Udviklingspolitik er mere end sultne børn med fluer i øjnene

Af Jesper Samson
Stud.cand.soc i international sikkerhed og folkeret, SDU

Der er tilsyneladende bred politisk enighed om, at vi skal føre en aktivistisk udenrigspolitik. Men alligevel vælger vi at skære i et af dens vigtigste instrumenter: Udviklingsbistanden.

At det er kritisk for Danmark at fastholde en stærk udviklingspolitisk profil stod klart for vores udviklingsminister Mogens Jensen (S) og forhenværende udenrigsminister Per Stig Møller (K), der i en kronik i Politiken 13. september understregede, at en milliardbesparelse på bistanden var direkte skadelig for danske interesser.

Alligevel lader der på begge politiske fløje til at være politikere, der ser med grådige øjne på landets internationale bidrag.

Udviklingsbistanden giver Danmark mulighed for at skubbe lande i en bedre retning samtidig med, at den øger den diplomatiske ”goodwill” i internationale fora.

Jesper Samson
Stud.cand.soc

Bistanden nyder bred opbakning fra dem, der ved bare en smule om dansk udenrigspolitik. I mere end 50 år har udviklingspolitikken været med til at bekæmpe ekstremisme og fattigdom samt hjulpet med at bygge demokratier op fra bunden.

Imens demokratiprojekter, der er kørt i stilling med kampvogne, har slået fejl i for eksempel Irak, har Danmarks udviklingspolitik været et eksempel til international efterfølgelse. Et bidrag til verden, som vi har rig grund til at være stolte af.

Ikke kun hjælp til fattige mennesker
Ikke desto mindre har den sidste tids debat reduceret udviklingsbistanden til et spørgsmål om fattige mennesker i desperate situationer. Lars Løkke Rasmussen (V) og Søren Pind (V) påpegede for eksempel via deres facebookprofiler efter finanslovsaftalen om en omlægning af bistanden, at rød blok tager fra verdens fattigste.

Der har været lignende kritik fra både SF og Enhedslisten samt fra flere ngo'er op til finanslovsforhandlingerne. Senest blev udviklingsbistanden også udlagt som et instrument til at sprede lykke i et debatindlæg i Jyllands-Posten 17. november.

Men udviklingsbistanden er ikke blot kontanthjælp til Afrika. Udviklingsbistanden giver Danmark mulighed for at skubbe lande i en bedre retning samtidig med, at den øger den diplomatiske ”goodwill” i internationale fora. Med udviklingsbistanden som udenrigspolitisk instrument udøver Danmark mere international indflydelse, end vores størrelse giver anledning til. Det er bare et par af grundene til, at det er et problem, at udviklingsbistanden gang på gang står for skud, når Christiansborg skal forsøge at finde et ukontroversielt område at spare på.

Udviklingsbistanden er udenrigspolitikkens motor
Danmarks udviklingspolitik indeholder mange komponenter. Alt fra konfliktløsningsprogrammer, stabilitetsfremmende initiativer til promovering af menneskerettigheder og fattigdomsbekæmpelse.

Rationalet er klart: Det er Danmarks målsætning at præge udviklingen af verdens skrøbelige lande til gavn for et velfungerede internationalt samfund. Udvikling handler derfor ikke kun om blind solidaritet med omverdenen, men om at bidrage til, at mennesker kan hive sig ud af fattigdom og dermed stabilisere samfund verden over.

Det er helt afgørende, fordi nye demokratier ofte starter med lav vækst og hårde konflikter. En stor og arbejdsløs ungdomsbefolkning kan også have indvirkning på et lands tilbøjelighed til at forfalde til interne kampe – ofte blodige. Samtidig spiller etniske skel og ulige indkomstfordelinger også en afgørende rolle for et lands stabilitet.

Den danske udviklingsbistand bør derfor også ses som et forsøg på at adressere disse udfordringer. Vi kan helt konkret se det i for eksempel Kenya, hvor det danske engagement indeholder et konfliktløsningsprogram, der søger at skabe dialog mellem etniske, religiøse og unge grupperinger på Kenyas konfliktprægede kystregion. En region, der i øvrigt er plaget af terrorangreb, som ofte har været sat i forbindelse med al Shabaab.

Et andet konkret eksempel er Mali, hvor der også er programmer, der søger at styrke retsstaten, så der kan udvikles strategier til at modvirke den omfattende organiserede kriminalitet i Nordafrika. Det var blandt andet den udbredte kriminalitet og overflod af håndvåben, som var medvirkende til at tvinge den maliske regering i knæ i 2012.

Derudover har Danmark flere programmer, der forsøger at styrke nationale statsstrukturer gennem udviklingsprogrammer inden for "god regeringsførelse". Det kan blandt andet ses i Burkina Faso og Tanzania. I andre tilfælde er der tale om klima- og miljøprogrammer samt støtte til sundhedsinitiativer. Udvikling er mere end stereotyp fattigdomsbekæmpelse. Det er tværtimod kernen i den danske udenrigspolitik.

Aktivisme og danske interesser
Forslaget om at omlægge udviklingsbistanden begrænser danske handlemuligheder og indflydelse. Det paradoksale er, at Danmark nyder bred anerkendelse for den førte udviklingspolitik, hvilket giver taletid og indflydelse i internationale fora.

Flere lande går til Danmark og bliver inspireret af den danske måde at lave udvikling på. Derudover skruer både Storbritannien og andre lande op for deres udviklingsengagement. Også amerikanerne har promoveret en sammentænkning af forsvar, diplomati og udvikling i et forsøg på at sammentænke deres udenrigspolitiske værktøjskasse, hvor civil magt siges at være centralt.

Det er klart, at morgendagens politik i høj grad har en udviklingspolitisk slagside, og det er derfor vigtigt, at Danmark ikke falder ned fra den politiske scene. Samlet set giver udviklingspolitikken mulighed for at føre en aktivistisk udenrigspolitik med civile midler. Det må give mening, uanset hvilken politisk fløj man tilhører.

I første omgang lader det til, at bistanden er gået forholdsvist uberørt hen i den nyeste finanslov. Gudskelov. Men hvis de sidste mange års indenrigspolitiske debat er en indikator, er det næppe sidste gang, udviklingsbistanden vil være truet. Hvis man er interesseret i Danmarks udenrigspolitiske muskler, bør man huske på, at de i vid udstrækning er baseret på udviklingsbistandens størrelse.