Ngo'er: Her er opskriften på en mere værdibaseret udviklingspolitik

DEBAT: I en tid, hvor autoritære kræfter vinder frem verden over, er der akut behov for en mere offensiv udviklingsstrategi, der prioriterer kampen for demokrati, menneskerettigheder og et stærkt civilsamfund, skriver Tim Whyte og Rasmus Grue Christensen.

Placeholder image
Danmark skal bruge sin internationale position til at støtte unge i Uganda, blev mødt med tæsk og trusler under præsidentvalget, skriver Tim Whyte og Rasmus Grue Christensen. Foto: Baz Ratner/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringen har bebudet en mere værdipolitisk udenrigspolitik med styrket fokus på demokrati og menneskerettigheder.

En politik, der med udenrigsminister Jeppe Kofods ord skal bygge »på modet til at sige højt og tydeligt, hvilken verden vi kæmper for – og hvad vi kæmper imod«.

Det er der hårdt brug for. I disse år er vi nemlig vidner til, at autoritære kræfter vinder frem, menneskerettigheder kommer under voksende pres og civilsamfund undertrykkes verden over.

Det er en farlig og potentielt selvforstærkende udvikling. Derfor hilser vi også regeringens nye udenrigspolitiske signaler velkommen.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Regeringen skal levere i praksis
Men regeringen skal vurderes på konkret handling og ikke kun på højstemte ord. Udenrigsministeren har i de sidste måneder sat fornemt diplomatisk fokus på menneskerettighedssituationen i blandt andet Hviderusland og Saudi-Arabien, men har omvendt tøvet lidt i forsvaret for demokratiforkæmpere i eksempelvis Hongkong.

På samme måde er det vigtigt, at regeringen reelt prioriterer kampen for demokrati, menneskerettigheder og et stærkt civilsamfund, når den udmønter dansk udviklingsbistand. Prioriteringen af idealer måles også i kroner og øre.

I en tid, hvor verden er i opbrud, er dansk udviklingsbistand blandt de stærkeste instrumenter, som Danmark har for at understøtte en bæredygtig styrket udvikling af civilsamfund, demokrati og menneskerettigheder i udviklingslandene.  

Tim Whyte og Rasmus Grue Christensen, Hhv. generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke og direktør, DIGNITY

I år skal der vedtages en ny flerårig strategi for dansk udviklingspolitik, og her skal regeringen også turde levere på de fine værdiambitioner i praksis. Der er – kort sagt – brug for en mere værdibaseret udviklingspolitik.

Her kommer vi med bud på fire konkrete pejlemærker for en dansk udviklingspolitik med skarpere fokus på demokrati, menneskerettigheder og civilsamfund:

Styrk støtten til demokrati og menneskerettigheder
For det første må regeringen og Folketingets partier afsætte flere ressourcer til fremme af demokrati og menneskerettigheder rundt om i verden, ligesom hensyn til menneskerettigheder bør være et stærkt tværgående hensyn i alle bistandsprogrammer.

Heldigvis har Danmark gennem stærke NGO’er og vidensinstitutioner flere internationale styrkepositioner inden for kampen for demokrati og menneskerettigheder, herunder ligestilling, unge, frie medier og torturforebyggelse.

Det skal vi udnytte. Det er der hårdt brug for, som vi har set det for nylig i Uganda, hvor unge som aldrig før mobiliserede for et frit og fair præsident- og parlamentsvalg, men desværre endnu engang blev mødt af regimets tæsk og trusler.

Mange lande har fortsat udemokratiske styreformer og overtræder basale menneskerettigheder, for eksempel ved udbredt brug af tortur og intimidering af civilsamfund.

Danmark har en forpligtelse til både diplomatisk og udviklingspolitisk at sætte fuld fart på disse prioriteter til gavn for de befolkninger og civilsamfund, der undertrykkes af repressive regimer.

Støt civilsamfund
For det andet bør Danmark være mere kritisk i balanceringen af danske bistandsmidler, der udmøntes af henholdsvis stater og civilsamfund i udviklingslandene.

Når staten mangler legitimitet hos befolkningen, er sandsynligheden for, at udviklingsinitiativer skaber varige forandringer ofte meget små.

Derfor bør Danmark i højere grad betone, at bistandsmidler i lande, hvor staten ikke har folkelig legitimitet og respekt for menneskerettigheder, kanaliseres igennem civilsamfundet med en solid forankring hos lokalbefolkningen.

Civilsamfundsorganisationer kan i udemokratiske lande bidrage til både lokalt udviklingsarbejde og dokumentation af menneskerettighedsforbrydelser og pres for demokratiske reformer.

I stigende grad handler det også om at nytænke civilsamfundsstøtten, så den også hjælper sociale bevægelser, unge aktivister og demokratiforkæmpere, som ofte er mere løst organiseret, men står på den absolutte frontlinje i demokratikampen.

Kun 16 procent af den danske udviklingsbistand udmøntes i dag via civilsamfundet, det vil sige af lokale eller internationale NGO’er. Det er en ret lille andel – ikke mindst i en tid, hvor civilsamfundenes råderum indskrænkes mange steder i verden.

NGO’er kan ofte noget særligt i udviklingsarbejdet, og Nord-Syd-relationer mellem civilsamfund i repressive regimer og i demokratier er en klar styrke for begge parter. Hertil kommer, at bistand kanaliseret gennem NGO’er ofte skaber en omkostningseffektiv administration af udviklingsmidlerne.

