R: Udviklingsbesparelser afvæbner terrorbekæmpelse

DEBAT: Med nedskæringerne i udviklingsbistanden har den danske udenrigstjeneste mistet en af sine bedste våben i kampen mod terror, mener Martin Lidegaard (R).

Af Martin Lidegaard (R)
Udviklingsordfører og fhv. udenrigsminister

Den danske udviklingsbistand har i årtier været noget, vi kunne være stolte af. Vores tætte samarbejde med både EU og FN samt bilaterale modtagerlande har hjulpet svage stater til at udvikle sig økonomisk, administrativt og strukturelt. Men samtidig har bistanden udgjort et afgørende redskab i dansk udenrigspolitik og varetagelsen af danskernes egen velfærd, værdier og sikkerhed. Indtil nu.

For med regeringens massive nedskæringer i udviklingsbistanden kan man nu med rette spørge sig selv, om Udenrigsministeriet fortsat får mulighed for fuldt ud at kunne varetage de danske interesser, ikke mindst når det handler om tidens to store sikkerhedsspørgsmål: flygtninge og terror.

Mange har påpeget det åbenlyst hykleriske og kortsynede i, at man skærer så hårdt i bistanden, at det uvægerligt vil gå ud over hjælpen i nærområderne, ikke mindst til de stater, der i dag huser 90 % af flygtningene. Det er historisk dårlig timing og simpelthen uforståeligt, at regeringen insisterer på de mest omfattende besparelser netop nu, hvor behovet er på sit højeste.

Men lige så himmelråbende er konsekvenserne af besparelserne for vores kamp mod terror, som der har været mindre fokus på. Lige nu, som du læser dette, rekrutterer Daesh hellige krigere i Libanons og Jordans massive flygtningelejre. Det gør de, og det kan de, fordi der blandt de tusindevis af hårdtprøvede flygtninge trives en håbløshed, der er skabt af visheden om, at de ikke kan få et arbejde, at der ikke er nogen skole til deres børn eller hospitaler til deres forældre. Den totale mangel på langsigtet udvikling i Syriens nærområder gør Daesh’s salgstale simpel: ”Enten flygter du videre mod Europa, eller også fatter du en AK-47 og tager det eneste arbejde, som tilbydes”.

Lediggang er roden til alt ondt
Helen Clark, leder af FN’s Development Program, har sagt det helt præcist, da hun blev interviewet af newzealandsk TV: "Instead of sitting in a refugee camp for four years, is there a possibility for them to enter the labour market, have a job and live a normal life?”

De hundretusindevis af syriske flygtninge har brug for mere end mad og tæpper. Det er afgørende, at disse mennesker får muligheden for at arbejde, sørge for deres familie og sikre deres børn en fremtid. Ellers bliver de lavthængende frugter for de massivt rekrutterende terrororganisationer i regionen.

Klog kapacitetsopbygning
En langsigtet og stabil udviklingsbistand har potentialet til at give folk et arbejde, tag over hoved og mad på bordet. Det har potentialet til at give folk håbet tilbage og derved undgå radikaliseringen. Truet af en stigende håbløshed i Syriens nærområder er udviklingsbistanden – ikke militæret – derfor vores bedste langsigtede våben mod radikalisering og international terror.

Danmark burde derfor være foregangsland i udviklingen af Syriens nærområder – både Mellemøsten og det nordlige Afrika. Vores ekspertise og erfaring inden for udviklingsarbejde og kapacitetsopbygning ift. vand, sundhed, infrastruktur, undervisning, sikkerhed og administration er enestående. Også når det gælder specifik træning af de lokale myndigheder – herunder politi – i at forebygge og bekæmpe ekstremisme. Danmark burde her fortsætte med at vise vejen for EU såvel som for resten af verden. Både i form af tilstrækkelige midler og ved at sikre, at pengene bruges klogt, så vi undgår korruption, stabiliserer landene og undgår midler falder i de forkerte lommer som fx Hizbollah.

En usikker fremtid
Danske penge kan ikke og skal heller ikke redde hele verden, men ved at være først og bedst har vi en unik mulighed for at gøre vores ekspertise gældende og sikre et resultat, som både flygtningene, nærområdet og danskerne kan bruge til noget.

Regeringen har af uransagelige grunde villet det anderledes. Hvad en udeblivelse af en langsigtet dansk indsats i Syriens nærområder kommer til at betyde for flygtningene i lejrene, for nærområdet og for Danmarks sikkerhed er svært at spå konkret om. Et er dog sikkert: Regeringens amputation af den danske udviklingsbistand har efterladt den danske udenrigstjeneste uden et af sine bedste våben i kampen mod terror.

Forrige artikel Folkekirkens Nødhjælp: Tættere samarbejde giver mere Danmark i verden Folkekirkens Nødhjælp: Tættere samarbejde giver mere Danmark i verden Næste artikel Sikkerhedsekspert: Genindfør udviklingsministeren Sikkerhedsekspert: Genindfør udviklingsministeren
  • Anmeld

    Allan Gorm Larsen.

    Ulandsbistand og terror.

    Uanset hvor meget der pumpes i ulandene vil der fortsat være fattigdom i disse lande i det at disse ikke på nogen måder viser vilje til at begrænse børnefødselsraterne. Tvært imod.
    Jeg har den opfattelse, at dem, som "flygter" herop er muhamedanere, som, for de flestes vedkommende, udelukkende kommer for at udbrede deres "religion". De reelle flygtninge er, hvis jeg har forstået det ret, i absolut mindretal. Uanset om det er det ene, eller det andet, bør, efter min mening, hurtige hjemsendelser iværksættes.

  • Anmeld

    Niels Erik Andersen, tidl. ambassadør

    Udokumenterede påstande fra Martin Lidegaard

    Martin Lidegaard (ML) mener, at ”Mange har påpeget det åbenlyst hykleriske og kortsynede i, at man skærer så hårdt i bistanden, at det uvægerligt vil gå ud over hjælpen i nærområderne, ikke mindst til de stater, der i dag huser 90 % af flygtningene.” ML mener også, at ”Det er historisk dårlig timing og simpelthen uforståeligt, at regeringen insisterer på de mest omfattende besparelser netop nu, hvor behovet er på sit højeste. ML mener også, at ”… lige så himmelråbende er konsekvenserne af besparelserne for vores kamp mod terror …”.

    Det er udokumenteret, at en reduktion af udviklingsbistanden vil gå ud over bistand til Syriens nærområder og fremme terror. Her lidt om, hvad vi ved.

    Ifølge Altinget.dk 25/11 2015 gav Danmark i 2015 ”… flere penge end nogensinde før til Syriens nærområder. Helt præcist 459 millioner kroner løber det humanitære bidrag til ofrene for krisen i Syrien op i, viser tal fra Udenrigsministeriet.” Efter en reduktion på 100 millioner ligger niveauet stadig højere end i 2013.

    Reduktionen af Det Arabiske Initiativ fra syv til fire lande er i høj grad praktisk betinget, fordi det er yderst vanskeligt at operere i fx Syrien og Tunesien. Dertil kommer, at Martin Paldam, professor emeritus i økonomi på Aarhus Universitet, der i mange år har beskæftiget sig med udviklingsbistand, har sået tvivl om nytten af initiativet. Paldam er i Kristeligt Dagblad 6/9 2014 citeret for bl.a. følgende:

    ”I virkeligheden handler det her lige så meget om udenrigspolitik og diplomati som om udviklingsbistand. Og når man ikke ved præcis, hvad man vil, er det meget svært at måle effekten af indsatsen. Ud fra et udviklingsperspektiv peger den interne evaluering på, at projektet er ganske mislykket. Når kritikken fremstår så forblommet, som den gør i evalueringen, er det givetvis fordi, at man i Udenrigsministeriet sætter pris på at kunne bruge pengene på at etablere netværk i den arabiske verden.”

    ML tør ikke spå konkret om, ”Hvad en udeblivelse af en langsigtet dansk indsats i Syriens nærområder kommer til at betyde for flygtningene i lejrene, for nærområdet og for Danmarks sikkerhed …”.

    Det er også en svær opgave, men jeg tør dog godt kaste mig ud i et par forudsigelser. Den korte udgave er: Ikke en pind. Den lidt længere er: Ikke en pind fordi Danmarks bilaterale udviklingsbistand og den multilaterale udviklingsbistand, som Danmark har ydet milliarder og atter milliarder af kroner til, særligt de seneste 50 år, har ikke ændret på ret meget i de lande, hvor pengene er landet.

    Midlerne anvendt til terrorforebyggelse i både snæver og bred forstand har været ganske begrænsede og resultaterne ikke målbare. Desværre findes der allerede i forvejen hundrede- om ikke tusindevis af rastløse, vrede unge mænd og kvinder med bopæl i vesteuropæiske lande, som det er bevist, vi ikke kan holde fra at forårsage død og lemlæstelser i Europas hovedstæder. Et fiks af denne helt reelle og nærværende trussel findes ikke i størrelsen af bevillingen til dansk udviklingshjælp.

    Det er frejdigt, når ML påstår, at ”Regeringens amputation af den danske udviklingsbistand har efterladt den danske udenrigstjeneste uden et af sine bedste våben i kampen mod terror.” Som allerede påpeget vedrørende den virkningsløse udviklingsbistand det seneste mere end halve århundrede, så har udviklingsbistanden ikke taget sigte på eller hverken direkte eller indirekte lykkedes med at forhindre terror.