Portræt: Bernie Sanders – venstrefløjens nye rockstjerne

WASHINGTON DC – Amerikanerne kan ikke lide politiske kroninger eller helgenkåringer, hvilket man eksempelvis kunne se, da den liberale stat Massachusetts i 2010 skulle vælge ny senator efter Ted Kennedys død.

Den republikanske outsider Scott Brown vandt; den demokratiske kandidat, statsanklager Martha Coakley - der havde hvilet på sin forgængers politiske laurbær - tabte det demokratiske arvesølv på gulvet med et brag, der gav genlyd over hele USA.

Læren er: Tag vælgerne for givet, og du er garanteret at tabe. Det gælder også ved primærvalg, og det er derfor i bedste overensstemmelse med den amerikanske demokratiske tradition og ikke spor underligt, at den demokratiske førstedame Hillary Clinton lige nu kæmper med at holde sin førerposition i feltet.

En vrissen gammel mands brandtaler
Det usædvanlige er udfordreren. Bernie Sanders er 74-år gammel, notorisk vranten selverklæret demokratisk socialist, der med sit sjuskede jakkesæt, sit halvlange uredte hvide hår og en årelang karriere som politisk paria bag sig, normalt ville anses som i bedste fald et underholdende og lettere eksotisk indslag i Kongressens polerede kulisser.

Det er da også sådan Sanders, staten Vermonts ene senator, er blevet set som i årevis, også selv om han er populær i sin progressive hjemstat, hvor han er tidligere borgmester i byen Burlington. Her blev han valgt i 1980 – i øvrigt som uafhængig kandidat - under Ronald Reagans glansperiode, og her blev han senere i 1990 valgt som kongresmedlem til Repræsentanternes Hus.

Han blev genvalgt syv gange, inden han i 2006 blev kåret med en enorm vælgertilslutning som en
ud af staten Vermonts i alt to senatorer, igen som uafhængig. Han har lovet at han ikke vil stille op som uafhængig i 2016, hvis han skulle tabe til Clinton.

I Senatet har Sanders ikke opnået de store politiske resultater. Han går stort set aldrig på kompromis, og hans mest kendte bedrift er en otte en halv time lang, indigneret dundertale, han holdt i 2010, der indlagde ham til berømmelse i det venstreliberale miljø i USA. Filibuster-talen var en protest mod Obama-regeringens fortsættelse af George W. Bushs særlige skattelettelser for de rigeste.

Talen er senere udkommet som bog med den for Sanders klassiske titel, ”The Speech: A Historic Filibuster on Corporate Greed and the Decline of Our Middle Class.”

Klassisk fordi netop kampen mod social og økonomisk ulighed og forsvaret for USA’s skrantende middelklasse er Sanders’ absolutte politiske varemærke. Hans svaghed er omvendt minoritetsvælgerne – en gruppe, som Clinton har sat sig på, og som vil være Sanders’ store udfordring senere i primærvalget, især sydpå.

Kompromis med John McCain
Sanders har dog langt fra ligget på den lade side i Senatet.

Han er et af de medlemmer, som har fremsat flest forslag, og han har også medvirket til et par vedtagelser hen over midten. Den mest kendte sammen med senator John McCain. Sanders og den tidligere republikanske præsidentkandidat stod i 2013-14 fadder til en vedtaget forbedring af vilkårene for sundhedsydelser til amerikanske veteraner, da Sanders var formand for Senatets ”Veterans’ Affairs Comittee.”

McCain har om den oplevelse sagt til Huffington Post, at samarbejdet ikke var nemt, ”vi bandede en del og slog begge i bordet, men når alt kommer til alt, ønskede Bernie også at ende med en løsning.”

Sanders stod også bag en tilføjelse til præsident Obamas sundhedsreform, der udløste 11 milliarder dollars til finansiering af de fattigste amerikaneres adgang til offentlige ”sundhedscentre” – en mulighed, der nu står åben for alle, uanset om man kan betale eller ej.

Dømt ude af USA’s kommentatorkorps
Men en ting er at være populær i et helt bestemt og nøje afgrænset, lille, venstreorienteret segment i USA’s brogede vælgermasse; noget ganske andet er det at stille op til posten som præsident i verdens førende supermagt.

Det kræver normalt en appel til midten af amerikansk politik såvel som enorme summer af penge. Sanders havde ingen af delene, da han den 26. maj erklærede sit kandidatur netop i Burlington. Klapsalverne var pæne – det var jo også byens tidligere borgmester og statens ene senator, der talte – men de politiske kommentatorer i USA’s nationale medier var nøjagtig lige så hånlige og afvisende, som dem, der i det danske kom partistifter Uffe Elbæk til del:

”Ingen chancer,” ”håbløst kandidatur” og ”et bevis på, hvor nemt Hillary Clinton vil få det”, var den helt entydige dom.

