Ulande står fast trods nye klimapenge

Af Mattias Söderberg
Seniorrådgiver for Folkekirkens Nødhjælp

Internationale forhandlinger handler i høj grad om at finde balance. Når den ene part har taget initiativ, afventer man et træk fra den anden part. Sådan er spillereglerne også for klimaforhandlingerne, der netop nu foregår i Lima. Men den store udfordring er at blive enige om, hvornår den ene parts handling er så afgørende, at den anden part skal komme med et tilsvarende udspil.

Op til klimatopmødet i Lima har vi set mange initiativer fra EU. Først kom der en ny klimapakke med mål frem til 2030, og herefter begyndte bidragene til den nye ”Grønne Fond” at strømme ind.

Totalt set har de rige lande nu afsat 10 milliarder USD til fonden, hvilket betyder at man har nået det minimummål, som FN’s klimachef, Christiana Figueres, havde sat.

Bidragene til fonden er vigtige, og flere ulande har også kvitteret med at anerkende og takke for initiativerne. Men den positive respons på de nye klimapenge har ikke ledt til konkrete forandringer i ulandenes positioner, hvilket EU har noteret sig med frustration. Nu har EU jo givet noget. Hvorfor giver det dem ikke den ønskede reaktion?

Godt spørgsmål, så lad os se på, hvad EU forventer, og hvad de egentlig har givet.

Går fra bistandsmidler
EU's klimamål for 2030 er ambitiøse sammenlignet med andre rige lande, og det er positivt. Men i forhold til hvad videnskaben udtrykker, at verden har brug for, så er målet stadig for lavt.

Hvis alle lande følger EU's eksempel, vil den globale temperatur stige betydeligt mere end de 2 C, som forskerne anbefaler.

Derfor har regeringer, som er bevidste om, at dele af deres befolkning vil blive klimaflygtninge på grund af for lave reduktionsmål i EU og andre lande, svært ved at finde rosende ord. Samtidigt har de rige lande fundet størstedelen af pengene til Den Grønne Fond i deres bistandsbudgetter, hvilket betyder, at der nu er færre penge til uddannelse, sundhed og andre bistandsinitiativ.

Jeg ved ikke, hvad EU havde forventet ville være reaktionen på deres udspil.  At ulandene ville opgive deres positioner? Det har de ikke tænkt sig. De ser ikke pengene i Den Grønne Fond som gaver, men som en implementering af en tidligere aftale, som allerede blev forhandlet på plads under tidligere klimatopmøder. Derfor forhandler de videre med de mål og forventninger, som de har klargjort til COP20.

Masser at forhandle om
Samtidig bør EU have stor anerkendelse for de initiativer, de har præsenteret. Det har ikke været nemt at få den interne klimaaftale i EU på plads, og der er brugt mange, lange timer på forhandlinger imellem forskellige ministerier for at finde penge til Den Grønne Fond. Det er godt gået! Og initiativerne har, håber jeg, også bidraget til at styrke ulandenes tillid til EU.

Nu har EU gjort, hvad man tidligere har lovet, og det er godt. Men ulandene ser ikke Den Grønne Fonds midler som en gave, således at de på nuværende tidspunkt bør klippe en hæl og hugge en tå i positioner. Dette er stadigvæk noget, som skal forhandles direkte ved forhandlingsbordet.