Mozambique var, men at virksomheder ikke var gearet til at køre den slags projekter:

”De har begrænset tålmodighed, risikovillighed og kompetencer – og oftest mange andre investeringsmuligheder, der kan give bedre afkast hurtigere,” sagde han fra talerstolen.

“Jeg pointererede, at der var nogle systemiske problemer, som skulle løses, og at mange ambitiøse forretningsprojekter ville fejle, hvis ikke vi fik løst dem,” fortæller Stefan.

Oplægget var ikke hverdagskost, og det affødte en kommentar fra direktøren for WBCSD Peter Bakker, som i Stefans ører lød sådan her:

“Fint nok, Stefan, fedt projekt og en god analyse. Nu står du så og tuder lidt. Men hvad har du tænkt dig at gøre ved det?”

På stedet havde Stefan ikke noget godt svar. I stedet sagde han: "Må jeg vende tilbage til dig, hvis jeg finder ud af det?"

Det sagde Peter Bakker ja til.

Et år efter blev CleanStar Mozambique likvideret.

Morten gik all in
Efter fødselsdagsfesten i Frederiksberg Have gik Morten i tænkeboks. Han kunne ikke slippe Stefans ide om at redde verden på markedsvilkår.

“Jeg kunne slet ikke forholde mig til Stefans snak om at tage til Afrika og ændre forsyningskæder og forbedre jordbunden. Det var meget eksotisk for mig. Men så gik det op for mig, at det handlede om at bygge virksomheder. Og det tændte jeg på,” siger Morten.

På det tidspunkt var han partner i et konsulenthus, som blandt andet arbejdede for store danske selskaber.

“Men jeg havde en spirende erkendelse af, at mine evner til at rationalisere og optimere inden for en årlig budgetcyklus måske kunne bruges til noget mere meningsfuldt. Her kom der en gnist,” siger Morten.

Som ledelseskonsulent er Morten god til at tænke i strategi og forretningsplaner, der kan eksekveres og realiseres. Hvad nu hvis han med sine evner kunne bidrage til at skabe en maskine, der kan få de store pengestrømme til at flyde derhen, hvor der er mest brug for dem?

“Jeg tænkte: Hold da op, her er en mulighed for at bruge mine kernekompetencer til virkelig at gøre en forskel. De muligheder hænger ikke på træerne.”

DIVA's første store gennembrud
Morten holdt to workshops sammen med Stefan i sensommeren 2014. Og i september trådte han ud af konsulentfirmaet og kastede sig over DIVA. Lønnen betalte han selv af sin opsparing. Det var jo bare et halvt år, tænkte han.

Efter den kontroversielle tale i Montreux havde Stefan holdt kontakten med Peter Bakker. Og ved en middag i Geneve havde han fået løse tilsagn om støtte. Men det var ikke nok. Direktøren for World Business Council for Sustainable Development skulle forpligtes for alvor. Med ham ombord ville adgangen til de multinationale selskaber være markant lettere, vurderede Morten og Stefan. Og de var afgørende for DIVA’s forretningsmodel.

Peter Bakker, Thomas Videbæk (Novozymes) og Mogens Lykketoft taler om Verdensmålene og DIVA. (Privatfoto)

Derfor arbejdede Morten og Stefan intenst på at udvikle og beskrive konceptet for DIVA på en appetitvækkende måde. Og deres arbejde bar frugt. I oktober 2014 ved en middag i København gav direktøren for det globale erhvervsnetværk tilsagn om at blive stiftende partner i DIVA.

“I Montreux havde jeg oplevet en meget passioneret fyr med en begavet analyse, som jeg selv kunne nikke genkendende til. Og så pressede jeg ham lidt,” fortæller Peter Bakker:

“Til min store glæde vendte han tilbage sammen med Morten. Og ved middagen i København præsenterede de et koncept, der var ufærdigt, men havde potentiale. De havde taget et stort skridt fremad i forhold til bare at være nedtrykt over et forfejlet projekt. Det ville jeg gerne støtte,” siger han.

DIVA havde fået sit første store gennembrud.

En kemigigant bed på
På dette tidspunkt betalte Morten stadig sin egen løn, mens Stefan lagde en fuld arbejdsuge hos Novozymes og en oveni hos DIVA.

