Debat

LA: Støt de danske virksomheder i Afghanistan

DEBAT: Virksomheder drevet af udenlandske forretningsfolk kan være nøglen til at skabe beskæftigelse og økonomisk vækst i Afghanistan, skriver Liberal Alliances udviklingsordfører, Mette Bock.
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg tror ganske enkelt ikke på værdien af demokratiprojekter, civilsamfundsorganisering og andre bløde projekter, hvis ikke basis er i orden.

Mette Bock
Udenrigs- og udviklingsordfører, Liberal Alliance
Fakta

Fra 3. september og en måned frem handler Udviklingsdebatten om Danmarks fremtidige indsats i Afghanistan.

Mød denne måneds debatpanel.

Udviklingsdebatten på Altinget | Udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget l Udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområde.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til kafr@altinget.

Af Mette Bock
Udenrigs- og udviklingsordfører for Liberal Alliance

Når jeg læser administrerende direktør Jeppe Handwerks indlæg i debatten om udviklingsbistand til Afghanistan, bekræfter det mig i, at bistanden skal prioriteres anderledes. Jeg er fuldstændig klar over, at der ikke er lette løsninger, og at vi i et land som Afghanistan aldrig kan være helt sikre på, at alle midler falder i de rigtige hænder.

Jeppe Handwerks beskrivelse af, hvordan forsøg på at skabe reelle virksomheder og arbejdspladser i Kabul strandede på et korrupt systems umoralske arbejdsgange og prissætning for helt almindelige ydelser og tilladelser bestyrker mig i mit anliggende:

Det skal fokuseres stærkere på at få de helt basale mekanismer til at fungere. Og der skal reageres prompte, når vi støder på korruption og misbrug, ikke blot i bistandsprojekterne, men også når danske virksomheder løber panden mod muren.

Private virksomheder som Jeppe Handwerks skal naturligvis ikke have del i udviklingsmidlerne. Men gør vi nok for at støtte de danske virksomheder, der har modet til at forsøge at etablere sig i Afghanistan? Er der rådgivning og støtte nok at hente fra de danske myndigheders side? Og bør vi ikke true med at reducere i den øvrige udviklingsbistand, når danske virksomheder udsættes for det, Handwerks virksomheder har været udsat for?

Netop etableringen af virksomheder, der organiseres og drives af udenlandske, erfarne forretningsudviklere som Jeppe Handwerk, kan være en af de afgørende nøgler til at skabe beskæftigelse og økonomisk vækst i et hærget og sårbart land som Afghanistan. Men der er desværre overhængende risiko for, at virksomhederne flygter, når de støder på så massive urimeligheder og et bundråddent system, som det, der mødte Jeppe Handwerk. Og så står vi tilbage med håret i postkassen, fordi der hverken er viden, styrke eller moral nok i det officielle Afghanistan til at fastholde et sådant engagement.

Helt reelle udenlandske investeringer vil skabe grobund for økonomisk vækst og beskæftigelse i Afghanistan, og mit spørgsmål er, om vi gør nok for at støtte op om de modige? Og om deres aktiviteter ikke kunne skabe mindst lige så gode resultater for den afghanske økonomi og udvikling som mange traditionelle udviklingsprojekter?

Et andet eksempel om skarpere prioritering er, at jeg ikke er sikker på, at de hårde projekter prioriteres højt nok. Med hårde projekter mener jeg for eksempel etablering af veje, der kan give bønderne adgang til at afsætte deres varer på markedet. Jeg mener etablering af basal infrastruktur som adgang til vand og elektricitet. Og jeg tænker på rådgivning og støtte til etablering af mere effektive landbrug, som er første spæde skridt i en økonomisk udvikling.
Jeg tror ganske enkelt ikke på værdien af demokratiprojekter, civilsamfundsorganisering og andre bløde projekter, hvis ikke basis er i orden.

Det første og afgørende skridt til myndiggørelse og uafhængighed er at skabe rammer for økonomisk vækst og et retssystem, der både kan bekæmpe korruptionen effektivt og sikre borgernes beskyttelse af liv og ejendom.

Alt er ikke lige vigtigt. Noget er vigtigere end andet. Og jeg savner debatten om, hvordan vi prioriterer skarpere, ikke mindst i et land som Afghanistan, der ellers risikerer at blive fastholdt i afhængighed af udviklingsbistand så mange år frem, som øjet rækker. For det er jo ikke det, vi vil.
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Bock

Sognepræst, Horsens Provsti, tv-vært, Dk4, fhv. kultur- og kirkeminister og MF (LA)
cand.phil. i filosofi (Odense Uni. 1982), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1986)

0:000:00