Populisme kvæler opbakning til ulandsbistand

Af Stig Jensen
Leder af Center for Afrikastudier, Københavns Universitet

Der synes udbredt enighed om, at dansk udviklingsbistand er i krise. Det første skridt i problemløsningen er identificering af krisens elementer for derefter at iværksætte løsninger. 

Afsættet for det følgende er, med fokus på donorperspektivet, relateret til fire centrale problemfelter plus en positiv afkodning af udviklingsminister Rasmus Helveg Petersens første udmeldinger samt at bidrage med bud på kriseeliminerende initiativer.

Ministrenes populisme skader
I de seneste år har populismen ramt udviklingsbistanden, særlig tydeligt med Søren Pind som selvudråbt frihedsminister, og Christian Friis Bach fulgte trop som rettighedsminister. Her kunne Anders Fogh Rasmussens regerings Afrika politik/kommission også medtages.

Det populistiske element består i, at markedsføring af frihed, rettigheder og Afrika bruges som selvpromovering med de såkaldte mindre udviklede lande i Syd som kulisse. Den selvpromoverende populisme er problematisk af flere grunde.

For det første tager det ikke afsæt i behovene i Syd. For det andet har initiativerne et indenrigspolitisk sigte og personligt fokus. For det tredje er initiativerne løsrevet fra den danske in-house-kapacitet. For det fjerde er de personbårne initiativer, hvilket betyder, at en ny minister har nye fokusområder og ikke føler ansvar for at følge ”gamle” initiativer til dørs.

Den vigende folkelige opbakning til udviklingsbistanden er nok en af de største udfordringer. Flere og flere danskere stiller spørgsmål ved udviklingsbistanden, og især om bistanden virker.

Stig Jensen
Leder af Center for Afrikastudier, KU

Samlet set betyder populismen stor usikkerhed og store transaktionsomkostninger for aktørerne i og omkring udviklingsbistanden. Rasmus Helveg Petersen har brudt med traditionerne og undladt populistiske udmeldinger. Det er positivt og giver aktørerne i udviklingsbistanden mulighed for at arbejde med de skibe, der allerede er sat i søen. 

Politisk-administrative relationer er betændte
Samarbejdsrelationerne mellem politikerne og embedsværket er anspændte, og denne regering har på rekordtid skabt dårlig karma mellem ministrene og deres embedsfolk.

Udviklingsministeriet har været samspilsramt længe, hvilket blev tydeligt for alle, da Christian Friis Bach valgte at gå som udviklingsminister. Udenrigsministeriets embedsværk har med stort held værnet om ryet som ufejlbarligt, hårdtarbejdende og loyalt, men den illusion er brast.

Forklaringerne på konflikter mellem embedsværket og politikerne er mange, men følgende faktorer har bidraget til krisen. For det første, at kemien mellem den afgående minister og embedsværket var suboptimalt. For det andet, at ministeriet har været hårdt ramt af personalemæssige reduktioner og samtidig heftig tilvækst af nye omfattende opgaver.

For det tredje, en manglende omstillingsparathed fra embedsværket på en række områder, fra tilpasning til de nye strømninger på udviklingsområdet til modernisering af organisationskulturen. Rasmus Helveg Petersen har en række udfordringer, som utvivlsomt vil række ud over hans embedsperiode. Rasmus Helveg Petersens ”stille” tiltrædelse kan ses som første skridt i retning af forbedring af samarbejdsklimaet, men området skriger på reformer.

Folkelighed og bistand – en stor udfordring!
Den vigende folkelige opbakning til udviklingsbistanden er nok en af de største udfordringer. Flere og flere danskere stiller spørgsmål ved udviklingsbistanden, og især om bistanden virker?

Rasmus Helveg Petersen har, nærmest fra første dag på kontoret, kastet sig ind i debatten - og det skal han! Opgaven med at overbevise danskerne om bistandens positive effekter er vanskelig, og det skyldes ikke mindst, at det helt generelt er svært at få succes, og at ”vi” hellere vil høre om fiaskoerne. Det bliver ikke lettere at ”sælge” udviklingsbistand med nyorienteringen væk fra klassisk fattigdomsbekæmpelse til mere uklare mål og usikre områder.

Hvis Rasmus Helveg Petersen skal genvinde folkets opbakning, skal indsatsen fokuseres på de gamle dyder: støtten til de fattigste, for det vil danskerne gerne bidrage til.

Ideologisering af bistanden med tvivlsomme effekter
Rettighedsbaseret bistand, grøn vækst og budgetstøtte har været de altdominerende områder i regeringens udviklingspolitiske indsats. Der savnes dokumentation for, at rettighedstilgangen hjælper de fattige.

Det synes tvivlsomt, om GGGI-investeringerne bidrager til grøn vækst, og håndværkertilbuddet virker mere som et fallitbo. Mange spørger, hvorfor der skal bruges bistandsmidler på det? Når det gælder budgetstøtte, så er effekterne tvivlsomme, derfor er flere donorer på vej væk fra budgetstøtte. Mens Danmark er hoppet på budgetstøtte-vognen.

Rasmus Helveg Petersen har blødt op og kalder rettighedstilgangen et redskab og har udtalt sig kritisk om GGGI. Derudover har han lagt vægt på sammentænkning, og det vil være oplagt at satse mere på integreret miljø- og fattigdomsbekæmpelse.

På den ene side fordi behovet er indlysende og voksende set i lyset af især klimatiske og demografiske forhold, især i Afrika. På den anden side fordi Rasmus Helveg Petersen fra sin ngo-fortid har kendskab til miljø/nødhjælp/udviklingsproblemstillinger.

Danmarks udviklingsbistand står over for mange udfordringer på hjemmebanen, og de er selvforskyldte. Rasmus Helveg Petersen har mulighederne, men det kræver, at selvpromovering og ideologisk tankegods skubbes til side til fordel for en målrettet fattigdomsorienteret indsats, hvilket utvivlsomt kan bidrage til at genvinde den folkelige opbakning.