Endelig bør det være en betingelse for al dansk udviklingsbistand givet direkte til regeringer, at de modtagende regeringer indgår i et aktivt partnerskab med det lokale civilsamfund om sammen at styrke menneskerettigheder, retssamfund og demokrati.

Øg samspillet mellem udviklingsbistand, handel og diplomati 
For det tredje må samspillet mellem dansk udviklingsbistand og internationalt menneskerettighedsarbejde i blandt andet FN-regi styrkes.

I dag er koblingen mellem Danmarks vigtige diplomatiske menneskerettighedsarbejde på de bonede gulve i blandt andet New York og Genève og udmøntningen af dansk udviklingsbistand i konkrete lande ofte ret begrænset.

Der skal være en stærkere kobling mellem det såkaldte normsættende menneskerettighedsarbejde og udviklingsmidlerne. Når eksempelvis FN’s Tortur- eller Kvindekomité evaluerer et lands opfyldelse af konventionernes forpligtelser, leverer komiteerne også en række konkrete anbefalinger til landet.

Den liste over bekymringspunkter og anbefalinger kan Danmark og andre donorer bruge langt mere offensivt og systematisk – også når nye udviklingsprojekter skal prioriteres og finansieres. Når det pågældende land forpligter sig til at leve op til de internationale anbefalinger og skabe positive reformer, skal vi og andre donorer aktivt vælge at støtte disse reformambitioner.

Læs også

Danmark bør således i den fremtidige udviklingspolitik klart prioritere, at de menneskeretlige løfter, der afgives i FN’s Generalforsamling eller Menneskerettighedsråd, faktisk kommer kvinder, børn, torturofre og udsatte grupper til gavn i verdens fattigste lande. Ellers bliver menneskerettigheder let til ’tomme løfter’.

På samme måde er menneskerettigheder og handelsaftaler ofte adskilte verdener på trods af, at alle EU's handelsaftaler har klausuler, der forpligter parterne på at overholde menneskerettighederne.

Her kan Danmark kræve, at vi i EU bruger vores indflydelse som verdens største marked til at kæmpe endnu hårdere for vores værdier.

På samme måde kan danske virksomheder også stille krav til samarbejdspartnere. Vi har for eksempel i Bangladesh set, at det kan gøre en forskel, når danske virksomheder stiller krav om, at fabrikker ikke må fyre medarbejdere, der er fagforeningsaktive.

Lad menneskerettigheder fylde mere i migrationsarbejdet
For det fjerde må Danmarks indsats på asyl- og migrationsområdet respektere grundlæggende menneskerettigheder og fortsat yde beskyttelse til forfulgte. 

Under overskriften »Et mere retfærdigt og humant asylsystem« arbejder regeringen målrettet på at etablere såkaldte »modtagecentre«. Her skal asylsagsbehandlingen fremover foregå, og personer, der søger asyl i Danmark, skal kun kunne opnå beskyttelse i et tredjeland, som så samtidig får ansvaret for at tilbagesende de ansøgere, der ikke opnår beskyttelse.

Regeringen sender samtidig penge ud i verden til at øge effektiviteten af grænsekontrol og tilbagesendelse af afviste asylansøgere og andre migranter. Her er det svært at få øje på, at hensynet til menneskerettighederne har nogen særlig vægt i forhold til den altoverskyggende prioritet om at holde tredjelandsborgere ude af EU.

I januar 2021 meddelte regeringen eksempelvis, at der var afsat 45 millioner kroner i udviklingsbistand til seks lande på det vestlige Balkan. Pengene går til tilbagesendelse af afviste asylansøgere, skærpet grænsekontrol og afsløring af bedrageri med id-dokumenter.

Ikke ét ord om beskyttelse af ofre for krig, undertrykkelse og tortur i en tid, hvor vi ser veldokumenterede og grove krænkelser af asylansøgeres rettigheder, når de udsættes for vold, ydmygelser og ulovlige ’pushbacks’ af myndighederne i Kroatien og Grækenland. Og ikke et ord om behovet for uafhængig monitorering af disse grænsemyndigheder og træning i respekt for menneskerettigheder.

I juni 2020 kunne Udlændinge- og Integrationsministeriet tilsvarende fortælle om den dansk-østrigske støtte (hvoraf den danske andel udgjorde 26 millioner kroner) til tunesisk grænsebevogtning med det formål at »bremse irregulære migranter«.

Når man bremser irregulære migranter, bremser man samtidig asylansøgere med et reelt beskyttelsesbehov og forhindrer dem i at nå Europa.

Udviklingsbistand er blandt de stærkeste instrumenter
Det er legitimt nok at ville styrke relevante migrationsmyndigheder langs de store migrantruter. Men det er helt afgørende, at denne støtte sker i fuld overensstemmelse med menneskerettighederne. Og her der plads til forbedring i migrationsdelen af den danske udviklingsbistand.

Forleden inviterede minister for udviklingssamarbejde Flemming Møller Mortensen (S) blandt andet civilsamfundet til komme med bidrag til den nye strategi for dansk udviklingspolitik. Det gjorde han med ordene:

»Verden er i opbrud, klimaforandringer, migration og senest covid-19 sætter vores fællesskab og fælles værdier under pres. Det er udfordringer, vi må forholde os til og håndtere«.

I en tid, hvor verden er i opbrud, er dansk udviklingsbistand blandt de stærkeste instrumenter, som Danmark har for at understøtte en bæredygtig styrket udvikling af civilsamfund, demokrati og menneskerettigheder i udviklingslandene.

Det bør være ledestjernen i arbejdet med den nye udviklingspolitiske strategi.


Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser