Analyse: Clinton ræser frem mod 2016 efter Benghazi-høring

WASHINGTON DC –  I virkeligheden havde Hillary Clinton blot en eneste opgave, da hun torsdag aflagde vidneudsagn i elleve stive klokketimer i USA’s kongres om angrebet på USA’s konsulat i Benghazi i 2012: ’hvad der end sker, tab ikke besindelsen.’ 

Det gjorde hun nemlig en enkelt gang under en tidligere høring i 2013 om samme emne, hvilket senere er blevet brugt igen og igen af hendes politiske modstandere, der viste et videoklip af en opgivende Hillary, der slår ud med armene og lettere opgivende vrisser ”hvad skal det nytte. Hvilken forskel gør det?”

Men det skete ikke torsdag. Formålet med høringen – ”der ikke er en afhøring”, som den republikanske formand for undersøgelseskommissionen Trey Gowdy understregede – var at kaste lys over omstændighederne, der ledte op til angrebet på konsulatet i den libyske by, Benghazi. Et overfald, der fandt sted den 11. september 2012 og endte med mordet på fire amerikanere, herunder USA’s ambassadør i landet, Chris Stephens. 

En ven, rigtig mange e-mails
Det republikanske flertal (syv mod fem)  havde forlods bebudet, at den manglende sikkerhed på konsulatet ville stå i centrum for høringen – herunder hvorfor det amerikanske udenrigsministerium, State Department, under Clintons ledelse havde overhørt 200 anmodninger om øget sikkerhed for konsulatet. 

Men undervejs kom der mange andre emner på bordet, først og fremmest Clintons venskab med Sydney Blumenthal – en tidligere journalist, der har været nære venner med både Bill og Hillary Clinton i over 30 år. Blumenthal sendte over 150 e-mails til Clinton i de fire år, hun var Obamas udenrigsminister, og mange af dem indeholdt råd og informationer om politiske emner, eksempelvis om situationen i Libyen. Udvalgsmedlemmerne brugte en rum tid på at grille Clinton over, hvorfor hun havde modtaget så mange e-mails fra sin gamle ven, mens der ikke var en eneste fra ambassadør Stephens, som også var personlige venner med den tidligere udenrigsminister. 

Svaret på den sag var, som ventet, at ambassadøren brugte de formelle kanaler – Clintons officielle arbejdsmail i State Department – samt at anmodningerne om øget sikkerhed til konsulatet i Benghazi blev håndteret af embedsmænd og aldrig nåede udenrigsministerens skrivebord.

Planlagt terror eller spontan protest over Muhammed-film
Timer af høringen gik med spørgsmål i samme stil. Republikanerne forsøgte, det bedste de kunne, at tegne et billede af Clinton som en svag leder, der forlod sig på privat rådgivning, der oven i købet tilgik hende via en privat server; en leder, der bagefter i samråd med præsident Obama tilmed vildledte offentligheden om omstændighederne ved angrebet, der i 14 dage blev omtalt af regeringen (dog ikke præsidenten selv) som et spontant angreb, udløst af en anti-muslimsk videofilm med Profeten Muhammed i en lidet flatterende hovedrolle.  

Undervejs var der talrige arrige meningsudvekslinger mellem det demokratiske mindretal og det republikanske flertal af udvalget.

Republikanerne afhørte Clinton i en så aggressiv stil, at flere kommentatorer bagefter talte om ”uhørt Mccarthyisme”, og demokraterne anklagede republikanerne for at gennemføre en heksejagt, der udelukkende havde til formål at destruere Clintons igangværende præsidentvalgskampagne.

Politisk plattenslageri
Elijah Cummings, demokrat fra Maryland og leder af mindretallet i udvalget, kaldte således undersøgelsen for ”en farce, der kun tager sigte på at forsøge at ødelægge Fru Clintons præsidentielle ambitioner”.

"Det er på tide, og det er på tide lige nu, for republikanerne at afslutte denne skatteyder-finansierede fisketur," lød det fra Cummings. 

Og her havde demokraterne et prima vidne, den siddende flertalsleder af republikanerne i Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, som for et stykke tid siden fortalte sig, da han overfor Fox News netop indikerede, at kommissionen var blevet nedsat af politiske grunde: 

”Alle troede, at Hillary Clinton var umulig at slå. Men vi nedsatte en kommission om Benghazi, og hvordan ser hendes meningsmålinger ud i dag? De er nedadgående. Hvorfor? Fordi hun er utroværdig. Men ingen ville have vidst noget om det, hvis ikke vi havde kæmpet for det og sikret, at det skete,” lød det om begrundelsen for at sætte udvalget i arbejde.

