Medicinalindustrien svigter udviklingslande

Udvikling af ny og bedre medicin er dyr, men at betale for udviklingen gennem patentrettigheder og høje priser har vist sig ikke at være vejen frem for øget adgang til livsvigtig medicin i udviklingslandene.

Hanne Klink Epstein
Medicinsk programmedarbejder, Læger uden Grænser

Der er katastrofal mangel på konkret handling indenfor udvikling og adgang til livsreddende medicin for mennesker i udviklingslandene. Læger uden Grænser kender konsekvenserne for patienterne, når der er krig om patenter og intellektuelle ejendomsrettigheder. Derfor arbejder vi på at sikre udvikling af ny medicin og på at gøre den eksisterende medicin tilgængelig for vores patienter. 


Under FN's udviklingsmål nummer 8 er der blandt andet fokus på; "i samarbejde med medicinalfirmaer at give adgang til nødvendig medicin i udviklingslandene".

Det mål har ifølge FN haft mindst succes til dato, hvilket må ses i lyset af medicinalindustriens systematiske arbejde på at få indført strengere patentlove og skærpede intellektuelle ejedomsrettigheder på tværs af landegrænser.

I den nyligt afsluttede patentsag med Novartis i Indien og i forhold til udarbejdelsen af nye europæiske frihandelsaftaler har vi set de seneste eksempler på denne kamp.

Voldsomme stigninger i medicinpriser til ulempe for ulande
Lægemidler til behandling af hiv/aids er ét eksempel på, hvordan patenter giver producenterne mulighed for at holde priserne oppe, og på hvordan konkurrence kan bringe priserne ned igen. I 2000 kostede ét års anti-retroviral (ARV) behandling for én aidspatient i et udviklingsland omkring 50.000 kroner.

I dag, efter at patenterne er udløbet, og der er kommet konkurrence fra generiske producenter, koster samme behandling omkring 350 kroner, et prisfald på 99 procent. Mange udviklingslande står dog i dag over for en tidsindstillet finansiel bombe, når patienter i ARV-behandling, på grund af resistensudvikling og tiltagende bivirkninger, gradvist bliver nødt til at skifte til nyere og dyrere patentbeskyttet medicin.

Samtidigt ser vi også, at prisen for et WHO-anbefalet børnevaccinationsprogram er steget 2.700 procent de sidste ti år, og at vaccinerne ikke er tilpasset de klimatiske forhold, de skal distribueres under. Administrationen af vaccinerene i injektionsform er også en logistisk udfordring i forhold til transport og krævende i forhold til behovet for specielt uddannet personale. Det vil være umuligt for mange lande fremover at fortsætte deres vaccinationsprogrammer, hvis ikke priserne overvåges, og vaccinerne tilpasses bedre.

Mulitresistent tuberkulose udgør også et stigende globalt problem. Diagnosticering af den multiresistente tuberkulose er langsommelig og til tider umulig. Behandlingen er forældet, ekstrem giftig og meget dyr. Der er akut behov for udvikling af nye og bedre diagnosemetoder og bedre behandling for at bekæmpe den voksende globale epidemi med multiresistent tuberkulose.

Behov for nye finansieringsmetoder
Udvikling af ny og bedre medicin er dyr, men at betale for udviklingen gennem patentrettigheder og høje priser har vist sig ikke at være vejen frem for øget adgang til livsvigtig medicin i udviklingslandene.

I november 2012 forsøgte WHO's Consultative Expert Working Group on Research and Development, Financing and Coordination at få tilsagn om faste økonomiske bidrag fra medlemslandene til forskning og udvikling af diagnosemetoder og behandling af oversete sygdomme. Medlemslandenes manglende begejstring for ideen om bindende finansiering betød, at forslaget blev nedstemt og diskussionen om en ny finansieringsmodel blev udskudt til 2016. Et nedslående resultat for alle patienter i udviklingslandene.

Konkrete internationale mål om udvikling af og adgang til livsvigtig medicin i udviklingslandene og skrøbelige stater skal prioriteres frem til 2015 og videre. Vores manglende vilje til handling på området medfører dagligt alvorlige uligheder. Uligheder, der dræber.