S: Tværfagligt samarbejde kan indfri verdensmålene

Af Mette Gjerskov (S)
Udviklingsordfører

Selvfølgelig skal vi da have en handlingsplan for verdensmålene. Ja, vi skal endda have to.

Når FN sætter mål for verden, betyder det noget. Verden flytter sig, problemer bliver løst, muligheder opstår. Det så vi med 2015-målene, og det kommer vi til at se med verdensmålene. Erhvervslivet ser nye muligheder for indtægter i bæredygtighed, NGO’erne glæder sig over fremgang i verden. Og regeringen sidder på hænderne. Desværre.

Hvis vi skal udnytte det fulde potentiale i verdensmålene, skal vi sikre, at de bliver gennemført. Vi har brug for en handlingsplan i vores udviklingspolitik. Og vi har brug for en handlingsplan herhjemme. Vi har brug for et udgangspunkt – en såkaldt baseline. Og endelig har vi brug for en årlig status.

Det står klart efter mange drøftelser og ikke mindst den høring, vi havde i Folketinget i efteråret om netop verdensmålene.

Udviklingsarbejdet ligger i ruiner
Vores udviklingsarbejde er noget flosset, for ikke at sige i ruiner, efter de mange besparelser. Alligevel er vi nødt til at hæve os lidt og se det større perspektiv. Hvordan bidrager Danmark bedst til den bæredygtige udvikling? Hvordan hjælper vi virksomhederne med at udnytte det potentiale, der ligger i, at hele verden nu skal handle på de fine ord om bæredygtig udvikling? De spørgsmål skal besvares i en handlingsplan. En plan for, hvordan vi indarbejder verdensmålene i vores udviklingspolitik.

Mere end ti års erfaring i Folketinget har lært mig, at det tværfaglige er vanskeligt. Ministerier og myndigheder er super dygtige på deres felt, men koordination over til andre fagområder er vanskeligt. Det gælder også i Folketinget.

Mette Gjerskov (S)
Udviklingsordfører

Når først vi har fastlagt en baseline, må vi opstille vores egne mål. Hvor ligger vores styrker – hvad har vi at bygge videre på. I udviklingspolitikken har vi en skarp profil på ligestilling af kvinder og seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder. Her kan vi for alvor gå foran. Det er naturligvis ærgerligt, at der er skåret så hårdt i området, men det ændrer vel (endnu) ikke på, at verden ser til Danmark på dette område.

Her ligger en åbenlys kombination af mål 3 (sundhed og trivsel) med mål 5 (ligestilling mellem kønnene). Men det kunne da sagtens kombineres med andre mål, som f.eks. mål 10 (mindre ulighed) og mål 6 (rent vand og sanitet). For også her er kvinderne og dermed både fødte og ufødte børn de store tabere.

Når det kommer til den nationale handlingsplan, så forventer jeg, at det bliver noget sværere. Mere end ti års erfaring i Folketinget har lært mig, at det tværfaglige er vanskeligt. Ministerier og myndigheder er super dygtige på deres felt, men koordination over til andre fagområder er vanskeligt. Det gælder også i Folketinget.

Fra skåltaler til handling
Der skal politisk handlekraft til, hvis det skal lykkes. Derfor er det ikke nok, at udenrigsministeren taler begejstret om verdensmålene. Den samlede regering må og skal sætte gang i den tværfaglige tilgang. Tag bare mål 10. En hel række ministerier og ministre skal involveres, hvis vi for alvor skal gøre noget ved den stigende ulighed. Skatteministeriet når det gælder omfordeling, uddannelse, sundhed. Alle skal med.

Andre lande er kommet meget længere end os. I Sverige har statsministeren samlet et hold bestående af flere ministre, NGO’er, kommuner, erhvervsliv m.fl. Også her er der en erkendelse af, at opgaven ikke kan ligge på en minister og et ministerium alene. I UK inddrager de parlamentet.

Men jeg vil ikke kun pege på regeringen. Også Folketinget skal bidrage tværfagligt. Og også her ligger den ikke bare lige på den flade. Jeg mener, at vi må samle et tværpolitisk og tværfagligt hold til at bringe denne dagsorden videre. Ellers er der al for stor risiko for, at det smuldrer, lander mellem stolene og bliver nedprioriteret til fordel for mere hotte politiske dagsordener. Et perspektiv over 15 år er meget langt i dansk politik.

Jeg har derfor tilbudt udenrigsministeren på et samråd for nylig, at jeg vil forsøge at samle sådan et hold af folketingsmedlemmer. Forudsætningen er, at vi har en regering at samarbejde med. Jeg kan ikke sige, at mit tilbud blev hverken godt eller dårligt modtaget. Det blev nærmest ignoreret. Men det ændrer ikke ved, at tankegangen er den rigtige.

Hvis vi skal fra skåltaler til handling, er det om at komme i gang. Med et styks baseline, to styks handlingsplaner og så en årlig afrapportering – intet mindre kan gøre det.