En selvstændig eller kollektiv indsats?

Fælles for langt størstedelen af EU's medlemslande er, at der i høj grad står egeninteresser og kommercialisering af udviklingsbistanden på programmet.

Adam Moe Fejerskov
Ph.d.-studerende hos DIIS

Af Adam Moe Fejerskov
Ph.d.-studerende hos DIIS

Det er positivt, at mit første indlæg med det provokerende budskab, at Danmarks udviklingspolitik bør bevæge sig mod en total europæisering, afleder diskussion. Det er dog, som om diskussionen skal aflives, allerede før debatten er begyndt.

EU er langt fra en velfungerende maskine, hvor tandhjulene glider som smurt. Lad os starte med at slå det fast:

Som jeg beskrev i mit forrige blogindlæg, er der en lang række udfordringer at tage fat på, når det gælder EU’s institutioner. Problemer, som medlemslandene er nødt til at tage hånd om, hvis organisationen nogensinde skal ende et sted, hvor der reelt vil være gevinst ved at arbejde fuldt ud gennem EU på udviklingsområdet. Men de mange udfordringer gør på ingen måde den fundamentale diskussion om vejen for det europæiske udviklingsprojekt mindre relevant og nødvendig.

Diskussionen om en total europæisering af vores udviklingssamarbejde er i den grad vigtig. Og vi skal turde tage diskussionen frem for at gemme os bag EU's skyggesider. Ikke blot fordi EU som regel overses herhjemme, men fordi denne diskussion basalt set handler om retningen for vores fremtidige udviklingssamarbejde. Spørgsmålet er, om vi vil stå alene eller i højere grad arbejde med andre donorer på det internationale niveau. Det er grundlæggende den traditionelle diskussion om bilateral mod multilateral bistand, hvad end det drejer sig om EU, FN eller noget tredje.

Når det er sagt, vil jeg rette opmærksomheden mod den kritik, Marc Woodall rettede mod mit første indlæg her på Altinget.dk.

Kreativt afprøvningsrum eller egoistiske egeninteresser
Det er forkert af Marc Woodall at tro, at de forskellige medlemslandes nationale udviklingssamarbejder fungerer som et slags afprøvningsrum, hvor tilgange og metoder evalueres for at finde de mest optimale redskaber, der så indgår i en fælles vidensbank, hvorfra alle lande aktivt tager ved lære i deres udviklingssamarbejde.

Det er meget muligt, at dukse-donorer som Danmark og Sverige fra tid til anden kommer med nytænkende forslag og på den måde influerer hinandens politikker, men en sådan innovativ tænkning når ikke langt ud over Nordens grænser. Vanskelige vilkår for udviklingssamarbejdet i store dele af Europa viser derimod med al tydelighed, at innovation og nytænkning mest af alt handler om at finde kreative løsninger, der kan udhule udviklingsbistanden. 

I Østeuropa forsøger man at omstille sig til rollen som donor. Netop nu sendes udviklingsbistanden i høj grad til nabolande, der befinder sig i post-sovjet-transition, hvilket mest af alt er en tilbagevenden til projekt-bistanden - oven i købet uden særligt fokus på verdens fattigste lande.

I resten af Europa skal man også kigge godt efter for at finde udviklingssamarbejde på niveau med det nordiske. I Holland, der ellers traditionelt har tilhørt den nordiske gruppe af ligesindede, skæres der nu voldsomt i bistanden. Spanien fortsætter som altid med at dirigere sin bistand mod Latinamerika og andre spansktalende lande. Italien skærer og skærer, og selvom bistanden i år måske for første gang i lang tid ikke går nedad, vil fokus stadig være på gældsafgivelse og bistand med relevans for italiensk handel og den private sektor i landet. I Frankrig, Tyskland og Storbritannien falder bistanden ligeså.

Fælles for langt størstedelen af EU’s medlemslande er, at der i høj grad står egeninteresser og kommercialisering af udviklingsbistanden på programmet. Det samme gælder Danmark, hvor noget af det sidste, der nåede at forlade Asiatisk Plads, inden Christian Friis Bachs afgang, var et strategi-dokument over alle de gode ting, Danmarks udviklingsbistand gør – for Danmark.

Et apolitisk drømmeland
Marc Woodall reducerer endvidere i sit blogindlæg udviklingssamarbejdet til en teknisk
udfordring, som vi bare mangler at finde svaret på. Men her tager han fejl. Vi bliver aldrig nogensinde enige om den bedste måde at bekæmpe fattigdom på. Det er naivt at tro,
at erfaringsindsamlingen i det internationale udviklingssamarbejde bevæger sig ud ad en lige tangent, hvor endemålet nødvendigvis er det stadie, hvor vores viden om fattigdomsbekæmpelse fuldendes.

Grunden til, at der eksisterer endeløse kombinationer af tilgange og prioriteter, skal ikke
udelukkende findes i vores manglende viden om, præcist hvad der skal til for at udrydde fattigdom.

Den skal findes i et af grundvilkårene for selve udviklingssamarbejdet – politik. Danmark arbejder ikke ud fra en rettighedsbaseret tilgang til udvikling, fordi vores nationale erfaringsopsamling har ført os til den. Det er ikke, fordi der pludselig opstod konsensus om, at Søren Pinds frihedskamp ikke længere var så effektiv, som vi troede. Det er, fordi vores
udviklingspolitik er styret af folkevalgte politikere, der har bestemte politiske dagsordener. Marc Woodall lader til at drømme om en nødvendighedens udviklingspolitik, men den findes ikke.

Det er klart, at der undervejs sker en vis erfaringsopsamling, men de gjorte erfaringer vil altid være underlagt politiske prioriteter og holdninger. På trods af, at hele denne diskussion har et hypotetisk udgangspunkt i spørgsmålet om at kanalisere Danmarks udviklingsmidler gennem EU, fremstår det misforstået at afpolitisere udviklingssamarbejdet og reducere det til en teknisk øvelse, vi bare skal blive bedre til. Det er langt fra virkeligheden.