I dag tilkendegiver 3 ud af 4 adspurgte amerikanere ifølge flere meningsmålinger da også, at formålet med udvalgets arbejde ikke er at blive klogere om, hvad der skete under, før og efter angrebet på konsulatet, men derimod er et politisk angreb rettet mod den tidligere udenrigsministers kampagne.

Selv indikerede Clinton imidlertid klogt på intet tidspunkt, at hun var udset som dronningeoffer i et indviklet politisk skakspil. Hun lagde tværtom ud med at bebude, at hun ”stillede sig fuldt ud til rådighed” for kommissionens spørgsmål, at hun håbede, der ville blive udvist værdighed, og at resultatet ville ”leve op til målet om at udøve statsmandskunst”. 

Søforklaring og løgnehistorie?
Republikanerne var dog ikke uden ammunition. Omend de fleste af angrebene havde været luftet før ved den tidligere høring i 2013, var der især en e-mail, som var problematisk. Den var afsendt internt og indholdet senere videregivet til den egyptiske præsident dagen efter angrebet, hvor Clinton fra sin personlige server skriver, at angrebet i Libyen er ”et terrorangreb og ikke en spontan reaktion på en anti-muslimsk film”. Det ordvalg står i direkte modsætning til de forklaringer, som præsidentens daværende talsmand, Jay Carney, og tidligere FN-ambassadør Susan Rice afgav i ugen efter angrebet.

Den modsætning blev ikke forklaret. Den kan ses som en indikation af, at regeringen hele tiden var klar over, at angrebet var planlagt – og at sikkerheden dermed var mangelfuld ­– men at man ikke ville indrømme det, fordi præsidentvalget var tæt på (i november), og fordi man ikke ville udsætte sig for en påstand om, at situationen generelt var ude af kontrol, efter at den amerikanske regering selv havde været medvirkende til at vælte landets tidligere leder, Muammar Gaddafi. Senere – efter valget – stod det klart, at angrebet var et nøje planlagt terrorangreb og ikke en spontan protest mod Muhammed-filmen.

Efterfølgende var reaktionerne på høringen delte. Et betydeligt flertal af det, amerikanerne ofte kalder ”the mainstream media” – de gamle broadcast-kanaler og public serviceorienterede medier – mente, at Clinton havde leveret en stort set fejlfri præstation, der, som kommentator David Gergen efterfølgende sagde til CNN, ”gav os en smagsprøve på, hvordan en præsident Clinton ser ud; værdig, rolig og med overblikket på plads”.

Andre kommentatorer i de konservative medier var ikke overraskende mindre venlige: ”Amerikanerne ser en politiker, der er dybt utroværdig. En person, der konsekvent fralægger sig ansvaret for de ting, der sker under hendes ledelse,” lød det eksempelvis fra Dana Perino, tidligere talsmand for George W. Bush. Samme vurdering lød fra andre indbudte gæster, såsom Clintons konkurrenter Jeb Bush og Marco Rubio. Ligesom den tidligere republikanske Speaker, Newt Gingrich, og et par indbudte Navy Seals, havde de ikke det mindste til overs for Clintons ”søforklaringer." 

Clintons brillante uge
Alt i alt vandt Clinton slaget i medierne – og i befolkningen.

Således endte endnu en positiv runde for den demokratiske favorit i kapløbet om Det Hvide Hus. Starten på ugen kunne ikke have været bedre, da den siddende vicepræsident Joe Biden erklærede, at han trods massive rygter i medierne om det modsatte ikke ville forsøge at vælte hende af pinden som demokraternes præsidentkandidat.

Ugen før kom hendes eneste rival, den selverklærede socialist, senator Bernie Sanders, hende til uventet undsætning i den første tv-transmitterede præsidentdebat, hvor han med arrigt eftertryk erklærede, at den amerikanske befolkning er ”dødtræt af at høre om dine forbandede e-mails.”

Hermed har Sanders reelt lukket af for yderligere kritik af Clintons tid som udenrigsminister internt i partiet. Samtidig faldt antallet af rivaler fra fire til tre, idet den tidligere marineminister Jim Webb trak sig ud af ræset.

Meningsmålingerne understreger, at hun kun behøver at bekymre sig om Sanders. De andre to kandidater, Lincoln Chafee og Martin O’Malley, har ingen chancer for at true hende før primærvalget starter i Iowa den 1. februar.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC

Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.