Men så skete der noget overraskende. Sanders, der på intet tidspunkt har ændret sin tilgang til at føre kampagne – han holder brandtaler stort set uden at se på sine notater, afskyr såvel den velpolstrede elite som brugen af teleprompter, noget han i øvrigt deler med en anden populær og populistisk kandidat, Donald Trump – begyndte at blive populær med lynets hast. Også til trods for at han er notorisk elendig til smalltalk; det interesserer ham ikke, han krammer ingen babyer og nægter at tage imod penge fra de kontroversielle SuperPacs, som alle andre kandidater bruger (igen bortset fra Trump); sagen derimod interesserer ham altid.

Vælgerne elsker det autentiske
Spørger man i fokusgrupper er det præcis denne upolerede facon – kombineret med et stigende fokus på ulighed, der også kom frem ved den korte tilslutning til og interesse for græsrodsbevægelsen Occupy Wall Street for nogle år siden – der ligger bag hans popularitet.

Sanders scorer tårnhøjt på autenticitet eller ægthed om man vil. En enorm styrke i politik over hele verden, der i Danmark har bragt så forskellige skikkelser som Pia Kjærsgaard, Marianne Jelved, Johanne Schmidt-Nielsen og Søren Pind fremad. Vælgerne kan lugte på lang afstand, når politikere siger, hvad de både tænker og mener.

Dette er samtidig Hillary Clintons allerstørste og velkendte svaghed. I fokusgrupper og opinionsmålinger lyder det igen og igen, at vælgerne forbinder hende med værdier som ”uærlig og utroværdig”, en poleret professionalisme, som Clinton-kampagnen selvfølgelig iscenesætter som ”erfaring”, men som den amerikanske vælger anno 2015 tager afstand fra. Det er ikke så besynderligt, fordi netop politikere med denne etiket i de seneste år ikke har produceret resultater i Washington. Vælgerne tørster efter noget nyt.

Socialisme er ikke længere et fyord
Dertil kan man lægge den ideologiske komponent: Termen ”demokratisk socialist” har mistet sin slagkraft som bussemand og skræmmebillede især blandt de yngste vælgere, der for manges vedkommende ikke lige ved, hvad Berlinmuren var (eller er ligeglade), og for hvem ord som Gulag, USSR eller Stalin ikke ræsonnerer negativt længere. Det er til stor ærgrelse for konservative medier som Fox News, hvor ”kommunist” fortsat er nok til at lukke munden på enhver liberal debattør.

Det anerkendte forskningscenter Pew viste allerede i 2011 i en stor værdiundersøgelse, at amerikanere under 30 havde en mere positiv vurdering af ”socialisme” (49 procent) end af ”kapitalisme” (46 procent).

Socialisme bliver nemlig nu – især med tilføjelsen ”demokratisk” – af mange unge forbundet med lande og regioner som Canada og Skandinavien, hvor staten spiller en større rolle i regulering, ligesom den gør i tildelingen af populære amerikanske offentlige ydelser som Medicare, Medicaid og Social Security.

De venstreorienterede unge, der også er varme tilhængere af højere mindsteløn, elsker Sanders (der vil sætte denne op til 15 dollar i timen). De elsker ham måske nok på samme måde, som de tilbeder andre liberale ældre – højesteretsdommer Ruth Bader Ginsberg nyder samme popularitet, og overfor hende er Sanders en årsunge, hun er 82 og still going strong – men det er effektivt, uanset om der er en følelse af corny idoldyrkelse på linje med den beundring, de samme unge nærer for Rolling Stones eller Leonard Cohen.

Sanders er cool – og pengene vælter ind
Sanders er simpelt hen dømt cool i de amerikanske gymnasie- og  universitetsmiljøer, og ved hans vælgermøder er der nu alenlange køer af især studerende, der står på nakken af hinanden for at snuppe en Selfie med den ældre senator.

”Feel the Bern” er den hippe catchphrase, som unge i de amerikanske venstreorienterede enklaver (læs: storbyerne og i de liberale stater i New England) render rundt med på T-shirts og badges. Den, som breder sig som bumper stickers – den amerikanske valgkamps velkendte klistermærker - på deres forældres biler og kaffekrus.

Læg dertil, at pengene – der blev set af alle som en stor forhindring for Sanders’ kandidatur – strømmer ind. Det gør, at al snak om ikke at tage ham alvorligt nu er brat forstummet blandt de selvsikre kommentatorer. Det gælder også hos Clinton-kampagnen, hvor man i tredje kvartal kun lige akkurat slog den aldrende senator med to millioner dollar. Sanders indsamlede 26 millioner dollar (alle via smådonationer fra borgerne – gennemsnitsbeløbet for en donation til Sanders ligger på 25 dollar), mens Clinton kunne sætte 28 millioner til side.

