Vilby om Europas paradoks: Vi får ikke børn nok, og vi vil ikke have indvandring

DEBAT: I Europa får vi langtfra børn nok til at opretholde befolkningstallet, og samtidig er vi skeptiske over for indvandring udefra. Hvis ikke det ændres, bliver Europas fremtid udfordret, skriver Knud Vilby.

Af Knud Vilby
Journalist og forfatter

Siden 2015 har frygten for indvandring været et stort tema i EU og i de enkelte EU-medlemslande. Men det er noget af et paradoks i betragtning af, at EU som helhed og samtlige 28 medlemslande ville have faldende befolkningstal uden indvandring.

Ikke i et eneste af EU-landene fødes der tilstrækkeligt mange børn, til at befolkningstallet på længere sigt kan holdes konstant eller stige. I 12 lande er der allerede helt aktuelt faldende befolkningstal. Når der ikke er et fald i befolkningstallet i de resterende 16 lande, skyldes det først og fremmest indvandring, men også længere levetid.

Europas befolkningskrise diskuteres sjældent af EU-politikerne. Der siges lidt om en aldrende befolkning og om velfærdsudfordringer på grund af flere ældre. Men ingen – stort set – snakker om, at Europas fremtid grundlæggende er udfordret, fordi europæerne ikke længere kan (eller vil) reproducere sig selv.

For få børn
Forudsætningen, for at et land har konstant eller stigende befolkningstal, er ret banalt, at der fødes tilstrækkeligt mange børn, og i praksis en anelse flere end to børn per kvinde i gennemsnit. Fertiliteten angiver det antal børn, en kvinde føder i løbet af den reproduktive alder.

I lande med høj børnedødelighed skal fertiliteten være et stykke over to for at sikre uændret befolkningstal. I europæiske lande, hvor næsten alle nyfødte overlever, kun en smule over. To børn i gennemsnit er næsten nok, men ikke helt.

Men i EU er fertiliteten ikke over to i et eneste land. Ifølge FN’s Befolkningsfond (UNFPA) er Frankrig og Irland de to EU-lande, hvor kvinderne får flest børn, og her er fertiliteten opgjort til præcis to. I 12 EU-lande er fertiliteten 1,5 eller lavere. Det gælder i store lande som Tyskland og Italien, men også i Østrig, Ungarn, Grækenland, Polen, Portugal, Spanien, Kroatien, Malta og Cypern. I Danmark er tallet 1,8.

UNFPA sammenligner fertiliteten i dag med situationen for 25 år siden i 1994. Også dengang blev der født for få børn i EU.

I halvdelen af EU's medlemslande er fertiliteten siden steget en smule, men kun i Frankrig og Irland er den nået op på to. I ni lande er der sket et yderligere fald. Størst har faldet været i det katolske Polen, hvor fertiliteten er gået fra 1,8 til 1,3.

Ifølge UNFPA falder befolkningstallet aktuelt i 12 EU-lande. I Vesteuropa er det i Spanien, Portugal, Italien og Grækenland, i Østeuropa i Bulgarien, Ungarn, Polen, Rumænien, Kroatien samt i de baltiske lande Estland, Letland og Litauen.

Det største fald på 1,1 procent om året tegner Letland sig for.

I en række lande er forklaringen på faldet en kombination af lave fødselstal og udvandring. Det gælder således i høj grad i Letland og de andre baltiske lande. I 1994 boede der 2,5 millioner mennesker i Letland. Det seneste tal siger 1,9 millioner. De unge er ”flygtet”.

Lav fertilitet og vækst i befolkningstal
Et af de lande i verden, hor fertiliteten historisk er faldet hurtigst, er Kina i kraft af landets etbarnspolitik, der i dag er lempet, men som i mange år forbød kinesiske familier at få mere end ét barn. For 50 år siden fik kinesiske kvinder omkring seks børn i gennemsnit. I dag er fertiliteten 1,6.

Trods den lave fertilitet er Kinas befolkningstal vokset, og først nu aftager væksten. Forklaringen er, at Kina har haft en meget ung befolkning. I kraft af tidligere generationers mange børnefødsler voksede millioner af kvinder flere ind i den fødedygtige alder, og selv om hver enkelt fik meget få børn, betød det en samlet vækst i befolkningstal.

Et lands befolkningstal kan altså vokse trods lav fertilitet, men grundforudsætningen er en ung befolkning. Det har EU ikke. Tværtimod.

På verdensplan er 50 procent af alle mennesker unge, opgjort som 0 til 24 år. I det, der betegnes som ”de mere udviklede regioner”, er det kun 33 procent. I EU-landene svinger tallet fra 40 procent i Irland til 27 procent i Tyskland og Italien. I Danmark er det 34 procent. 

Til gengæld er vi mange gamle i EU. På verdensplan er kun ni procent over 65 år gamle, men i EU-landene er det typisk 20 procent eller flere. I Italien er det 24 procent eller næsten hver fjerde, der er mere end 65 år. I Danmark er det hver femte.

Et paradoks
Når gennemsnitslevetiden vokser, kan det i en årrække føre til fortsat svagt voksende befolkningstal trods få fødsler. Væksten udgøres af forskellen mellem antallet af dødsfald og levendefødte plus indvandring. Længere levetid betyder færre dødsfald. Det er – sammen med indvandring – en af årsagerne til, at en række EU-lande fortsat har haft stabile befolkningstal. Men det varer kun en tid. Og i 12 lande falder tallet altså allerede.

EU er med sine godt 500 millioner indbyggere et gammelt kontinent med en gammel befolkning. Der er mange gamle, og der er få børn. Udviklingen har en tendens til at blive selvforstærkende, og flere og flere EU-lande vil opleve, at befolkningstallet falder. Hvis ikke de – som det også trods politisk modstand har været tilfældet – siger ja til ganske betydelig indvandring udefra.

Det er det eneste alternativ til få fødsler, men indvandring vil de fleste Europa-politikere ikke have. Og slet ikke af mennesker, der er en anelse forskellige fra os selv. I Vesteuropa er man end ikke glade for indvandring østfra.

Vi får ikke selv børn nok, og vi vil ikke have de andres. Det er et paradoks, det er værd at tale om.

Forrige artikel Folkekirkens Nødhjælp: I 2030 kan vi have udryddet al fattigdom Folkekirkens Nødhjælp: I 2030 kan vi have udryddet al fattigdom Næste artikel Care: Kun politisk handling kan afværge den alarmerende klimatrussel Care: Kun politisk handling kan afværge den alarmerende klimatrussel
  • Anmeld

    Nikolaj Cederholm

    Vi er jo alt for mange mennesker

    Jeg forstår ikke at der skulle være tale om et paradoks. Vi er alt for mange mennesker, og vi bliver flere og flere (globalt set). Der er alt for lidt plads til naturen, dyr og planter forsvinder fordi vi fylder for meget, vi saver i den gren vi sidder på. Set i det lys er det altså kun positivt at befolkningstallene i europa falder, og en lykkens dag, når de også begynder at falde i de andre lande. Jeg forstår godt at det kan blive problematisk med en meget gammel befolkning, men disse problemer er jo for ingenting at regne mod de problemer vi får, hvis ikke vi giver plads til naturen og den biologiske mangfoldighed vi er afhængige af.

  • Anmeld

    Max Tranebæk · Flymekaniker

    Jeg giver Nikolaj Cederholm 100% ret

    Vi er blevet for mange mennesker på vores dejlige blå planet.

    Hvis vi ikke formår at ændre dette går det frygteligt galt.

    Og det hjælper ikke at indføre en muslimske monokultur.
    Islam er bestemte ikke miljøbevidst.