MS: Uklar bistandsdefinition skader folkelig opbakning

Af Helle Munk Ravnborg
Forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke

På verdensplan udgør udledninger af drivhusgasser fra skibsfarten tre procent af den samlede udledning.

Skabelsen af denne klarhed og gennemsigtighed i anvendelsen af offentlige midler til globale formål som for eksempel udviklingssamarbejdet er en vigtig del af forudsætningen for den langsigtede folkelige opbakning og for den demokratiske kontrol.

Helle Munk Ravnborg
Forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke

Fordi Danmark er så stærk en skibsførende nation, står den danske skibsfart for hele 10 procent af den samlede drivhusgasudledning fra skibsfarten på globalt plan. Det giver naturligvis Danmark en særlig forpligtelse til at finde måder at nedbringe denne udledning på.

Heldigvis er den danske skibsfartsindustri med Mærsk i spidsen med på at afprøve nye tiltag. Et af dem er at give skibenes skrog en overflade, så skibene glider mere ubesværet gennem vandet. Det menes at kunne nedsætte energiforbruget – og dermed udledningen af drivhusgasser – med otte procent.

”Hvad har det nu med udviklingsbistand at gøre?”, vil mange nok spørge. Faktisk en hel del! I hvert fald hvis man med ’udviklingsbistand’ forstår det, som finansieres over den såkaldte Ulandsramme på den danske finanslov, for det er derfra, pengene til forsøg med drivhusgasreducerende skibsmaling og andre lignende tiltag kommer.

Da Danmark i 2009 var vært for klimatopmødet i København, det såkaldte COP15, besluttede man, at de såkaldte udviklede lande inden 2020 årligt skulle mobilisere 100 milliarder dollars til bistå udviklingslandene i at forebygge yderligere klimaforandringer.

Der blev lagt op til, at de 100 milliarder dollars kunne tælle både statslige og private bidrag. I Danmark har først VK-regeringen og siden de forskellige versioner af den S-ledede regering valgt at medregne de statslige bidrag til denne nye klimafinansiering, når den danske udviklingsbistand gøres op.

I forhold til beløbsstørrelser og spørgsmålet om, hvorvidt Danmark lever op til sine minimumsløfter om at give 0,7 procent af BNI i udviklingsbistand, skaber dette ikke i sig selv de store problemer. Selv uden at medregne de 475 millioner kroner, regeringen foreslår at lægge i klimapuljen til næste år til for eksempel at male skibsskrog og sætte vindmøller op i Kenya for, så ligger den danske udviklingsbistand pænt over det magiske, men i en nordisk sammenhæng ret uambitiøse, 0,7 procent-niveau.

Anderledes ser det selvfølgelig ud, hvis man også fratrækker erhvervsstøtten til danske virksomheder, finansieringen af vækstrådgivere ude på ambassaderne, modtagelsen af flygtninge i Danmark osv. Gør man det, risikerer vores udviklingsbistand nemlig at komme på den gale side af 0,7 procent-målet.

Derimod skaber det et alvorligt problem for forståelsen af, hvad dansk udviklingsbistand er. Det forstyrrer billedet af, hvad vi som danskere forventer, bistanden skal udrette.

Skader den folkelige støtte
Selvfølgelig vil mange kreativt begavede mennesker kunne argumentere for, at maling af bunden af et skib, så det glider lettere gennem vandet og ikke udleder så mange drivhusgasser, faktisk bidrager til målet om ’at bekæmpe fattigdom og fremme af menneskerettigheder, demokrati, bæredygtig udvikling og fred og stabilitet’ – sådan som det beskrives i den nye lov om internationalt udviklingssamarbejde – ligesom det i Holbergs skuespil lykkedes Erasmus Montanus at overbevise mor Karen om, at hun var en sten.

Men sagen er, at denne slags aktiviteter ligger meget langt fra det, de fleste mennesker forstår ved udviklingsbistand. I en rundspørge, MS fik lavet af Analyse Danmark i december 2013 i kølvandet på de første bølger om den danske støtte til klimaorganisationen GGGI, svarede 78 procent af de adspurgte, at det vigtigste formål med udviklingsbistanden er at reducere antallet af mennesker, der lever i absolut fattigdom og styrke demokrati og god regeringsførelse i verdens fattige lande. Kun 15 procent af de adspurgte svarede, at målet er at bane vej for dansk eksport til udviklingslandene.

Det peger altså på, at mens et enigt Folketing med loven om internationalt udviklingssamarbejde fra 2012 har lovgivet i overensstemmelse med den danske befolknings forventning til, hvad udviklingsbistandens formål er, så har skiftende flertal gennem de seneste år valgt at forvalte loven i modstrid med befolkningens forventning ved at finansiere tiltag, som, mange vil mene, ligger faretruende tæt på kanten for den målsætning, som Loven om internationalt udviklingssamarbejde angiver.

Det er ikke godt for den folkelige opbakning og tiltro til udviklingsbistanden. I undersøgelsen fra december 2013 svarede 40 procent af de adspurgte danskere, at sagen om GGGI havde gjort dem i tvivl om, om Danmarks udviklingsbistand forvaltes effektivt generelt set.

Selvom rejser på 1. klasse selvfølgelig udgjorde en stor del af grundlaget for denne tvivl, har også den svage og til tider manglende fattigdomsorientering i GGGI's arbejde givet anledning til undren over, hvordan støtten til en sådan organisation kunne betegnes som udviklingsbistand.

At nogle aktiviteter er vanskelige at forene med det lovfæstede mål med dansk udviklingssamarbejde, også når de involverer fattige lande, gør dem jo på ingen måde mindre vigtige og støtteværdige. Det er bare ikke alt, der finder sted i et udviklingsland, heller ikke når det er i en god sags tjeneste, der bidrager til at bekæmpe fattigdom.

Samme kriterier
Frem for at hive så meget i sprækkerne i den nuværende DAC-definition af, hvad udviklingsbistand er, så de bliver så store som ladeporte, skulle man hellere forsøge at tætne sprækkerne og opstille separate mål for bidrag til for eksempel global klimafinansiering i tillæg til de gældende mål for global udviklingsfinansiering, til håndtering af globale flygtningeproblemer osv.

Ligesådan ville det klæde os som en demokratisk nation at underlægge alle initiativer, der lanceres som udviklingsinitiativer, de samme kriterier for relevans i forhold til målet med internationalt udviklingssamarbejde og reel fattigdomsorientering. Det skulle gælde, uanset om de gennemføres med deltagelse af Danida selv, af internationale organisationer eller af private organisationer og virksomheder.

At underlægge alle initiativer finansieret fra ulandsrammen på den danske finanslov de samme krav for dokumentation for effektivt bidrag til fattigdomsbekæmpelse – ligesom alle initiativer støttet fra en klimapulje naturligvis skulle dokumentere deres bidrag til effektiv forebyggelse af klimaforandringer – ville gøre anvendelsen af offentlige midler til globale formål som for eksempel fattigdomsbekæmpelse og forebyggelse af klimaforandringer langt mere gennemsigtig, skabe langt større forståelse for formålene både hos os i Danmark og globalt, og gøre det langt enklere at vurdere, hvad der er en god anvendelse af midlerne, og om man har opnået de forventede resultater.

I parentes bemærket er det også af den grund, at man netop i FN's nyoprettede grønne klimafond har valgt at fokusere på de klimamæssige og økonomiske aspekter i udvælgelsen af, hvilke tiltag der skal støttes, mens det at bidrage til en positiv social udvikling ses som en mulig bonus, men altså ikke som en forudsætning for at opnå finansiering.

Skabelsen af denne klarhed og gennemsigtighed i anvendelsen af offentlige midler til globale formål som for eksempel udviklingssamarbejdet er en vigtig del af forudsætningen for den langsigtede folkelige opbakning og for den demokratiske kontrol.

Og i en tid, hvor det at tale værdier er blevet det nye sort, er det en forudsætning for, at vi også fremover kan påberåbe os at gå foran, påtage os globalt ansvar og med handlinger vise de forandringer, rigtig mange danskerne faktisk ønsker at være med til at skabe i verden omkring os.