Derudover har Clinton det problem, at hendes penge mestendels stammer fra store, etablerede givere, der grundet de amerikanske valgkampagnelove ikke kan give mere senere i kampagnen. Det kan Sanders’ givere. Mens der fortsat er stor forskel på totalbeløbet (Sanders har 40 millioner, Clinton har indsamlet 75 millioner), så har spidskandidaten haft større udgifter til blandt andet en større stab og flere videoproduktioner, og derfor har de to kampagner næsten samme beløb i pengekassen lige nu. Sanders har 26 millioner, Clinton har 32 millioner.

Alt dette betyder selvklart ikke, at Sanders vil vinde. Det regner de færreste med, og Clinton fører også fortsat stort med omkring 14 procentpoints; men i juli førte hun med 50, og det ser nu ud til, at Sanders vil vinde i New Hampshire med sikkerhed og muligvis i Iowa, der er den første stat, som stemmer i primærvalget 1. februar 2016.

Socialdemokratiske mærkesager på stribe
Men hvad er så Sanders’ mærkesager? De har været de samme i årevis, men som nævnt tidligere passer de nu blot bedre til tidsånden. Diagnosen lyder, at det amerikanske politiske system er grundlæggede sygt – det er lagt an til gavn for rige og magtfulde på bekostning af alle andre - det er beskeden.

Sanders’ svar vil være velkendte for enhver dansker, og ikke kun i Socialdemokratiet og ud til venstre. Øverst på listen står universel sundhedspleje, noget Clinton engang gik ind for selv - og fejlede med som førstedame under præsident Bill Clinton. Sanders ønsker også en model for børnepasning, der er kopieret fra det skandinaviske daginstitutions-system samt barsels- og familieorlov for alle - noget der ikke findes i USA. Han går ind for, at al undervisning på offentlige universiteter skal være gratis, at de sociale ydelser sættes op – de fleste andre ønsker at trimme disse udgifter. Og naturligvis ønsker han også at hæve skatterne for dem, ”der har råd til at betale,” USA’s rigeste med andre ord. Det er igen et ønske, han står ret alene med – ikke fordi Hillary Clinton ikke går ind for det også, men hun har ikke sagt det endnu. På andre områder derimod – blandt andet modstanden mod handelsaftaler (se anden artikel i denne uges nyhedsbrev) og mod olierørledningen Keystone XL, har hun derimod lagt sig op ad Sanders.

Hertil kommer en tilbageholdende sikkerheds- og udenrigspolitik og en miljøpolitik, der vil glæde enhver grøn græsrodsorganisations hjerte. Sander er også skeptisk overfor frihandel og er efter lidt vaklen i geledderne blevet opmærksom på problemer i USA med racisme og et vaklende fængselssystem.

Det er en slet skjult hemmelighed, at hans kampagne er meget ”hvid”, og det er da også en af de udfordringer, han slås med i konkurrencen med Hillary Clinton. En af de eneste gange, Bernie Sanders er blevet buhet af ved et møde, var ved et møde med græsrodsbevægelsen, ”Black Lives Matter,” hvor han noget irriteret og meget karakteristisk bad en råbende aktivist om at ”holde kæft, indtil du har fået ordet.”

Demokratisk primærvalgsdebat tirsdag
Der er med andre ord lagt op til en virkelig spændende diskussion på tirsdag, når CNN er vært for den første demokratiske primærvalgsdebat. Deltagerne er, udover Hillary Clinton og Bernie Sanders, Martin O’Malley (tidligere guvernør for staten Maryland) og den tidligere senator Jim Webb på 69 år. Webb er også tidligere marineminister under Ronald Reagan og prisvindende journalist. Udsendelsen vil blive sendt live over hele verden kl. 20:30 amerikansk østkysttid (hvilket er kl. 02:30 i Danmark).

Sanders – hvis valgkampagne har sloganet "A political revolution is coming” – har nægtet at angribe Clinton.

Så sent som i sidste uge sagde han irriteret (hvilket han ofte er) til en reporter, at ”jeg er godt klar over, at I gerne vil have mig til at sige noget grimt om Hillary Clinton. Men det gør jeg ikke. Jeg har kendt hende i over 30 år, jeg respekterer hende, vores politiske uenigheder er velkendte. Jeg foretrækker at tale om, hvad jeg går ind for, og at angribe republikanerne.”

Endnu et ’autentisk pletskud’ fra Sanders mente medierne efterfølgende.

Sjovt nok kan det nogen gange være nok at være sig selv i politik – især hvis ingen andre er det.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington, DC.

Præcisering: Dele af denne artikel bygger på en artikel fra The New Yorker. Altinget beklager, at dette ikke fremgik tydeligere, da artiklen blev udgivet. Læs mere om sagen her.