Debat

Professor: Dansk lovgivning skader udviklingslandene unødigt

DEBAT: Danmark glemmer ofte at tænke ulandene ind i lovgivningsprocessen. Men et simpelt lovteknisk tiltag kan sikre, at ny lovgivning i højere grad stemmer overens med vores udviklingspolitik, skriver professor Morten Broberg fra KU.

Foto: Københavns Universitet
Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Broberg
Professor på Københavns Universitets juridiske fakultet

Det vestindiske land Den Dominikanske Republik med sine 10 millioner indbyggere oplevede op igennem 90’erne en meget markant stigning i salget af mælkeprodukter. Og det burde vel være godt for de lokale mælkeproducenter. Men det var det ikke. For det stigende salg skyldtes først og fremmest mælkeprodukter fra EU – vel at mærke mælkeprodukter som modtog omfattende eksportstøtte, og som derfor kunne underbyde de dominikanske mælkeproducenter. Den omfattende dumping af europæiske mælkeprodukter pressede derfor de dominikanske mælkeproducenter ud af markedet.

Næsten som for at føje spot til skade, så modtog Den Dominikanske Republik samtidig udviklingsbistand med henblik på at fremme udviklingen af landområderne. Og denne bistand kom såmænd fra … EU. Eksemplet viser således en både åbenlys og konkret mangel på sammenhæng mellem EU’s udviklingspolitik og EU’s landbrugspolitik.

I dag er EU’s landbrugspolitik blevet reformeret – hvilket blandt andet indebærer, at der er blevet markant færre af sådanne groteske eksempler på manglende sammenhæng mellem EU’s landbrugs- og udviklingspolitik. Men det betyder desværre ikke, at der ikke fortsat er masser af eksempler på, at såvel medlemsstaterne som EU udformer nye regler, der strider mod intentionerne bag udviklingspolitikken.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Verdensbanken i kritik af nødder
Ifølge artikel 208 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde skal EU tage ”hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i forbindelse med iværksættelse af politikker, der kan påvirke udviklingslandene”. Der er med andre ord et krav om sammenhæng – eller kohærens, som det ofte benævnes – mellem på den ene side EU’s udviklingspolitik og på den anden side EU’s øvrige politikker.

Ideen er egentlig strålende: Hvis EU (og medlemslandene) ved udformningen af alle deres politikker konsekvent overvejer, hvilke konsekvenser de forskellige løsningsmodeller vil have for udviklingslandene – og derpå vælger den model, som er mindst skadelig for udviklingslandene, uden nødvendigvis at gå på kompromis med de mål, som politikken som sådan i øvrigt skulle opnå – ville man givetvis kunne give en meget stor hjælpende hånd til udviklingslandene.

Her er pointen således, at ministerierne allerede i dag skal overveje en hel række konsekvenser ved deres lovforslag. Og man kunne i denne sammenhæng bede dem om også at inddrage ”konsekvenserne for udviklingslandene” – altså føje et simpelt lovgivningsteknisk tiltag til den eksisterende procedure.

Morten Broberg, professor på Københavns Universitet

Et godt eksempel på, at denne tilgang faktisk kan give resultater, stammer fra EU’s regulering af nogle giftstoffer, som naturligt forekommer i nødder og kornprodukter; såkaldte aflatoksiner.

Som bekendt arbejder EU ihærdigt på, at de europæiske fødevarer skal være sikre at indtage for forbrugerne, og EU har derfor ønsket at fastlægge nogle meget strenge krav for mængden af aflatoksin i blandt andet nødder. Dette førte imidlertid til protester fra mange udviklingslande. Ja, selv Verdensbanken gav udtryk for kritik. For nødder er en vigtig eksportvare for mange af verdens udviklingslande, og de strenge regler ville udgøre en væsentlig hindring for eksporten til EU.

Der var således her en klassisk konflikt mellem på den ene side EU’s udviklingspolitik og på den anden side EU’s politik for fødevaresikkerhed og forbrugerbeskyttelse. I første omgang valgte EU at gennemføre de strenge krav uden hensyn til konsekvenserne for udviklingslandene.

Men da man omkring 10 år senere evaluerede reglerne, fandt man ud af, at man kunne lave nogle tekniske ændringer i selve den måde, hvorpå man kontrollerer, om nødderne overholder grænseværdierne. Ændringen betød groft sagt i, at udviklingslandene ville få lettere ved at sælge nødder til EU, uden at dette betød en ringere beskyttelse af de europæiske forbrugere af nødder end den beskyttelse, som de oprindelige regler havde ydet. Og det valgte man så at gøre.

Et system, der kan opfange
Pointen her er, at situationen med aflatoksin i nødder ikke er enestående. Tværtimod er der mange andre tilfælde, hvor lovgiverne i såvel Bruxelles som i de enkelte medlemsstater kan skabe bedre vilkår for udviklingslandene, uden at dette nødvendigvis skal ske gennem overførsel af udviklingsbistand.

Igennem en konsekvent afklaring af, om påtænkte lovgivningstiltag kan forventes at have skadelige konsekvenser for udviklingslandene, og, hvor dette er tilfældet, søge at afklare, om lovgivningen i stedet kan udformes på en måde, som ikke har samme skadelige virkninger.

At sikre en sådan sammenhæng kræver selvsagt, at man får etableret et system, som kan ”opfange” den skadelige lovgivning, mens det endnu er muligt at ændre den, så den bliver mindre skadelig. I princippet kræver det etablering af nye systemer. Og så alligevel ikke.

I EU-systemet bliver ny EU-lovgivning underkastet en såkaldt konsekvensvurdering – eller ”Impact Assessment” på EUsk. Der findes med andre ord allerede en kontrolprocedure, hvor man undersøger de forventede konsekvenser af kommende lovgivning.

I princippet omfatter denne undersøgelse også den kommende lovgivnings konsekvenser for udviklingslandene. Med andre ord, så har man systemet … pointen er derfor, at man blot skal blive væsentligt bedre til at huske også at inddrage udviklingslandsaspektet. Og til at reagere, når man afdækker problemer.

Hvad kan Danmark gøre bedre?
I Danmark er situationen anderledes. Mens EU-lovgiver er underlagt en traktatfæstnet pligt til at søge at sikre sammenhæng mellem udviklingspolitikken og øvrige politikker, så er det ganske omdiskuteret, om denne traktatfæstnede pligt også gælder for medlemsstaternes lovgivere, og der gælder i hvert tilfælde ikke en tilsvarende ”grundlovsfæstnet” pligt for de danske lovgivere.

Dog anerkendes det i Lov om internationalt udviklingssamarbejde § 1, stk. 2, at ”udviklingslande ikke kun påvirkes af udviklingspolitiske tiltag, men også af tiltag på øvrige politikområder.” Og i 2014 fremlagde Udenrigsministeriet en handlingsplan for ”Sammenhængende politikker for global udvikling”.

Men der er fortsat solid plads til forbedring – som det meget klart er blevet påpeget i den ”eksamination” af Danmarks udviklingspolitik, der netop er blevet udarbejdet af OECD (Peer Review – Review of the Development Co-operation Policies and Programmes of Denmark – 07 July 2016).

Men hvad kunne Danmark da gøre bedre? Langt hovedparten af vores lovgivning udformes af de enkelte ministerier. Og i den forbindelse følger det af Statsministeriets Cirkulære 159/1998, at der i lovforslagets almindelige bemærkninger skal redegøres for de økonomiske og administrative konsekvenser for de offentlige myndigheder, ligesom der bør laves en erhvervsøkonomisk vurdering, hvori der redegøres for lovforslagets virkning for omkostningerne i erhvervslivet.

Yderligere bør danske lovforslag efter omstændighederne indeholde en miljømæssig konsekvensvurdering, som belyser de ”mulige virkninger på sundhed og sikkerhed, flora, fauna, jordbund, vand, luft, klima, landskab, ressourcer, affald, bygninger og kulturarv”. Danske lovforslag skal også indeholde en redegørelse for de eventuelle EU-retlige aspekter. Og hertil kommer flere andre emner, som der bør redegøres for i danske lovforslag, hvor dette er relevant.

En ny afdeling i UM
Her er pointen således, at ministerierne allerede i dag skal overveje en hel række konsekvenser ved deres lovforslag. Og man kunne i denne sammenhæng bede dem om også at inddrage ”konsekvenserne for udviklingslandene” – altså føje et simpelt lovgivningsteknisk tiltag til den eksisterende procedure.

Det ville nok være hensigtsmæssigt, hvis man samtidig etablerede en lille enhed i Udenrigsministeriet, der kunne vejlede ressortministerierne om dette … og som samtidig kunne have til opgave at gennemgå lovforslagene på netop dette punkt.

Alene det øgede fokus på problemstillingen vil forventeligt indebære, at man under udarbejdelsen af nye lovforslag tvinges til at overveje, hvorledes lovforslaget på en og samme tid opnår den ønskede virkning i Danmark og skader udviklingslandene mindst muligt.

* Morten Broberg er aktuel med bogen Den Europæiske Union og udviklingslandene.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00