NGO'er har overladt bistandsscenen til staten

Af Uffe Torm
Konsulent, tidligere leder af Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U)

Henrik Secher Marcussen efterlyser i sit indlæg sidste tirsdag bud fra NGO'erne på de udfordringer, de står over for i de kommende år. Men NGO'erne er åbenbart p.t. lidt tøvende og afventende. De er usikre på, i hvilken retning udviklingsministeren ønsker at gå i forbindelse med den planlagte revision af civilsamfundsstrategien, som regulerer støtten til civilsamfundet i Syd bl.a. gennem NGO'erne.

En evaluering af civilsamfundsstøtten igangsat i slutningen af 2011 forventes afsluttet med en rapport i april/maj måned. Det kan undre, at ministeren ikke afventede evalueringens konklusioner og anbefalinger, før han gennemførte større administrative ændringer i NGO-bistanden i form af indgåelse af flere rammeaftaler, afskaffelse af det få år gamle programaftalekoncept og et øget krav om egetbidrag i forbindelse med rammeaftalerne. Men det skyldes nok, at disse ændringer snarere er dikteret af økonomiske besparelser i Udenrigsministeriet end af politiske og strategiske overvejelser.

Desuden er ministeren kommet med nogle sprogligt set uheldigt formulerede antydninger her på Altinget.dk om, at NGO'erne skal holdes "i kort snor" og "straffes", hvis de ikke gør det godt nok set fra UM's synspunkt. Så måske har ministeren besluttet sig på forhånd vedrørende rammerne for den fremtidige NGO-bistand? Det er med til at skabe usikkerhed om fremtiden.

Udfordringerne er store
Den største fælles udfordring for NGO'erne både i Nord og i Syd er - trods enkelte positive undtagelser - at civilsamfundets råderum er under stigende pres i en række udviklingslande. Det er jo ikke alle magthavere i Syd, som synes, at ideen om et politisk aktivt, dynamisk og mangfoldigt civilsamfund er så attraktivt endda.

NGO'erne (og Danida) må derfor spørge sig selv om, hvorvidt vi har presset for hårdt på med en unuanceret rettighedsbaseret dagsorden, som synes at give bagslag i flere lande og bringe NGO'er i Syd i farezonen? 

Den største fælles udfordring for NGO'erne både i Nord og i Syd er - trods enkelte positive undtagelser - at civilsamfundets råderum er under stigende pres i en række udviklingslande. Det er jo ikke alle magthavere i Syd, som synes, at ideen om et politisk aktivt, dynamisk og mangfoldigt civilsamfund er så attraktivt endda.

Uffe Torm
Konsulent, tidl. leder af Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling

En anden fælles udfordring er, at antallet af NGO'er er vokset stærkt i de senere år både i Nord og i Syd. Et stigende antal NGO'er konkurrerer om de samme eller måske fremover færre midler. Tendensen er derfor en koncentration på internationale NGO og store hovedstadsbaserede NGO'er. Taberne er de mindre, lokale NGO'er og CBO'er både i Nord og i Syd.

Men skal støtten til NGO'erne fremover koncentreres om færre, men større, professionelle NGO'er, eller skal der stadig være plads til lokale græsrodsinitiativer?

Nye muligheder for NGO'erne i Syd
Støtten til udviklingen af civilsamfundet i Syd udliciteres i stigende grad i Syd uden om NGO'erne i Nord. Det sker via ambassaderne eller dertil oprettede fælles donorfinansierede faciliteter i udviklingslandene.

Det sker, fordi mange Syd-NGO'er i stigende grad er blevet i stand til selv at planlægge, gennemføre og evaluerede egne udviklingsindsatser og til at rejse midlerne hertil ikke bare lokalt, men også internationalt. Det skyldes bl.a. den støtte til forskellige former for kapacitetsopbygning, som de har modtaget fra deres partnere i Nord. Syd-NGO'erne kan således i stadig højere grad selv.

Men er Nord-NGO'erne parate til at drage konsekvensen af, at deres argumentation i skåltaler om at gøre sig selv overflødige er ved at blive til - en måske skræmmende - virkelighed? 

Øgede krav til NGO'erne i Nord
Samtidig presses Nord-NGO'erne af øgede krav fra deres såkaldte "back donors", dvs. de statslige bistandsorganisationer, hvor de fleste henter størstedelen af deres økonomiske midler. Kravene til faglige kompetencer og professionalisme er voksende. De skal desuden synliggøre deres komparative fordele, og hvilken tillægsværdi (added value) der opnås ved at kanalisere bistandsmidler gennem private organisationer.

Men hvordan sikrer NGO'erne, at folkelighed og frivillighed fortsat er et vigtigt kendetegn for deres udviklingsarbejde, så bistand ikke bare bliver til business?

Der stilles desuden øgede krav til de danske NGO'ers dokumentation af de opnåede resultater samt et krav om et øget egetbidrag til organisationer med rammeaftaler i form af egne indsamlede midler og støtte fra andre donorer. Disse forståelige krav fører imidlertid let til et uheldigt fokus på kvantitative resultater på kort sigt, som er lette at måle. Fokus bør imidlertid være på de langsigtede, kvalitative og bæredygtige resultater, der burde være hovedformålet med udviklingsindsatserne.

Men er NGO'erne reelt indstillet på og parate til de nødvendige omstillinger?

Kom på banen nu
De nævnte og andre udfordringer vil medføre ændringer i NGO'ernes fremtidige roller både i Syd og i Nord. Syd-NGO'erne kommer mere og mere i førersædet, mens Nord-NGO'erne får hjemmearbejde for som fortalere for en mere retfærdig udviklingspolitik.

Nogle bud på fremtiden er heldigvis på vej. F.eks. holdt CISU (tidligere Projektrådgivningen) i januar et seminar om de mindre NGO'ers fremtidige roller i udviklingssamarbejdet. Folkekirkens Nødhjælp arbejder med tre fremtidsscenarioer frem til 2025 og hvilke konsekvenser, disse måtte få for Nødhjælpens fremtidige arbejde. Og MS' generalsekretær har haft et par spændende input om fremtidens NGO-bistand her på Altinget.dk.

Tidligere var det NGO'erne, der udfordrede den statslige bistandstænkning og praksis. Nu er det NGO'erne, der udfordres af staterne. Det er på tide, at de danske NGO'er kommer på banen og prøver at påvirke dagsordenen for den fremtidige civilsamfundsstøtte før, andre kræfter sætter sig på herpå. NGO'erne skal i offensiven nu - før det er for sent - og give deres bud på fremtidens udfordringer og deres fremtidige roller.