Udsigt over kontrasternes Indonesien

Casper Klynge 
Danmarks ambassadør i Indonesien 

Så uanset om vi tager den politiske, udviklingspolitiske eller kommercielle hat på, er der 250 millioner gode grunde til, at vi skal få øjnene mere op for Sydøstasiens største og vigtigste land.

Casper Klynge
Danmarks ambassadør i Indonesien

Uanset sindelag er det svært sådan rigtig at bevare pessimismen, når man kigger ud af vinduet fra Danmarks ambassade på 25. etage i det centrale Jakartas ’Mega Kuningan’-distrikt.

Så langt øjet rækker, skyder nye kontorbygninger og skyskrabere op af jorden som et meget konkret symbol på den udvikling og den velstand, som det moderne Indonesien også kan præstere.

På blot 15 år er Indonesien gået fra at være et autoritært militærstyre til i dag at være verdens tredjestørste demokrati. I juli tog landet endnu et epokegørende skridt, da et flertal på 53 procent af vælgerne stemte ’Asiens Obama’, den populære Jakarta-guvernør Joko ’Jokowi’ Widodo, ind i præsidentpaladset som Indonesiens 7. præsident.

Ud over at være den første indonesiske præsident, der overtager embedet fra en anden folkevalgt præsident, adskiller Jokowi sig også fra sine forgængere ved ikke at være et produkt af enten de magtfulde militære eller politiske eliter. Han er først og fremmest folkets mand. En resultatorienteret møbelhandler fra en mindre by i det centrale Java. Han blev landskendt for sine uanmeldte besøg på offentlige kontorer, hvor han resolut krævede forklaringer på lange svartider på borgerhenvendelse og slog ned på korruption.

Overset potentiale
Jokowi er blevet præsident for et sydøstasiatisk land, der (for) længe har ligget i skyggen af især Kina. Men som flere allerede har peget på, er det svært at forestille sig, at Asiens globale indflydelse i det 21. århundrede alene skulle blive tegnet af giganterne Kina og Indien: Indonesien bør inkluderes i en asiatisk trio af folkerige nationer, der vil være internationalt toneangivende både politisk, økonomisk og sikkerhedspolitisk.

For der er næppe tvivl om, at havde Indonesien ligget i en anden verdensdel, ville færre have overset potentialet: En befolkning på lige under 250 mio. mennesker fordelt på 17.000 øer; årlige vækstrater i et årti på 5-6 procent; et kolossalt hjemligt marked, der har gjort økonomien særdeles resistent over for globale finansielle kriser; en middelklasse, der nærmest eksploderer og ventes at ramme 135 mio. i 2030.

Læg hertil, at landet huser verdens største muslimske befolkning – og at landet både er demokratisk og værner om sin forfatningssikrede religionsfrihed. Af samme grund bliver køen af stater og virksomheder, der ønsker et tættere forhold til Indonesien, kun længere dag for dag.

Alt er ikke rosenrødt
Alligevel viser udsigten fra ambassaden i Jakarta også de store kontraster, som stadig kendetegner Indonesien. Mindre end 300 meter fra ambassaden ligger, hvad der bedst kan beskrives som en lille landsby. Og der, klemt inde mellem polerede højhuse og internationale hotelkæder, gemmer sig et lille landbrug med malkekvæg, der forsyner det lokale mikrosamfund med frisk mælk. På et par af de andre indhegnede græspletter, der stadig venter på, at kraner og gravemaskiner rykker ind, går geder rundt og græsser klos op af prisvindende arkitektur, trafikale hovedpulsårer i to plan og hypermoderne indkøbscentre (som Jakarta har én af verdens højeste koncentrationer af).

Det er en god påmindelse om, at tingene ikke er sorte eller hvide. Det er kontrasternes land. Mens salget af luksusvarer topper i Jakarta, lever 28 mio. indonesere stadig under fattigdomsgrænsen uden adgang til basale fornødenheder som rent vand og elektricitet. Verdensbanken anslår herudover, at hele 68 mio. indonesere stadig er udsatte med risiko for at falde tilbage i fattigdom.

Man kan ikke lade være med at blive imponeret over den driftighed og hunger efter vækst, der præger Sydøstasiens megacity Jakarta. Men man kan heller ikke lade være med at bekymre sig. For med en byggesektor på steroider følger øget urbanisering, øget trafikale problemer (som man kan have svært ved at forestille sig kan blive værre) og øgede miljø- og forureningsproblemer. Især det sidste bør få hårene til at rejse sig hos alle, der tænker på planetens ve og vel.