Men aftalen med WBCSD gav vind i ryggen. Nu var der rum til at opdyrke de multinationale selskaber, der var essentielle for, at projektet skulle lykkes.

Det var dem, der skulle forsyne DIVA med de ideer, der skulle blive til bæredygtige forretninger i udviklingslandene.

Fra starten var Morten og Stefan bevidste om, at DIVA ikke skulle være en dansk ting. Udfordringerne var globale, og det skulle løsningerne også være. Derfor skulle der udenlandske virksomheder i porteføljen.

Og det var grunden til, at Morten og Stefan i marts 2015 befandt sig i et trøstesløst område i det sydøstlige Holland. På en bar mark i Geleen nær Sittard har kemigiganten DSM placeret sin innovationsafdeling. Her arbejder 1.500 mand med at udtænke de teknologier, der skal forme fremtiden for et af verdens 1.000 største selskaber.

Og DIVA tilbød en løsning på en af selskabets udfordringer, fortæller managing director i DSM Venturing Pieter Wolters.

“Der vil altid være hjemløs teknologi i store firmaer – enten fordi forretningsmulighederne er for små, man er for tidligt ude, eller fordi teknologien skal anvendes et sted, hvor firmaet ikke har grund under fødderne – og heller ikke vil investere i at få det,” forklarer han.

“Så det var en fascinerende tanke at lægge ideen ud til et selskab med lokalt kendskab og adgang til lokale ressourcer og lade projektet modnes her for så senere at trække det tilbage til selskabet og tjene penge på den.”

Et halvt år efter mødet i Geleen købte DSM sig ind i DIVA.

Novozymes kom med
Dermed havde DIVA fået sin første virksomhed i porteføljen.

I foråret 2016 fulgte endnu en – nemlig danske Novozymes. Og det var ikke, fordi Stefan arbejdede i huset, understreger COO og Executive Vice President i Novozymes Thomas Videbæk.

“Vi havde erfaringerne med vores investering i CleanStar Mozambique, som endte med at blive meget større og mere kompleks, end vi oprindelig havde regnet med. Så med de erfaringer i baghovedet tror jeg også, vi var gået ind i det, hvis andre var kommet med et koncept som DIVA’s,” siger han.

Hvad er jeres interesse i det?

“Hvis vi skal arbejde med SDG’erne (FN’s verdensmål, red.) i nye markeder, så kræver det nogle andre kompetencer end dem, vi har. Der er en risikoprofil på den slags projekter, som vi ikke kan leve med,” siger han og fortsætter:

“Derfor ville det være superspændende at bygge en enhed op, der har de kompetencer og kan tage en del af den risiko, som Novozymes og andre så kunne få gavn af.”

Danske fonde var ikke relevante
Det gik altså strygende på virksomhedssiden. Anderledes trægt gik det med fondene.

De var tiltænkt en dobbeltrolle i DIVA’s koncept: I starten skulle de bidrage til driften af DIVA med klassiske donationer; samtidig skulle de foretage såkaldte mission related investments – altså investeringer, der understøttede fondenes almennyttige formål – i de virksomhedsprojekter, DIVA skulle opbygge. Men ingen af delene skete.

Ganske tidligt så Morten og Stefan bort fra de danske fonde. Sonderinger hos blandt andre Carlsbergfondet og Realdania gav ikke pote, og fra insiders i den danske fondsverden blev Morten og Stefan bekræftet i, at DIVA’s perspektiv ikke matchede de danske fondes.

“Vi hørte, at de fleste danske fonde historisk set løser nogle andre opgaver. Det handler meget om at bygge pladser, parker og fodboldstadioner. Forskning og kunst. Kultur og infrastruktur,” siger Morten.

Han understreger, at DIVA ikke har rendt mange danske fonde på dørene.

“Vi talte for eksempel med Realdania, som har ry for at være nogle af de mest progressive herhjemme. Og der var meldingen, at det, vi lavede, var alt for langt væk fra det, de gjorde. Så vi vurderede, at vi havde større chancer for at finde egnede fonde i udlandet,” siger Morten.

These are my people
Morten og Stefan vendte blikket mod de udenlandske fonde. Men her var de på udebane.

