Politikerne skal gøre bistand til en folkesag

Af Poul Engberg-Pedersen
Tidligere Verdensbanken, Norad og IUCN

Der er brug for udviklingssamarbejde, mere end nogensinde før. Men vores bistandsfortælling er forældet.

Vore folketingspolitikere må gå forrest, hvis bistand skal blive en folkesag. Derfor må vi give politikerne lov til at snakke om danske interesser og globale fællesgoder, som er reelle elementer i udviklingspolitikken.

Poul Engberg-Pedersen
Tidl. direktør i Verdensbanken, Norad og IUCN

Udviklingspolitik har leveret varen i et halvt århundrede, men spredt og diffust. Bistanden bruger penge hos nogen, der ikke giver stemmer. Vi må få danskerne til at engagere sig politisk i Danmarks globale samarbejde.

Det er ikke nyt, men måske kan en ny samtale om bistanden hjælpe, specielt hvis vi er mere præcise om danskernes egeninteresser.

Bistanden er blevet teknokratisk: Vi planlægger og kontrollerer, fordi pengene ikke må gå til spilde, og fordi vi ikke må udsætte verdens svageste for dårlige projekter og hvide elefanter. Det er jeg enig i. Men når korruptionen og fiaskoerne så alligevel kommer, har vi hverken engagementet eller resultaterne.

Har lovet for meget
De udviklingspolitiske mål er konstant blevet udvidet, fordi vi bedre har forstået fattigdommens og undertrykkelsens mange dimensioner, fordi globaliseringen griber ind i vores hverdag overalt, og fordi staterne bruger bistanden som fleksibelt udenrigspolitisk redskab. Det er uundgåeligt.

Udviklingspolitikken og bistandsbranchen har lovet (for) meget og har ikke dokumenteret realistiske resultater, selv om langt det meste har været fornuftigt og vigtigt for fattige mennesker og kriseramte lande.

Det er et stort dilemma, at bistanden skal bruges der, hvor den har vanskeligst ved at give resultater, fordi vore partnere mangler de kapaciteter, institutioner og ressourcer, der skal til for at gøre effektiv brug af bistanden. Bistanden kan ikke skabe udvikling – den kan kun støtte samfundskræfter, der vil selv.

Bistanden arbejder i mange kriseramte stater, hvor samfundseliten ikke nødvendigvis vil det samme som donorlandene. Derfor må vi have danske politikere, virksomheder og samfundsinstitutioner mere direkte med, så det bliver en fælles kamp.

Bistand skal blive en folkesag
Hvad skal en ny bistandsfortælling indeholde? Hvem kan udvikle og bære den? Fattigdom, bæredygtighed, rettigheder og kriser. Vi må længere end fattigdomsorientering.

Bistanden skal stadig have et solidarisk fundament: En milliard ekstremt fattige mennesker er uacceptabelt. Men opgaven er også at bidrage til bæredygtig udvikling og politisk-økonomisk lighed. De globale kriser – klima, sygdomme, krige, undertrykkelse af rettigheder – rammer de fattigste først og hårdest og må med i bistandsfortællingen. Fagligt betyder det, at udviklingspolitikkens mål må være fattigdomsudryddelse, bæredygtighed, rettigheder og krisestyring.

Danske interesser må komme ind som et nødvendigt element i politikernes og bistandsbranchens samtale med danskerne. Vores åbne samfund har en klar interesse i politisk, økonomisk og social stabilitet overalt.

Vores sårbarhed over for de globale kriser gør, at vi sammen med partnere verden rundt skal sætte ind, hvor det er mest effektivt, hvad enten det drejer sig om klimaforandring, flygtninge, sygdomme eller ulovlige kapitalstrømme. Det kaldes varetagelse af globale fællesgoder og må med ind i bistandsfortællingen. Det kan de fleste danskere godt forstå og støtte. 

Politikerne skal tage teten
Udviklingspolitikken skal favne bredt. Og bistanden skal være effektiv. Det kræver, at den nuværende spredning reduceres, og at Danmarks statslige bistand mobiliserer private pengeoverførsler, folkelige kræfter og politiske institutioner i det udviklingspolitiske engagement i verden. Politikerne skal bære bistandsfortællingen.

Bistandsbranchen laver gode, kritiske analyser og evalueringer. De forsøger – som oftest – med ærlig kommunikation til borgere og politikere om, at de fattige og deres organisationer er de virkelige aktører i udviklingen, og at bistandens idéer og penge kun kan virke støttende. Der er brug for mere og andet.

I mange år har bistandsbranchen været i defensiven, når vi skal forsvare store millionbeløb til Afghanistan, Somalia, Sudan, osv. Vi ved, at danskernes første reaktion på udviklingsbistand er forventningen om korruption, mens de er lidt mere positive omkring nødhjælp – hvor der måske er mere korruption.

Vore folketingspolitikere må gå forrest, hvis bistand skal blive en folkesag. Derfor må vi give politikerne lov til at snakke om danske interesser og globale fællesgoder, som er reelle elementer i udviklingspolitikken.

Det betyder dog ikke, at alt skal handle om handel, blot fordi vi har fået en handels- og udviklingsminister. Ud over fattigdom må fortællingen sigte på klimaforbedringer, færre flygtninge, politisk stabilitet, bæredygtige kriseløsninger og beskyttelse af mennesker og deres rettigheder.

Bistanden er et politisk virkemiddel og skal fortælles som sådan, ikke som et spørgsmål om pengekasser. Procenter kan aldrig blive engagerende. Udviklingspolitikken og bistanden er vigtig for vores fremtid, og Venstres formand må ikke kunne slippe afsted med at begrunde en milliardnedskæring blot med ”Prioriteringer” og et skuldertræk. Det globale udviklingssamarbejde er afgørende, også for Danmark. Har vi nogle politikere, der vil føre an i samtalen?