Mali skal lære af fortidens fejltagelser

Selvom der de seneste måneder er gjort fremskridt, er Mali langt fra at være i mål. Fernissen er påstrøget men ikke hærdet. Kuppet og det efterfølgende forløb blotlagde nogle sprækker og strukturelle svagheder i et skrøbeligt malisk samfunds fundament, som det vil tage år at udbedre

Anders Garly Andersen
Danmarks ambassadør i Mali

Af Anders Garly Andersen
Danmarks ambassadør i Mali

I dag for præcis 365 dage siden begav en gruppe yngre officerer sig mod præsidentpaladset i Bamako for at protestere mod ringe forhold i militæret og præsident Amadou Toumani Tourés inaktivitet i forhold til de støt stigende sikkerhedsproblemer i Malis tre nordlige regioner.

Det var indledningen til et af verdenshistoriens mere bizarre og uplanlagte statskup. De unge soldater mødte ingen modstand på vejen mod præsidentpaladset, der ligger smukt på Koulouba-højen med udsigt over hovedstaden Bamako. Samtidig med at soldaterne var på vej ind i paladset, var præsidenten og nogle af hans nærmeste medarbejdere i fuldt firspring på vej ned ad bakken bag paladset.

Soldaterne valgte at udfylde magttomrummet. De fulgte grundbogen for kupmagere og tog på klassisk vis kontrol med præsidentpaladset, lufthavnen og det statslige TV-selskab. De udpegede en kupleder – den unge kaptajn Amadou Haya Sanogo – der samme nat, flankeret af andre unge bevæbnede officerer, på TV annoncerede, at man havde taget magten og suspenderet forfatningen. Juntaen ville nu give topprioritet til problemerne i nord.

Demokratisk nedtur
Kuppet kastede i stedet Mali ud i sin dybeste krise siden uafhængigheden i 1960. 20 års demokratisk udvikling siden systemskiftet i 1991, en rolle, som regionalt modelland og donor-darling afløstes lynhurtigt af et Conradsk ”Heart of Darkness”-scenarie med jihadisters og rebellers overtagelse af 2/3 af Malis territorium, indførelse af sharia-lov i de erobrede territorier, sammenbrud i de statslige strukturer og en alvorlig humanitær krise med mere end 400.000 internt fordrevne og flygtninge.

Efter måneders politisk tovtrækkeri i Bamako og en til tider træg respons fra det internationale samfund på krisen har den fransk-ledede og dansk-støttede operation Serval på mange måder brudt dødvandet militært som politisk.

I det militære spor havde den notoriske tuareg-leder Iyad Ag Ghali gjort regning uden vært, da hans islamiske rebelgruppe Ansar al-Dine den 9. januar 2013 indtog byen Konna og angav at ville bevæge sig mod Bamako for at rejse de militante radikale islamisters sorte flag.

Stabilisering i sigte
Den franske reaktion var prompte. Med luftbombardementer og senere landtropper blev de væbnede grupper tvunget tilbage, og de større byer i nord generobret. Operation Serval er i sin aktuelle fase overgået til at være en antiterror-operation – en ”oprydningsoperation”, som den franske forsvarsminister har benævnt det.

Efter hårde kampe i de uvejsomme bjergområder op mod grænsen til Algeriet er situationen nu under stabilisering, og fra fransk side vil man snarest muligt gradvist begynde tilbagetrækningen af over 4.000 landtropper.

Adskillige hundrede jihadister meldes dræbt i kampene, der også foreløbig har kostet fem franske soldater og over 20 soldater fra Tchad livet. Strategien er nu så hurtigt som muligt at deployere op mod 9.000 afrikanske styrker i det nordlige Mali og transformere operation Serval til en internationalt ledet indsats; på sigt formentlig som en FN-ledet stabiliseringsmission med et robust mandat.

Præsidentvalg til sommer
I det politiske spor fik jihadisternes fremrykning mod syd og iværksættelsen af operation Serval også en synlig effekt. Den reelle, akutte trussel mod Malis territorielle integritet og statens verdslige karakter gik endelig op for den politiske klasse i Bamako, der ellers havde brugt måneder på interne magtkampe i stedet for at gøre fælles front og adressere problemerne i nord.

Siden kuppet har Mali haft tre regeringer, der har været præget af interne stridigheder og handlingslammelse. Præsident Dioncounda Traorés autoritet er med fransk hjælp blevet delvist genetableret, og der er annonceret valg i juli 2013, der skal give Mali en folkevalgt regering.

Samtidig har Frankrig en interesse i ikke at overspille sine kort og i stigende grad overlade den politiske og sikkerhedsmæssige styring af landet til Malis regering. Frankrig og Hollande oplevede efter den militære intervention en hidtil uset popularitet, og man kan stadig købe franske flag og badges med ”Merci, Papa Hollande” i Bamako. Men hvedebrødsdage varer som bekendt ikke evigt.

Langt fra målet
Selvom der de seneste måneder er gjort fremskridt, er Mali langt fra at være i mål. Fernissen er påstrøget men ikke hærdet. Kuppet og det efterfølgende forløb blotlagde nogle sprækker og strukturelle svagheder i et skrøbeligt malisk samfunds fundament, som det vil tage år at udbedre.

Når vi om 365 dage kan gøre fornyet status, er best case-scenario, at der har været afholdt valg og er dannet en legitim regering. At der er indledt en åben dialog mellem beslutningstagere og befolkninger i nord og syd. At de civile myndigheder er tilbage i hovedbyerne i de nordlige regioner, og skoler og sundhedscentre er genåbnet.