På virksomhedssiden havde de nydt godt af især Stefans sociale kapital. Oveni det havde samarbejdet med Peter Bakker og WBCSD åbnet døre hos de multinationale selskaber.

Men på fondssiden havde DIVA intet på opsparingskontoen. De indså, at de måtte finde en døråbner. Med en dosmerseddel på længde med dødehavsrullerne tog Morten og Stefan til filantropisk konference hos European Venture Philanthropy Association i Madrid i december 2015. I denne celebre gruppe af sociale investorer måtte DIVA’s ambassadør kunne findes.

Og konferencen tegnede lovende. EVPA havde gjort sit for at sprede ordet om de to danskere med det innovative, filantropiske koncept. Og i Madrid flokkedes folk om dem. Stefan deltog i paneldebatter og holdt oplæg, mens Morten afholdt stribevis af elevatorsamtaler i slipstrømmen. Og deres begejstring var utæmmet.

“Morten sagde mere end én gang: These are my people. Han var helt rørt over, at de fandtes,” fortæller Stefan.

I virkeligheden var den overvældende interesse et dårligt tegn, tænker Morten og Stefan i dag.

“Jeg tog det som et godt signal, hvor interesserede folk var i at tale med os, og hvor prominente vi hurtigt kunne blive i EVPA - blive medlemmer gratis og komme med til executive forsamling, hvor du normalt ikke må komme, hvis du ikke har en milliard kroner på lommen,” siger Morten og fortsætter:  

“Jeg tænkte, det viste, at der var sammenhæng mellem det, vi kunne levere, og det, kunderne ville have. Men nej, det viser bare, at man er fire skridt foran feltet og spændende at se på.”

“Ønske og efterspørgsel er ikke det samme,” supplerer Stefan:

“Hvis du laver en fed, førerløs konceptbil, er det ikke ensbetydende med, at du kan sælge den i dag. Men måske kan du om ti år.”

En ambassadør kom til
I Madrid var Morten og Stefan jaget vildt. De blev trukket i habitærmerne og inviteret på cocktails ved lukkede seancer. Og de nød det. Men i virkeligheden var de selv på jagt.

Øverst på Mortens og Stefans liste stod Steven Serneels. Han er en belgisk serie-entreprenør og filantrop og har et stærkt netværk i den filantropiske verden.

Stefan havde inden da haft en forhastet samtale med ham på en dårlig forbindelse fra Addis Ababa. Den gik ikke godt. Så udgangspunktet var ikke det bedste.

I Madrid lykkedes det Morten og Stefan at få et kvarter med en overmåde skeptisk Steven Serneels i et kælderlokale på Casa de América.

“Jeg bliver præsenteret for så mange ideer, og hvis jeg skulle forfølge dem alle sammen, kunne jeg ikke foretage mig andet,” siger Steven Serneels.

Men jagtens gudinde var med DIVA. De 15 minutter blev til 30. Og så til 45. Og da de forlod kælderen, havde de en aftale.

“Private virksomheder bliver mere og mere bevidste om, at de skal tage et socialt ansvar. Men det sker ikke af sig selv. Der er brug for nogle mekanismer, der skubber det fremad,” siger Steven Serneels:

“Og der så jeg nogle meget lovende elementer i DIVA – samtidig med at jeg blev overbevist af Mortens og Stefans seriøsitet og jordbundethed.”

DIVA havde fået sin fondsambassadør.

I en verden uden afslag
Men da bladene begyndte at falde fra træerne i 2016, havde DIVA stadig ikke høstet en eneste fond.

Det er ikke, fordi de ikke havde vakt fondenes opmærksomhed.

BMW Foundation havde vist interesse. Direktøren for Shell Foundation havde sagt, at de måtte endelig henvende sig, hvis de kom op med et konkret projekt om ren energi. Og i North Carolina ville ledelsen i FHI Foundation have DIVA til at udføre et projekt sammen med fondens egen NGO i Washington.

Fælles for alle de samtalerækker, Morten og Stefan havde med fonde, var, at de aldrig blev decideret afvist. Men de fik heller ikke de tilsagn, de havde brug for.

