Ny fordelingsmodel flytter millioner mellem ngo'er

STØTTE: Efter års arbejde er ny fordelingsmodel af finanslovskroner til udviklingsorganisationer klar. Knap to procent af de samlede bevillinger rykkes rundt. Enkelte rammes hårdt, mens andre vokser – unfair vurdering, mener ngo, der må skære i projekter og frygter imageknæk. 

Udviklingsorganisationen ADRA, der især arbejder i Afrika, står med den nye fordelingsmodel til at miste 3,7 mio. kr. i 2016 i forhold til 2015.
Udviklingsorganisationen ADRA, der især arbejder i Afrika, står med den nye fordelingsmodel til at miste 3,7 mio. kr. i 2016 i forhold til 2015.Foto: Colourbox
Kasper Frandsen

Vi kommer pludselig i direkte konkurrence med de andre organisationer om midlerne, og det vil formentlig desværre kunne gå ud over samarbejdet. Modellen er indrettet sådan, at hvis det går godt for nogen, skal det gå dårligt for andre.

Lehnart Falk
Generalsekretær i ADRA

13,3 mio. kr. bliver der rykket rundt på mellem de danske udviklingsorganisationer, der er på finansloven med faste bevillinger til deres arbejde med verdens fattigste.

Dermed omfordeles 1,85 procent ud af den samlede bevilling på 717 mio. kr., der årligt går til 11 danske udviklingsorganisationer. Eksempelvis mister ADRA 3,7 mio. kr., mens CARE henter yderligere 4,1 mio. kr. fra 2016, viser nye tal fra Udenrigsministeriet.

Og det er første gang, det sker. Tidligere var bevillingerne bestemt fra politisk hold – uden nogen nævneværdige ændringer siden starten af 90’erne.

Dokumentation

Om ram-modellen:
Udenrigsministeriet har i samarbejde med de folkelige organisationer, der har flerårige rammeaftaler med Udenrigsministeriet, udviklet en ny ressourceallokeringsmodel (RAM). Det skyldes et ønske om at skabe øget transparens og objektive kriterier for fordeling af udviklingsbistanden til de danske hjælpeorganisationer.

Modellen er for første gang blevet benyttet på den strategiplan og resultatberetning, som de 11 organisationer, der havde rammeaftaler i 2013, indsendte i efteråret 2014. Modellen er opbygget om 24 indikatorer, der ser på resultaterne af organisationernes indsatser, deres strategi for det fremtidige arbejde, foruden organisationernes arbejde med strategisk finansiering og deres rolle som civilsamfundsorganisation i Danmark. Vurderingsmodellen anvendes til fordeling af finanslovsbudgettet til organisationerne. Planen er at foretage sådanne vurderinger hvert fjerde år, således at næste vurdering planlægges gennemført i år 2018.

Samlet set fører modellen til en forventning om, at der for finansåret 2016 vil skulle omfordeles 13,3 mio. kr. mellem organisationerne (ud af en aktuelt samlet bevilling på 717 mio. kr.). En sådan omfordeling vil til sin tid naturligvis skulle vedtages i forbindelse med vedtagelsen af finansloven for 2016.


0:000:00