Oxfam Ibis: Byg videre på civilsamfundets pionerarbejde

Af Vagn Berthelsen
Generalsekretær i Oxfam IBIS

Det er rigtigt, når Kristian Jensen siger, at fordelingen af midler, der går igennem ngo’erne, er historisk betinget. Vi har ikke fået midlerne for vores blå øjnes skyld, men fordi vi har kunnet levere resultater og været til stede i lande og i situationer, hvor det officielle Danmark ingen tilstedeværelse havde.

Oxfam IBIS er ”født” som en organisation, der arbejdede for demokrati i det sydlige Afrika og imod apartheid, før det blev mainstream. Vores (og andre ngo’ers) tilstedeværelse, de kontakter og det renommé nød det officielle Danmark godt af senere.

På samme måde har civilsamfundet været frontløbere på en lang række temaer, som det officielle Danmark først efterfølgende har fået interesse i. Jeg nævner i flæng økologi, klima, aids, illegal kapitalflugt og ud over Sydafrika og nabolandene så lande som Myanmar, Latinamerika og fransktalende Vestafrika.

Danmark har fået viden og en ressourcebase ”foræret”. Det har efterfølgende vist sig vigtigt, når noget blev højaktuelt som for eksempel ebola eller flygtningekrisen.

Ngo’erne har altid skullet levere resultater, og vi er vant til at blive målt og vejet, ofte med skarpt offentligt projektørlys på sagen. Ngo’erne har også altid arbejdet inden for den danske udviklingsstrategi i det omfang, det er offentlige midler, der har finansieret aktiviteterne. Hvad kan da nytænkes?

Det er nødvendigt at bryde de traditionelle kasser op, hvor stat, civilsamfund og den private sektor arbejder hver for sig.

Vagn Berthelsen, generalsekretær i Oxfam Ibis

Brug de internationale netværk
Mange af os er igennem de sidste 10 år blevet medlem af større ngo-familier af forskellig karakter.

Familierne er meget forskellige i design (løse netværk, føderationer, konføderationer m.v.), tyngde og hvilke temaer der dækkes. Det giver ikke stor mening at se på Oxfam IBIS isoleret, selv om vi fortsat er en selvstændig dansk organisation. Vi er en del af en global organisation, og vi kan bidrage på en lang række måder, som vi ikke kunne uden for Oxfam International.

Det giver mulighed for at tænke på synergier med den danske udviklingspolitik, fordi der vil være interessesammenfald, når vi snakker god regeringsførelse i dens mange facetter, uddannelse af unge og jobskabelse, kvinders rettigheder generelt og seksuelle og produktive rettigheder specielt – you name it.

De nye verdensmål er jo stærkt inspirered af den nordiske model, og partnerskabet med Danida kan styrkes, uden at ngo’erne dermed kan eller skal gøres til Udenrigsministeriets forlængede arm.

Rum til og behov for nytænkning
Ovennævnte frontløber-eksempler er blevet til noget, fordi en masse mennesker frivilligt har engageret sig og organiseret sig som civilsamfund – og fordi det officielle Danmark har været med til at give rum til sådanne initiativer. Det giver mulighed for innovation og samarbejder på tværs, som der mere end nogensinde er brug for.

Verden er udfordret af ekstreme og populistiske organisationer og bevægelser. Det er nødvendigt at bryde de traditionelle kasser op, hvor stat, civilsamfund og den private sektor arbejder hver for sig. Samarbejder på tværs er afgørende vigtige for at styrke indsatsen mod de nævnte trusler, og det handler i høj grad om at skabe muligheder for de marginaliserede, som ikke ser nogen fremtidsmuligheder.

Jobskabelse er en helt central del af svaret på dette, men jobskabelse bygger på en række forudsætninger, som stat, civilsamfund og den private sektor kun kan sikre i fællesskab.

Reducer bureaukratiet 
Danida er blevet skåret kraftigt ned og har færre ressourcer. Den lette løsning er så, at konsulenter hyres til at overtage dele af bureaukrati-opgaverne.

Den bedre løsning vil være, hvis vi kan definere lettere bureaukratiske systemer, som også (ikke alene) bygger på den historiske (beklager ..) erfaring, kapacitet og track record, som de enkelte organisationer har. Og at rammerne fastlægges langsigtet, så vi ikke taber en masse på gulvet ved abrupte skift.

Når Danmark støtter danske ngo’er og civilsamfund i udviklingslandene, så er det ofte med det klare mål, at vi holder magthaverne i ørerne, hjælper fattige folk med at kræve indflydelse og del i ressourcerne. Noget, som i stigende grad er udfordret i mange lande, hvor regeringer slår ned på både de lokale organisationer og internationale ngo’er.

Vi håber og forventer, at den danske regering, også i Danmark, fortsat vil fremme et aktivt civilsamfund, også selvom vi ikke altid er helt enige.