“Der er ingen, der siger nej i den her verden. Enten kan du komme tilbage senere, eller også kan du få lidt penge til et eller andet, og så kan vi lave en rapport sammen,” siger Stefan.

Hvis du først er kommet ind i varmen, får du ikke et afslag. Så får du lidt småpenge og bliver sendt op i hamsterhjulet igen, siger Morten og Stefan. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen)

“Altså, hvis du er en komplet idiot, får du selvfølgelig nej,” supplerer Morten og fortsætter:

“Men når du først er på vores niveau og er kommet ind i varmen og har stået i en halvbrandert og danset cirkeldans på en bar i Hong Kong med mange af de her folk, så bliver du i stedet sendt op i hamsterhjulet igen eller ud på en detour og får lidt småpenge.”

“Hvis man virkelig presser på, så kan man få et svar, der er så tæt på et nej, som de folk nu kan komme,” siger Stefan og ryster på hovedet:  

“‘Hvis I kan dreje DIVA, så I kun fokuserer på bæredygtig tekstilproduktion, så kan vi godt finde nogle penge til jer.”

Driften hang ikke sammen
Som tiden gik, blev situationen mere og mere kritisk for den ambitiøse NGO. Paradoksalt nok.

For på virksomhedssiden blev DIVA konstant stærkere. Men uden penge fra fonde var det svært at få driften til at hænge sammen. Og arbejdsopgaver manglede der ikke.

”Vi skulle arbejde med funding, kommunikere vores historie, pleje relationer til partnere, bestyrelsesformand og advisory board, indrapportere budget og skat og udfærdige kontrakter – i amerikansk ret.”

Morten husker en skiferie med kærestens drenge i Østrig, hvor han måtte sende drengene op på pisten og selv sætte sig på hotellet og arbejde.

”Jeg blev rigtig gode venner med ham den østrigske barmand, for jeg sad dernede hver aften som den sidste og arbejdede, når han lukkede baren,” siger Morten og tilføjer:

”Det fortæller jeg ikke for at sige, at vi havde det hårdt, men det er et tegn på, hvor tyndt vi var strukket ud.”

Også Stefan husker tilbage på et halvår med mere end 80 timers arbejdsuger og konstant stigende kropsvægt på grund af usund mad og for meget alkohol.

”Jeg tror, jeg var oppe og runde 95 kilo. Et halvt år med for meget mad, for meget at drikke og for meget arbejde, det havde kroppen altså ikke godt af,” siger han.

Situationen spidsede til
Samtidig meldte en ny partner sig på banen – den pakistanske serie-entreprenør Faraz Khan.

Hans forventning var, at hans firma og DIVA sammen skulle hjælpe den pakistanske erhvervsgigant Engro med at bygge en virksomhed, der skulle forsyne småbønder med billigt dyrefoder af høj kvalitet – og dermed gøre dem uafhængige af grådige mellemhandlere.

Ideen sad lige i bullseye. Men ved et møde på en eksklusiv, lukket klub i London måtte Morten forklare den pakistanske entreprenør, at DIVA ikke havde en krone at investere. Faktisk havde Morten på det tidspunkt ikke engang penge på hånden til at sende sin bil på værksted.

Det rystede Faraz Khan.

”Jeg må sige, at jeg er meget chokeret over de ting, du siger. Jeg troede, vi skulle arbejde sammen. Jeg må gå ud at ryge,” sagde han ifølge Morten.

Kort efter vendte han tilbage. Og enden blev en aftale, hvor Faraz Khans selskab SEED Ventures ville investere en million dollars – på betingelse af at DIVA leverede metoden og rejste fondsmidler.

Et fantastisk projekt – der aldrig bliver
Og det var ikke det eneste træk på danskernes ressourcer. Også samarbejdet med kemigiganten DSM trak tænder ud.

Ideudviklingen var mundet ud i en tanke om at udbrede mellemstore solanlæg, der havde kapacitet til at forsyne en hel landsby med tilhørende småindustri. Ideen var at lave en one-stop-shop, der kunne udruste små entreprenører med alt, hvad de havde brug for – fra finansiering til den nødvendige teknologi og hjælp til salgsarbejde – så de kunne opføre solanlæggene.

