Ngo: Udsatte folk mister livet, fordi der mangler politisk vilje

DEBAT: Danmark skal vise vilje til at stå ved de mærkesager, vi blev valgt ind i Menneskerettighedsrådet med. Der er lige nu stor risiko for, at arbejdet i rådet ikke omsættes til handling, hvilket kan få fatale konsekvenser, skriver Julie Koch, direktør for IWGIA.

Der er behov for en større samtænkning i menneskerettigheds- og udviklingsarbejdet, mener direktøren for IWGIA.Foto: Pressefoto

Sofie Hvemon

Redaktionsassistent

GDPRDeleted

Vis mere

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Julie Koch
Direktør i International Work Group for Indigenous Affairs (IWGIA)

“Politisk lederskab er på tilbagetog fra menneskerettighederne. Det er ikke menneskerettighederne, der er på tilbagetog”. Sådan sagde FN’s vicehøjkommisær for menneskerettigheder på IWGIA’s internationale konference om menneskerettighedsforkæmpere sidste år.

Civilsamfund under enormt pres
Flere steder kloden rundt oplever civilsamfund et enormt pres. Love strammes, og reguleringer sættes op, så det i stigende grad bliver sværere at agere som civilsamfundsorganisation og være kritisk over for de siddende magthavere.

Flere steder er de befolkningsgrupper, der har allermest behov for en stemme, dem, som står mest for skud.

Fakta

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Kvinders ret til egen krop krænkes dagligt i en række samfund, LGBTQ+-personer oplever visse steder en ren klapjagt, handicappede hører ofte til blandt de fattigste, og oprindelige folk oplever i en række lande i større omfang at blive chikaneret, kriminaliseret og endda dræbt, når de forsvarer deres ret til jord og andre naturressourcer.

Oprindelige folk udgør fem procent af verdens befolkning, men 15 procent af de allerfattigste og op mod halvdelen af alle dræbte miljø- og menneskerettighedsaktivister.

Danmarks sæde i menneskerettighedsrådet de næste tre år giver muligheder, som rækker ud over selve medlemskabet.
Julie Koch
Direktør i IWGIA

Manglende politisk vilje
FN-systemet blev som bekendt etableret efter anden verdenskrig for at bevare fred, skabe udvikling og sikre menneskerettigheder.

Når det handler om oprindelige folk, er der faktisk ganske fine FN-mekanismer på plads, og vi er stolte af den FN-erklæring for oprindelige folks rettigheder, som blandt andet Danmark var instrumental i at få på plads for lidt over ti år siden.

Som menneskerettighedsorganisation bruger vi den – og andre mekanismer – aktivt i vores politik og lobbyarbejde. Ofte med ganske gode resultater.

Og så alligevel går det mange steder den forkerte vej. Der er stadig lande, hvor oprindelige folk ikke anerkendes. I flere lande fratages de alt for ofte deres forfædres jord. Enten gennem trusler, juridiske tvister eller ved simpelthen at tvinge dem væk fra jorden.

Læs også

Tørnæs svarer igen: Dansk udvikling er en global succes

Debat

I nogle lande stemples de endda som terrorister eller kriminelle, når de kæmper for retten til den jord, de har levet af i årtusinder. Det tyder på, at chikane og vold mod kvinder er mere brutal end mod mænd, men i hvilket omfang ved vi endnu for lidt om. I 2017 blev over 400 menneskerettigheds- og miljøaktivister dræbt. Cirka halvdelen hørte til oprindelige folkeslag.

Hvordan kan vi lade det ske?

Det korte svar er, at der mangler politisk vilje. Vilje til at omsætte erklæringer og resolutioner til handling gennem politisk lovgivning og retspraksis i landene. Vilje til at anerkende, at rettigheder betyder rettigheder for alle.

Danmark i menneskerettighedsrådet
Danmark blev ved årsskiftet valgt ind i menneskerettighedsrådet, kandiderende med tre temaer: tortur, oprindelige folk og ligestilling.

Der er nu en oplagt platform for at skubbe disse mærkesager videre ved at tage ledelse i menneskerettighedsrådet på områderne, sikre synergier med andre relevante mekanismer (herunder Universal Periodic Reviews) og samtidig få andre ‘venligtsindede’ lande med om bord i et øget fokus på disse mærkesager i og uden for rådet.

For der er alt for stor risiko for, at Danmarks mærkesager ikke leder til reelle forandringer for de udsatte folk. Folkene risikerer hver dag deres liv, hvis ikke det politiske arbejde i menneskerettighedsrådet også i større grad kobles til Danmarks og andre donorlandes bilaterale programmer og diplomatiske arbejde lokalt. Med andre ord er der brug for en større samtænkning i menneskerettigheds- og udviklingsarbejdet.

Forslag til nye tiltag
Relevante tiltag i Danmarks samarbejdslande kunne være at løfte disse agendaer ind i EU-lande-koordineringen og andre relevante donorfora, at støtte oprindelige folk og andre udsatte befolkningsgruppers organisationer i højere grad end i dag og at øge støtten (i de lande, hvor det giver mening) til god regeringsførelse.

Her specielt med henblik på at styrke antitortur, ligestilling og oprindelige folks rettigheder samt sikre relevante og effektive responsmekanismer, der hurtigt kan sættes i gang, når menneskerettighedsforkæmpere har brug for det.

Verdensmålene og specielt princippet ”leave no one behind” udgør en klar ramme for at skabe øget fokus på de befolkningsgrupper, der har allermest behov for det.

Og Danmarks sæde i menneskerettighedsrådet de næste tre år giver muligheder, som rækker ud over selve medlemskabet.

Jeg håber på, at den udviklingspolitiske debat i den kommende valgkamp vil handle om dem, der i dag oplever de største menneskerettighedsovergreb. Oprindelige folk er desværre blandt dem.

Politik har aldrig været vigtigere