Tre debattører til Adam Holm: Her er svarene på, hvorfor vi ikke samarbejder med Assad-regimet

Det største antal syriske flygtninge i Danmark er konventionsflygtninge, som ikke kan vende hjem til Syrien, selvom vi samarbejder med Assad. Et samarbejde vil heller ikke være til gavn for det syriske civilsamfund, som hellere vil have beskyttelse end genopbygning, skriver tre debattører.

Placeholder image
Et samarbejde med Assad-regimet vil være en appelsin i turbanen på Syriens allierede i Rusland, Iran og Saudi Arabien, skriver Haifaa Awad, Sune Haugbølle og Helle Malmvig. Foto: Louai Beshara/AFP/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Adam Holm spørger i Altinget 26. maj om, hvorfor vi ikke kan samarbejde med Assad-regimet, hvis vi nu bypasser det moralsk problematiske i at samarbejde med en af de største krigsforbrydere i nyere tid.

Holm argumenterer for, at det er ”problematisk” og ”direkte naivt” ikke at samarbejde med Assad, da Assads styre ”uanset hvor groft og undertrykkende det er, adskiller sig ikke påfaldende fra andre menneskerettighedskrænkende lande, vi plejer omgang med. Tænk for eksempel Saudi-Arabien, Egypten og Kina”.

Til slut skriver han, at hvis vi ændrede politik, ville det være til gavn for Syriens civilsamfund.

Hvad er egentlig Adam Holms ønske?

Holms kontroversielle udtalelser bunder i den danske regerings beslutning om at revurdere opholdsstatus for en mindre gruppe syriske flygtninge fra Damaskus. En revurdering, som har resulteret i, at nogle syriske flygtninge får frataget deres opholdstilladelser, men ikke kan tvangshjemsendes, fordi vi ikke samarbejder med Assad regimet.

Som det første land skal vi tilsyneladende bryde med den fælles europæiske og amerikanske Syrien-politik for at kunne sende nogle få hundrede tilbage?

 

Haifaa Awad, Sune Haugbølle og Helle Malmvig, Hhv. dansk-syrisk læge og aktivist, professor (mso) i globale studier ved Roskilde Universitet og bestyrelsesmedlem i Det Syriske Kulturinstitut samt PhD og seniorforsker ved DIIS

Logikken er her, at et muligt dansk samarbejde med Assad-styret vil sikre, at syrerne ikke sidder fast i udrejsecentre, potentielt i årevis.

Er det mon Adam Holms ønske? Det står uklart efter at have læst hans artikel.

Men i tidligere artikler har han argumenteret for, at en volte-face i dansk og vestlig Syrien-politik ville gavne syrere, fordi krigen mere eller mindre er slut, og genopbygning med vestlig hjælp kun kan lade sig gøre, hvis vi samarbejder med regimet i Damaskus.

Uden genopbygning vil syrerne sidde fast i limbo i årevis, fanget i et pulveriseret land.

Udmelding af konventioner eller ændret linje for flygtninge

Begge pointer tager udgangspunkt i reelle politiske problemer. Det er ubærligt, at syriske flygtninge er blevet gidsler i det danske asylsystem, og det er ulideligt at se Syriens økonomi og samfund disintegrere uden en diplomatisk proces, der kan standse eller afhjælpe det.

Men hvordan ville et dansk samarbejde med Assad-regimet ændre disse forhold? Det er svært at se. Lad os dykke ned i tre forhold, der spænder ben.

Først i forhold til spørgsmålet om flygtninge; det største antal syriske flygtninge i Danmark er konventionsstatus-flygtninge, som er personligt forfulgt af Assad-regimet. Dette store antal flygtninge vil de-facto aldrig kunne vende tilbage, hvis Assad forbliver ved magten, medmindre vi melder os ud af konventionerne.

Det er i så fald det relativt mindre antal syrere, som nu får inddraget opholdstilladelsen, som vi skal ændre vores grundlæggende udenrigspolitiske linje til for at forsøge få sendt hjem. Som det første land skal vi tilsyneladende bryde med den fælles europæiske og amerikanske Syrien-politik for at kunne sende nogle få hundrede tilbage?

Hurtige fejlslutninger er direkte naive

I forhold til spørgsmålet om genopbygning beror Holms analyse sig også på en række hurtige fejlslutninger. Assad-regimet er naturligvis interesseret i at få hård valuta til landet og hjælp til genopbygning, for bunden er gået ud af den syriske økonomi, og størstedelen af landet ligger i ruiner.

Men vil et samarbejde med Assad være til gavn for den syriske civilbefolkning eller for regimet selv?

At antage, at det regime, som aldrig har blinket ved politiske forhandlinger eller anerkendt oppositionen, vil være en troværdig samarbejdspartner, når det kommer til genopbygning, er ”direkte naivt” for at bruge Adam Holms egne ord. 