Det var DIVA, der skulle udvikle konceptet, og Morten og Stefan knoklede for at få en forretningsplan på plads og få beskrevet projektet i alle detaljer, inden det skulle præsenteres for ledelsen af DSM.

”Vi havde arbejdet os halvt ihjel. Og projektet var så fedt. Men så sad vi der i flyet og vidste, at vi var nødt til at sige til dem: "Værsgo, her er projektet. Vi kan ikke eksekvere det lige nu, men nu har I muligheden for det." Og vi vidste, at det ville de ikke gøre uden os. Det var lige til at græde over,” siger Morten.

En streg i sandet
I efteråret 2016 var situationen blevet uholdbar. Noget måtte gøres.

”Der var simpelthen for lidt tid og for få penge. Så vi måtte erkende, at det her ikke var det, vi havde ønsket, da vi startede. Men vi ville stadig DIVA, og vi var klar til at arbejde under dårlige vilkår et år eller to mere, men det krævede, at nogle andre lagde hånden på kogepladen,” siger Morten.

Den belgiske filantrop Steven Serneels havde kastet sin indledende skepsis over bord og investeret i DIVA. Samtidig havde han indvilget i at blive bestyrelsesformand for NGO'en.

Ved en workshop i Amsterdam signalerede han, at han var parat til at skyde flere penge ind. Men Morten og Stefan bremsede ham. Der var brug for at trække en streg i sandet.

”Det var hårdt at sige: Nej, det hjælper ikke at stikke os 150.000 dollars mere, for det hænger stadig ikke sammen. Vi kan ikke udvide, vi kan ikke investere i Pakistan, vi kan ikke hyre folk. Vi trækker bare pinen ud,” siger Stefan.

I stedet lagde trekløveret en treårsplan. Den indebar, at der skulle skaffes seks millioner Euro, knap 45 millioner kroner, til de følgende tre år – heraf 600.000 inden for det første halve år.

Og Paris var stedet, hvor det skulle ske.

Berømmelse uden værdi
Som i Madrid året før var Stefan og Morten trækplastre ved EVPA's konference. Denne gang var hypen bare endnu vildere.

”Vi dukkede op i Paris, og vi oplevede, at vi var enormt populære. Folk syntes, vi var cool og innovative – next generation. Det var helt overvældende,” fortæller Stefan.

Peter Bakker var hovedtaler ved et VIP-arrangement for de filantropiske superstjerner dagen før hos Renault Foundation. Her brugte han fem minutter af sin taletid på at fremhæve Morten og Stefan:

"De fyre er fremtiden. Gå over og snak med dem bagefter," sagde han, og hele salen rejste sig og klappede.

Men bagefter skete der ingenting.

”Jeg kiggede lige over på tre mennesker, jeg ville tale med. De havde pengene, og vi havde mailet sammen på forhånd. To af dem forsvandt inden for fem minutter efter, at sessionen var slut,” siger Stefan.

Dagen efter skete det igen.

”Det var, som om de prøvede at undgå mig,” siger han.

Til gengæld blev Morten og Stefan stoppet, hvorend de gik. Og det vrimlede med konsulenter, som ville pitche ideer, og ph.d.-studerende, som ville skrive afhandling om DIVA.

”Vi havde haft det ene fejlskud efter det andet, og vi endte med at bruge vores tid på en masse mennesker, som ikke ejede eller administrerede penge på det rigtige niveau,” siger Morten og tilføjer:

”I Madrid skulle vi kysse en masse frøer. I Paris var vi dem, konsulenterne gerne ville tale med, så de kunne sige, at de kendte os. Men for os var det fuldstændig værdiløst.”

Fremtidens juleånd
Lavpunktet kom efter en debat, hvor Stefan sad i panelet.

Han og Morten var i færd med at planlægge, hvem de skulle forsøge at få i tale, da en midaldrende social entreprenør trængte sig på.  

”Vi var ved at tage nogle hurtige beslutninger under pres, og vi var ikke i særlig godt humør. Vi stod og vidste ikke, om DIVA skulle leve eller dø,” siger Morten:

”Jeg kunne mærke, at jeg hurtigt blev frustreret – hvad jeg ikke normalt bliver, men i denne situation var jeg simpelthen træt af pis. Så jeg stod måbende og hørte på, at han blev ved med at pitche en eller anden fesen ide, som han ikke selv troede på.”

