Udviklingsfonde støtter skattely

Af Lars Koch
Leder af politik og kampagner, IBIS

Når Danida og vi andre diskuterer øget sammenhæng i politikken til fordel for udviklingsmålsætningerne, så er det ofte i relation til politikker og tiltag i andre ministerier. Men et godt sted at starte er jo i Danidas egen butik.

En stadig stigende del af både Danidas midler og den globale bistand går gennem udviklingsfonde som Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU), Den Europæiske Investeringsbank, Verdesbankens IFC, Den Afrikanske Udviklingsfond og mange andre. 

Formålet er ofte at skabe grøn inklusiv vækst. Det er sådan set et vigtigt formål for mange fattige lande – og at bistandsmidlerne så samtidig kan fungere som en eksportstøtte for danske og andre donorlandes virksomheder finansieret delvist af bistandsmidler gør det jo nemmere at få igennem. Men det er en helt anden sag. Det, jeg gerne vil diskutere her, er de manglende overvejelser om at undgå at bidrage til skatteunddragelse gennem fondenes investeringer.

Legitimerer nul-skat-regime
Mange af fondene er etableret i skattely. Det gælder for eksempel African Guarantee Fund (AGF), som Danmark sammen med Spanien og Den Afrikanske Udviklingsfond har etableret på Mauritius – favorit-skattely for Indien og det syd-østlige Afrika. For eksempel går omkring halvdelen af alle udenlandske investeringer til Indien gennem Mauritius.

Det forekommer forholdsvist absurd, at Danmark og andre lande, der har en skarp retorik mod skattely, samtidig placerer en fond i Mauritius, der aktivt tilbyder selskaber at unddrage skat. Sidst er det kommet frem, hvordan revisionsselskabet Deloitte rådgiver kinesiske og andre virksomheder om, hvordan de gennem at etablere skuffeselskaber i Mauritius kan minimere deres skattebetaling til Mozambique til næsten nul.

Det forekommer forholdsvist absurd, at Danmark og andre lande, der har en skarp retorik mod skattely, samtidig placerer en fond i Mauritius, der aktivt tilbyder selskaber at unddrage skat.

Lars Koch
Leder af politik og kampagner, IBIS

Det gør det vanskeligere for Danida at få succes med sin støtte til Mozambiques kamp mod kapitalflugt og skatteunddragelse. Det hænger faktisk slet ikke sammen, at man med den hånd søger at bremse kapitalflugt, mens man med den anden hånd opretter bistandsstøttede fonde i skattely, som derved får legitimeret deres nul-skat-regime og uigennemsigtige forhold for skattesvindelere, hvor man med et snuptag kan oprette et skuffeselskab og finde en stråmand til direktør, så alt kan foregå i hemmelighed uden om skattemyndighederne.

Det hænger faktisk lige så lidt sammen, som hvis Danmark solgte et af sine statslige selskaber til en selskabsstruktur, der var oprettet med skattely i Luxembourg og Cayman Islands for ikke at komme til at betale skat – men det har man selvfølgelig gjort i tilfældet med salget af dele af DONG til Goldman Sachs, så man kan måske lidt demagogisk sige, at der faktisk er en – lidt uheldig – sammenhæng i regeringens politik.

IFU og andre udviklingsfonde kanaliserer også en del penge videre ind i andre helt private investeringsfonde, der har et udviklingsformål, men som er etableret i skattely. Her ville det være et helt naturligt krav at stille til fonde, særligt når der er bistandsmidler blandet ind i ikke at arbejde med selskaber etableret i skattely, og krav om gennemsigtighed i, hvem der er de reelle ejere om aflæggelse af regnskaber.

Regler for selskabsstøtte
Det ville være første skridt mod større sammenhæng i den danske og internationale udviklingspolitik ikke at etablere og støtte udviklingsfonde placeret i skattely. Næste vigtige skridt er, at udviklingsfonde gør sig overvejelser om, hvordan de positivt kan bidrage til at mindske selskabers aggressive skatteplanlægning og skattefusk.

Mig bekendt er der ikke én udviklingsfond, der har fastlagt seriøse regler om, at de selskaber, man støtter med penge, der er øremærket bekæmpelse af fattigdom, for eksempel skal aflægge mere gennemsigtige regnskaber land for land, så man kan se, hvor selskabet betaler sin skat.

Det er nemlig almen viden i dag, at rigtig mange transnationale selskaber gennem interne handler, långivning og mere kunstige fiks-fakserier flytter deres overskud ud af udviklingslandene til skattely for at minimere skattebetalingerne. Denne type handels-relaterede manøvre koster udviklingslandene omkring 900 milliarder kroner i tabte skatteindtægter hvert år, mere end den samlede globale udviklingsbistand.

Det ville jo være fantastisk smart – og sammenhængende – hvis Danmark og andre donorer stillede krav til udviklingsfondene om, at de ikke samarbejder med selskaber, der ikke aflægger regnskaber land for land, og selskaber, der har en uigennemsigtig selskabsstruktur. På den måde ville man med et enkelt middel kunne øge skattebetalingen til udviklingslandene. Faktisk er IFU's søsterfond Norfund fra Norge begyndt at stille denne type krav, så det kan lade sig gøre.

Skattebetaling skal belønnes
Det sidste element til at skabe større sammenhæng i Udviklingsfondenes arbejde ville være, at fondene forholder sig til, om de selskaber, de investerer i, kommer til at betale skat. Mange af fondene har som en del af deres parametre for at vælge projekter, hvor mange arbejdspladser selskabet forventes at skabe i udviklingslandene.

På tilsvarende vis kan fondene etablere indikatorer, hvor de favoriserer selskaber, der forventes at komme til at betale skat i udviklingslandene. Det vil være en måde at lægge et incitament ind i fondene til at fremme investeringer, der har en forventet fremtidig skattebetaling, der som bekendt jo vil give udviklingslandene mulighed for at omsætte til uddannelse og andre gode formål.

Selvfølgelig vil det være sådan, at mange af de selskaber, udviklingsfondene investerer i, ikke kan forventes at lave et overskud til beskatning de første mange år, fordi de ofte er i en etableringsfase. Men på sigt giver de forhåbentlig et overskud, der skal betales skat af i udviklingslandene. Og det vil også være en tilskyndelse til at undgå at støtte selskaber, der er etableret i skattefri zoner, hvor de ikke betaler moms, told og andre typer skatter.

Fra IBIS glæder vi os til at indgå i en tæt dialog med IFU og Danida om, hvordan vi kan sikre en større sammenhæng til målsætningen om at bremse kapitalflugt og skatteunddragelse, når vi smider bistandsmidler efter udviklingsfondene. Lige netop hér har Danmark rigtig gode muligheder for at bidrage til, at den stadig stigende del af bistandsmidlerne, der kanaliseres gennem den private sektor, også bidrager til at skabe mere gennemsigtighed og større skattebetaling til udviklingslandene.