Man behøver blot at kigge ned i det brunsorte hav af affald og menneskelige efterladenskaber, som strømmer gennem Jakartas mange kanaler. Eller tage et smut ud til kanalernes endestation i Jakarta-bugten, hvor ingen frivilligt tager sig en dukkert. Selv på turistmagnetøen Bali er strandene ofte overdænget med affald. Det kan føles, som om man er vidne til en miljøkatastrofe i slow-motion. 

Præsidentens udfordringer
Selvom Indonesien gennemgår en rivende politisk og økonomisk udvikling, er der med andre ord masser af udfordringer for Jokowi og hans nyudnævnte kabinet.

Trods et kolossalt forventningspres kombineret med et vanskeligt politisk mindretal i parlamentet er præsidenten kommet godt fra start. Som den første indonesiske præsident lod han samtlige ministre gennemgå en korruptionstest hos den stærke anti-korruptions-kommission. Herefter kaldte han kabinettet sammen og gjorde det klart, at han forventer, at alle ministre lever op til den folkelige kontrakt. Der skal bestilles noget!

Regeringens mantra døbte præsidenten af samme grund: Work, work, work. Jokowi fremstår med andre ord fast besluttet på at komme i gang med en ambitiøs reformdagsorden. Allerede i løbet af sine første 30 dage påbegyndte han som lovet under valgkampen en udfasning af de massive brændstofsubsidier, der med en pris på mere end 15 procent af det samlede statsbudget var dyrere end de kombinerede udgifter til sundhed, infrastruktur og forsvar. Da den langtfra populære beslutning skulle kommunikeres til befolkningen, var det præsidenten selv, der stod bag mikrofonen. Så ingen konfliktskyhed her.

Indonesien vigtigst
Samtidig har Jokowi formuleret en politik, der langt tydeligere end tidligere betoner, at det på hans vagt handler om at løse Indonesiens nationale udfordringer. Han er i udgangspunktet ikke en globalt orienteret præsident, der vil vægte internationale møder højt. Når han deltager, vil det være med et klart mål om at vende tilbage med resultater, der er entydigt gunstige for den indonesiske befolkning, for landets udvikling og for vækst og jobskabelse.

Indtil videre ved vi, at det maritime kommer til at stå centralt også i udenrigspolitikken. Visionen er bred og handler både om sammenhængskraft, vækst og ’connectivity’, men det handler også om territoriel integritet og fiskerihåndhævelse. Det sidste meget håndgribeligt. Ulovligt fiskeri koster hvert år Indonesien 24 mia. dollar, og i den forgangne uge viste Jokowi-regeringen, at der er alvor bag ordene, da 2-3 vietnamesiske både, der fiskede ulovligt i indonesisk farvand blev pågrebet, stukket i brand og sendt til havets bund.

I forhold til den grønne dagsorden skal man formentlig også anlægge en realistisk forventning. Sagt meget firkantet vil miljø- og klimadagsordenen ikke som for hans forgænger nødvendigvis blive et mål i sig selv. Men kan grønne løsninger både forbedre miljøet og skabe en bedre økonomisk bundlinje, der frigør midler og skaber vækst, så vil Jokowi være interesseret.

Hvilke muligheder giver det Danmark 
Det giver faktisk store muligheder for et land som Danmark. I kraft af vores bredspektrede engagement, der spænder over politiske, kommercielle og kulturelle aktiviteter til vores udviklingsprogrammer med to søjler inden for henholdsvis 1) god regeringsførelse og anti-korruption samt 2) klima-, energi- og miljø, er vi allerede en pålidelig og ikke mindst troværdig partner.

Samtidig er vi med regeringens Vækstmarkedsstrategi som udgangspunkt ved at opbygge det myndighedssamarbejde, der under de rette vilkår vil give Indonesien adgang til dansk teknologi- og videnoverførsel på en række af de områder, hvor de største udfordringer findes. Ved at samtænke vores instrumenter får vi fra dansk side mulighed for at påvirke dagsordenen i et land, der er 50 gange mere folkerigt end Danmark. Det betyder for eksempel, at miljø-, klima- og energihensyn vil kunne blive bedre indtænkt i Jokowis vækstplaner. Men det betyder også, at danske virksomheder vil få bedre adgang til et lukrativt indonesisk marked. På trods af kontrasterne er potentialet i Indonesien med andre ord enormt.

Så uanset om vi tager den politiske, udviklingspolitiske eller kommercielle hat på, er der 250 millioner gode grunde til, at vi skal få øjnene mere op for Sydøstasiens største og vigtigste land.