Anders Ladekarl i Afghanistan: "Jeg har aldrig oplevet så presset et sundhedsvæsen"

Mens vi alle holder vejret og følger den grufulde situation i Ukraine, er torsdag 3. marts en stor dag for afghanerne. Der åbner skoler og universiteter nemlig igen, og der har ikke været meldinger om, at piger og kvinder ikke er velkomne på skolebænken.

Det er kun godt et halvt år siden, vi så de forfærdelige billeder fra Kabul, da titusindvis af afghanerne forsøgte at flygte fra et land, der over ganske få dage var overtaget af Taliban og forventes at blive sat årtier tilbage i udvikling.

Billederne står stadig så tydeligt i hukommelsen, at mange unægtelig oplever situationen i Ukraine som en gentagelse af august sidste år.

Men det er at sammenligne pærer og bananer, og det er vigtigt, at vi minder os selv og hinanden herom.

Redder liv under umulige kår

Jeg er netop kommet hjem fra fem dages besøg til Afghanistan. Selv om det var opløftende at møde kolleger fra Røde Kors, følge heroiske, lokale læger og sygeplejersker, som knokler under kummerlige vilkår, møde kvinder, som tøvende – men dog håbefulde – ser frem til at komme tilbage på universitetet, så var besøget meget, meget nedslående.

Hvis ikke vi gjorde det, ville hospitaler og klinikker lukke og tusindvis af mennesker ville dø af mangel på behandling.

Anders Ladekarl
Generalsekretær, Dansk Røde Kors

Landet er på randen af kollaps. Aldrig har jeg oplevet så presset et sundhedsvæsen og så presset et sygehus, som det, jeg besøgte i Mirwais. Tre børn i hver seng, patienter på gangene, underernæring, sprængte lemmer, strømafbrydelser, mangel på mad og rent vand.

Hospitalet, der var bygget i 1975, var beregnet til at have 200 sengepladser. I de seneste år har Røde Kors udvidet med yderligere 450 sengepladser.

Hospitalet er i dag det eneste referencehospital for op imod ni millioner mennesker i det sydlige Afghanistan. For efterhånden som krig og økonomiske sammenbrud har lukket de fleste andre sundhedstilbud, er hospitalet blevet en af de få eksisterende muligheder for hjælp.

4000 patienter møder op hver eneste dag. 4000! Og personalet her kæmper under umulige kår for at redde liv. Ofte har de ikke fået løn i månedsvis. 

Dette hospital fungerer alene med hjælp fra Røde Kors. Vores hjælpearbejde i Afghanistan er meget omfattende – og til dels utraditionelt.

Udover at uddele nødhjælp til en befolkning, hvor en tredjedel ikke ved, hvad de skal spise i morgen, så har Røde Kors overtaget driften af afgørende offentlige sundhedsinstitutioner.

Glem ikke afghanerne

110 lokale sundhedsklinikker og 30 hospitaler drives af Røde Kors. Vi leder hospitalerne, betaler lønninger til personalet, indkøber medicin og betaler driftsomkostninger. Alt sammen direkte.

Det gør vi, fordi alle donormidler til den regering, der før finansierede sundhedssystemet, er stoppet, og alle midler i statskassen er indefrosset i amerikanske banker. Hvis ikke vi gjorde det, ville hospitaler og klinikker lukke og tusindvis af mennesker ville dø af mangel på behandling.

Husk, vi har aldrig set, at en krise slutter. I stedet bliver den bare glemt.

Anders Ladekarl
Generalsekretær, Dansk Røde Kors

Men vi er i 12. time, og Afghanistan har brug for mere hjælp end det, vi som nødhjælpsorganisationer kan give.

Husk, vi har aldrig set, at en krise slutter. I stedet bliver den bare glemt.

Men vi må ikke glemme Afghanistan. Når vi engang er på den anden side af krigen i Ukraine, må vi heller ikke glemme den krise, som landet unægtelig kommer til at stå i – og allerede står i.

Den afghanske civilbefolkning er prisgivet. Så længe centralbanken ikke kan fungere på grund af sanktioner, økonomien ikke kan komme på fode, og ingen tidligere donorer er klar til en dialog med fungerende ikke-politiske strukturer om en mere langsigtet bistand, så kommer spiralen bare til at gå nedad for den afghanske befolkning.