 

Haifaa Awad, Sune Haugbølle og Helle Malmvig, Hhv. dansk-syrisk læge og aktivist, professor (mso) i globale studier ved Roskilde Universitet og bestyrelsesmedlem i Det Syriske Kulturinstitut samt PhD og seniorforsker ved DIIS

I ti år har Assad-regimet nedkæmpet sin egen befolkning; gentagne gange anvendt kemiske våben, tøndebombet og udsultet sin egen befolkningen gennem militære belejringer og omdirigeringer af nødhjælp.

At antage, at det regime, som aldrig har blinket ved politiske forhandlinger eller anerkendt oppositionen, vil være en troværdig samarbejdspartner, når det kommer til genopbygning, er ”direkte naivt” for at bruge Adam Holms egne ord. 

Hellere beskyttelse end genopbygning

Holm overser ikke mindst, hvordan regimet kløgtigt under hele konflikten har (mis)brugt vestlig nødhjælp og kan gentage samme taktik med genopbygningsmidler. Nødhjælps-NGO’er opererer på Assad-regimets nåde, hjælp dirigeres via styret i Damaskus til ’loyale’ områder og fordeles af lokale forretningsmænd og regimetro partnere, der alle tager deres del.

Assads kone, Asmaa Assad, har blandt andet oprettet sin egen NGO, Syria Trust for Development, der, udover at bidrage til at sikre, at regimet også politisk kan drage nytte af den internationale nødhjælp og overvåge NGO’erne i de regime-kontrollerede områder, alene plejer styrets interesser.

Spørger man de millioner af syriske flygtninge, som enten bor i Europa eller i de ikke -regeringskontrollerede områder, om, hvad der vil være til mest gavn for dem, så er det international beskyttelse, indtil den dag Assad afsættes, snarere end genopbygning eller international legitimering af Assad

Krigen er langtfra ovre

Det tredje forhold handler om Adam Holms fejllæsning af den reelle situation i landet og det internationale spil om Syrien. Ifølge Holm har præsident Assad allerede vundet krigen, og EU’s og USA’s ønske om, at krigen afsluttes med en reel politisk transition, er et tog som for længst er kørt.

En realistisk - modsat den danske ”naive” – tilgang ville være at acceptere dette faktum og arbejde med den nye magtkoalition, mener Holm. Men krigen er faktisk langtfra ovre, og regimet har ikke vundet landet tilbage.

Syrien er i dag reelt opdelt i fire dele, hvor Assad kun har delvist kontrol over den ene del. I nordøst er det kurdisk dominerede område, hvor USA stadig er militært til stede, i nord er det Tyrkiet, ligesom i nordvest i Idlib og dele af Aleppo, som regimet stadig ikke har tilbageerobret.

Og selv i de godt 60 procent af territoriet, som Assad-styret kontrollerer, er det ikke regimet, som ved egen kraft står for sikkerheden og basale offentlige goder som elektricitet og vand, men derimod en myriade af udenlandske halv-militser fra Irak, Libanon, Iran og Rusland. Assad sidder på en papirtrone i Damaskus, og det er alene udenlandske magter, der holder ham dér.

Normalisering vil være en appelsin i turbanen på Assads allierede

Når det gælder det internationale spil, så overser Holm ligeledes, at Tyrkiet, USA og delvist Europa stadig er til stede militært og diplomatisk præcis for at kunne presse regimet til reelle politiske forandringer.

Præsident Bidens udenrigschef Antony Blinken sagde for nylig, at han føler sig personligt ansvarlig for de fejl, der blev begået under Obama-administrationen, hvor USA lovede at forsvare den syriske civilbefolkning men trak sig, da det gjaldt.

Diktatorer skal ikke vide sig sikre på realpolitisk beskyttelse, og menneskerettighedsspørgsmål skal fylde mere. Europæerne er i mindre grad til stede militært, men de holder til gengæld genopbygningsmidler og normalisering som trumfkort i forhold til regimet.

Og det er lige præcis de kort, Holm nu vil spille os af hænde. Normalisering med Assad-regimet vil ikke blot være et brud med den internationale linje, men også være en appelsin i turbanen på Assads allierede i Rusland, Iran og Hizbollah. Der er intet, Putin hellere ser, end at Europa bryder rækker nu i forhold til Syrien.

Syrien kan ikke sammenlignes med Saudi-Arabien eller Egypten. Det er et exceptionelt regime, der har slået hundredetusinde af sin egen befolkning ihjel. Indtil der er mulighed for politisk forandring i Syrien, skal vi beskytte de syrere, der har søgt tilflugt fra os. Det giver faktisk både mest realpolitisk og værdipolitisk mening.

Læs også

Omtalte personer

Sune Haugbølle

Professor (mso), Globale Studier, Roskilde Universitet
ph.d. i Modern Middle East Studies (University of Oxford 2006)

Helle Malmvig

Seniorforsker, DIIS
ph.d., international politik (Københavns Universitet, 2002), MSc, Mellemøststudier, SOAS London

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser