Debat

Partier og medier sætter ny dagsorden i Myanmar

DEBAT: Ytrings- og pressefriheden er blevet langt større i Myanmar, men mistilliden til politiske partier og pressen er fortsat stor, skriver Hanne Lund Madsen fra Institut for Flerpartisamarbejde (DIPD) og Helle Wahlberg fra International Media Support (IMS). Dansk projekt skal styrke tilliden.
(foto:colourbox)
(foto:colourbox)
Researcher på Altinget | Social og Altinget | Udvikling.
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Hanne Lund Madsen og Helle Wahlberg,
Hhv. seniorrådgiver i Institut for Flerpartisamarbejde (DIPD) og kommunikationsansvarlig i International Media Support (IMS)

Medierne og de politiske partier i Myanmar har ikke haft lang tid til at knytte bånd efter afslutningen på knap fem årtiers militærdiktatur, hvor de fleste partier var forbudte og medierne stærkt kontrollerede og censurerede.

Med reformprocessen igangsat i marts 2011 er alle partier blevet lovlige og ytrings- og pressefriheden langt større. Men fortsat har kontakten mellem medier og politiske partier været yderst begrænset, og en udbredt mistro og manglende forståelse for hinandens rolle i et demokratisk samfund har været fremherskende.

De nye uafhængige medier og politiske partier, der er opstået i Myanmar i kølvandet på landets reformproces, arbejder nu på at finde en måde, hvorpå de bedst kan samarbejde om at lytte til borgerne og kommunikere politiske budskaber på en måde, der sikrer begge parters uafhængighed.

I august 2012 fjernede regeringen i Myanmar således den sidste rest af censur af aviser og tidsskifter og lukkede efterfølgende det berygtede Press Scrutiny and Registration Board, der stod for censuren.

International Media Support (IMS)
Institut for Flerpartisamarbejde (DIPD)

Med en stærk tradition for både ytrings- og pressefrihed samt velfungerende flerpartisystemer i Danmark støtter to dansk-baserede organisationer, International Media Support (IMS) og Institut for Flerpartisamarbejde, op om denne proces med et fælles program, der skal styrke dialogen og den gensidige forståelse parterne imellem.

Nye tider for Myanmars medier
Under sin første tale som nyudnævnt præsident talte præsident Thein Sein for første gang om mediernes rolle som den fjerde statsmagt og vigtigheden af uafhængige medier. Således er reformerne på medieområdet også blandt dem, der er nået længst i den igangværende politiske reformproces i Myanmar.

I august 2012 fjernede regeringen i Myanmar således den sidste rest af censur af aviser og tidsskifter og lukkede efterfølgende det berygtede Press Scrutiny and Registration Board, der stod for censuren. I april 2013 kom de første privatejede dagblade på gaden.

Med den nyvundne frihed til at skrive, hvad man vil, følger der dog et stort ansvar for medierne at vurdere, hvad der er forsvarligt at ytre sig om og sætte de etiske grænser. Dette gælder både for dækningen af de etniske konflikter inden for landets grænser, men også for dækningen af landets politiske udvikling, politiske partier og hvad de beslutninger, der måtte tages i regeringen, betyder for den almene borger.

Den nye pressefrihed er dog endnu ikke sikret ved lov, selvom en håndfuld medielove er på tegnebrættet og diskuteres heftigt blandt både politikere og journalister.

Disse lovforslag inkluderer en broadcast-lov, der skal regulere radio og tv, en public service-lov, der skaber rammerne for den allerede igangsatte omdannelse af statsmedier (de tidligere 'propaganda-medier'), en lov for regulering af print-medier, samt en lov formuleret af journaliststanden selv (gennem det nye pressenævn), som primært har fokus på journalistisk etik og ansvar.

Også grundlovens formuleringer vedrørende ytringsfrihed er i disse dage under lup med henblik på en mulig ændring frem mod valget i 2015. Men der er overlap mellem de forskellige lovudkast, og processen har budt på heftige udvekslinger mellem journalister og regering og med aktiv inddragelse af politiske partier og parlamentarikere - i sig selv et sundt demokratisk tegn i et land, hvor den frie debat i så mange år har været lagt i håndjern. 

Tidligere fjender mødes
Frygten for, at fortidens autoritære system og kontrol af medier skal vende tilbage, svinder dag for dag, som politikere og medier nærmer sig hinanden og forstår de uafhængige roller, som begge parter bør spille i et demokrati.

En spørgerunde gennemført for nylig blandt politiske partier og medier i Myanmar viser et klart ønske fra begge parter om et mere professionelt forhold, en større indsigt i politisk kommunikation og mediehåndtering fra politikernes side.

I september i år mødtes over 50 politiske partier og repræsentanter fra alle dele af den sprudlende mediesektor til et seminar arrangeret af Institut for Flerpartisamarbejde og IMS for at drøfte mediernes og partiernes respektive roller i demokratiseringsprocessen.

Bredden i deltagelsen var slående, repræsenterende hele spektret fra Aung San Suu Kyis National League for Democracy til det regeringsbærende Union Solidarity & Development Party og med deltagelse af såvel de tidligere propagandamedier og tidligere eksil-medier samt nye uafhængige medier.

Seminaret var historisk på mange måder. For første gang var et så bredt udsnit af medier og politiske partier samlet under ét tag og i stand til frit at diskutere emner, der tidligere blev betragtet som dybt kontroversielle.

I et land, hvor oppositionspartier først blev tilladt op til valget i 2010 og censuren af medierne først formelt ophævet i august 2012, var det bemærkelsesværdigt at opleve dette møde mellem to grupper, der hver for sig og i samspil er blandt de absolutte nøgleaktører i udviklingen af en ny demokratisk kultur i Myanmar.

Og et kig på 'holdopstillingerne' for de to grupper viste, at tidligere fjender nu uden problemer kan sidde sammen til en åben debat om emner af fælles interesse.

Udfordringer i forholdet
Trods klar enighed om at styrke forholdet peger begge parter på en række udfordringer, der skal overvindes. Nye uafhængige politiske partier bebrejder de private medier, at deres mediedækning primært centreres om det største oppositionsparti NLD ledet af Aung San Sui Kyi, og at medierne generelt ignorerer mindre partiers budskaber.

Omvendt påpeger medierne, at politiske partier er uprofessionelle, uden talsmænd og etablerede kommunikationskanaler, der skal sikre en strøm af information til medierne og dermed til borgerne.

Meget positivt er det dog, at der ingen eksempler er på, at journalister har modtaget trusler eller er blevet straffet for kritiske kampagner mod eller dækning af regeringen som i mange andre lande, der står midt i en demokratisk reformproces. 

Som herhjemme var mediernes ansvar for at give balanceret dækning og producere neutrale rapportager i fokus og resulterede i et forslag om at udarbejde et fælles etisk kodeks.

Politikere og medier skal spille sammen
Myanmar står over for at skulle definere sin udviklingsvej på ny, og her kræver det, at partierne både kommer med konkrete politikforslag, men også, at de løfter blikket ud over snævre partipolitiske interesser, lytter og taler med borgerne og medierne.

Samspillet med medier og partier er afgørende for, at en bred vifte af politiske budskaber når befolkningen, nu som i 2015, når Myanmar står over for sit næste valg.

Samspil og kodeks vil også være i fokus, når Institut for Flerpartisamarbejde inviterer en tværpolitisk delegation til Danmark i november til kommunalvalget.

Her vil gæsterne både få en indføring i de danske demokratiske spilleregler og mulighed for at overvåge kommunalvalget ude i de lokalpolitiske kredse. De vil få mulighed for at høre om det tværpolitiske samarbejde, som foregår lokalt, og hvordan lokalforeningerne er hjerteblod i de danske partier og for det lokale styre i kommunerne.

Og endelig vil de møde partipolitiske kollegaer fra andre af instituttets samarbejdslande og få masser af inspiration om styrker og faldgruber til deres eget demokratiske projekt i Myanmar.

Dokumentation

Samarbejdet mellem International Media Support (IMS) og DIPD foregår i rammen af Myanmar Multiparty Democracy Programme, som styrker de institutionelle roller og forholdet mellem politiske partier, medier og civilsamfundet i Myanmar. Læs mere om IMS og DIPD's arbejde på www.dipd.dk og www.i-m-s.dk.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00