”Det var ubehageligt,” siger Stefan:

”For man kunne mærke, at han havde brændt for impact i mange år. Det var bare ikke lykkedes for ham.”

Stefan afviste høfligt konsulenten og vendte sig til Morten: "Det der er os, hvis vi fortsætter sådan her."

For de to danskere var konsulenten fremtidens juleånd. Spøgelset, der viser, hvad der sker, hvis man år efter år kører videre på småpenge uden mulighed for at realisere sin drøm.

”Man kan være kompetent og brænde for at gøre en forskel. Men hvis man hele tiden kun får nok til at holde den gående uden at realisere sit potentiale, så ender man med at være inkompetent og ynkelig,” siger Morten.

Den aften gik Morten og Stefan i byen og lod konference være konference.

Vi passer ikke i kasserne
Paris blev en fiasko.

Pengene kom ikke. Tilsagnene udeblev. Morten og Stefan vendte tomhændede hjem.

I dag er Stefan på barsel, og Morten arbejder igen som konsulent.

DIVA lever stadig, men ligger nu i respirator.

”Det var fondene, der var vores blinde plet. Vi ville jo så gerne tro på dem,” siger Morten:

”Men jeg har konkluderet, at vi er nødt til at snakke med dem, der ejer pengene – ikke dem, der administrerer dem. Vi passer simpelthen ikke i de kasser, fondene har opstillet.”

Kan det ikke være, fordi jeres koncept er forkert? At jeres model er alt for kompleks?

”Jo, men problemet er jo komplekst, og det kræver en kompleks løsning,” siger Morten:

”Vi har prøvet igen og igen at reducere en del af kompleksiteten i DIVA, men hver gang endte det med, at vi ville være nødt til at ødelægge en del af designet, så det ikke rigtig kunne virke.”

”Og hvad vil det i øvrigt sige, at det er for kompliceret?” spørger Stefan:

”Hvis man laver finansielle produkter, kan man lave dem lige så komplekse, man vil. Hvorfor? Fordi det tjener styrtende med penge,” siger Stefan.

Problemet er ikke DIVA's koncept, mener han.

”Vi kommer med det en model, som, jeg mener, har det kompleksitetsniveau, der er nødvendigt til at løse et komplekst problem. Men der er ikke drive nok og tilstrækkelig incitamenter i verden omkring os til at løse problemet,” siger Stefan.

Er I klar til at lægge DIVA i graven?

”Det er hårdt at holde det i live. Men når vi snakker om mulighederne, så er der stadig god energi i det. Så hvis der kommer nogen, som har pengene og mandatet, så er jeg klar til at fortsætte,” siger Morten.

Både han og Stefan tror stadig på, at ideen er levedygtig.

”Jeg er overbevist om, at det kun er et spørgsmål om tid, før tankerne bag DIVA vinder større udbredelse. Og jeg tror på, at vores erfaringer kan skabe værdi i mange sammenhænge,” siger Stefan.

Er I bitre?

”Alt rejser sig på mig, når du siger "bitre". Men jeg er totalt indigneret,” siger Morten og fortsætter:

”Jeg er ikke bitter over, at Stefan og jeg har prøvet at starte et ambitiøst projekt, som så ikke lykkes. Det, synes jeg, er meget værdigt. Men jeg bliver bekymret på min kærestes drenges vegne og på samfundets. For det haster med at tilføre kommercielle ressourcer til at nå verdensmålene.”

”Grunden til, at jeg kunne brænde for både CleanStar Mozambique og DIVA, er jo, at det her handler om at gøre en forskel på et internationalt niveau,” siger Stefan:

”Der er visse problemer, som ikke kan løses med kommercielle midler – krige for eksempel. Men måske kan 50-60 procent af verdens problemer løses, hvis man er kreativ nok. Og det er det, DIVA handler om; at designe den nøgle, der kan gøre det.”

Han holder en lille pause:

”Hvis det her ikke lykkes, bliver jeg vanvittigt skuffet. Men så må jeg tørre øjnene og finde en anden måde at gøre en forskel i verden.”