Analyse: Religion og politik er uadskillelige i USA (og i primærvalget)

VÆRDIPOLITIK: Pavebesøg, abort, homoægteskaber, global opvarmning, hjælp til flygtninge og indvandrere – og kan en muslim være præsident i USA? Alt politisk har stået i religionens tegn i de sidste 14 dage i Amerika. Vi ser nærmere på hvorfor.

WASHINGTON DC - Kan en dybt kristen giftefoged henvise til sin tro og nægte at vie to mænd, uanset at Højesteret lige har indført retten til ægteskab for alle, fordi ”Guds lov forbyder homoægteskaber”? Er abort ”mord” og kan troende kongresmedlemmer, der tror på det, derfor tillade sig at blokere for en ny amerikansk finanslov, indtil præsident Obama indvilger i at stoppe for offentlige midler til en organisation, der blandt andet tilbyder at udføre indgrebet?

Er det oplagt at kæmpe for verdens klima med Bibelen i hånden?  Siger Jesus, at man skal bekæmpe fattigdom og ulighed – og bør man derfor gå ind for en rimelig mindsteløn og arbejde utrætteligt for at udrydde sult og sygdomme? Er budskabet om nåden uadskilleligt fra pligten til at hjælpe nødstedte mennesker, der flygter fra krigens rædsler?

Og er adskillelsen af stat og kirke i USA ikke i modstrid med et budskab om, at ”en muslim ikke bør blive præsident i USA”?

Så mange spørgsmål – så megen strid. Om ord og om holdninger - og ikke mindst om politik og religion.

Uanset, hvor man så hen i de forgangne to uger i det amerikanske, er der udbrudt rasende diskussioner og dybe uenigheder, som alle vedrører religion, uanset at netop religion på papiret ikke hører hjemme i USA’s politiske liv.

Ja – en muslim kan blive præsident
For sagen er – for nu at starte med det sidste spørgsmål – at på trods af, at forfatningen eksplicit siger, at der ikke kan stilles krav til en kandidats tro, når det gælder valgbarhed til præsidentposten, så er Amerika et af de vestlige lande, hvor flest mennesker tror på Gud. Derfor spiller religion også en eller anden rolle i omkring 80 procent af borgernes liv, uanset, at tallet af ateister eller agnostikere er svagt stigende – især blandt de yngste og veluddannede, hvor omkring 30 procent i dag kalder sig selv for ’ikke religiøse.’

Det er velkendt, at religion eksempelvis spiller en betydelig rolle i de værdipolitiske sværdslag – især når det drejer sig om abort og homoægteskaber. 

Men selv efter amerikanske standarder er temperaturen steget betydeligt i de værdipolitiske diskussioner på det seneste. Amerikanerne kalder dem for ”cultural wars” eller ”social issues.”  Lad os se på begivenhederne en ad gangen.

Stærke reaktioner hen over midten
Det første store slagsmål om politikernes tro dukkede op i starten af forrige uge, da den førende republikanske præsidentkandidat Donald Trump undlod at korrigere en tilhænger, der kaldte præsident Obama (der er kristen) for ”muslim” – og dertil ”ikke født i USA” – en falsk påstand, som Trump tidligere har fremført. Blot to dage senere fremførte hjernekirurg Ben Carson, der pt. ligger på andenpladsen i det republikanske primærvalg – og som er stærkt troende Syvendedags Adventist - at han ”ikke ville støtte en muslim på posten som præsident".

De to herrers udsagn fremkaldte stærke reaktioner, irettesættelser og anklager om racisme og bigotteri fra andre kandidater. I en særdeles sjælden alliance (der næppe vil blive set igen i denne valgkamp) stod den demokratiske favorit, Hillary Clinton, sammen med den republikanske konservative kandidat, senator Ted Cruz, da de begge citerede den amerikanske forfatning, som siger, at der er ikke findes en religiøs test for at kvalificere sig til et offentligt embede.

De fleste af de andre republikanske kandidater var enige.

Kan en muslim blive præsident? "Det korte svar er, ja,” svarede Jeb Bush, og den tidligere præsidentkandidat fra 2012-valget Mitt Romney, som er mormon, tweetede:

”Selvfølgelig er der ingen religiøs eksamen til embedet som præsident – enhver religion bidrager til vor nationalkarakter.”

Carson trak senere lidt i land og klargjorde, at han ikke havde talt om ”muslimer som sådan”, men om politikere, der svor til Sharia, og som dermed sætter ”islam som lovreligion over sekulær lovgivning".
 
Sidste gang, det spørgsmål blev taget op direkte, var tilbage i 1960, da John F. Kennedy, der dengang bejlede til præsidentposten som den første mulige katolske præsident nogen sinde i USA’s historie, holdt en berømt tale om det såkaldte ”religiøse emne", hvor han talte om adskillelsen af kirke og stat. JFK understregede over for amerikanerne, at han ikke stod til ansvar for andet end vælgerne. Og dermed ikke agtede at tage imod skjulte ordrer fra Vatikanet eller Paven -  en frygt, som herskede dengang.

Men hvordan stiller debatten sig i dag, hvor ingen frygter katolikker, men hvor frygten for radikal islam er voksende?

Svaret er, at amerikanerne nok er bekymrede for eksempelvis et voksende antal radikaliserede unge i USA og for de blodige begivenheder i Mellemøsten, samt for ekstreme terrorgrupper som Islamisk Stat og al-Qaeda, men at det kun er et højtråbende mindretal, der vil tilslutte sig udsagn som Trumps. I vanlig stil forstærkede han retorikken efterfølgende ved at minde om, at det var muslimer, ”der stod bag terrorangrebet 11. september 2001” , og tilføjede, at ”de jo ikke fløj tilbage til Sverige bagefter".

Paven som politisk rockstjerne
Selv om Trump og Carson er i mindretal, fortsatte debatten for fulde gardiner i ugen, der fulgte, først og fremmest grundet det stort anlagte første besøg af Pave Francis i USA.

Paven ankom til Washington tirsdag – fra Cuba, hvor han sensationelt havde været medvirkende til gennembruddet i forhandlingerne mellem USA og den lille østat, der er i fuld gang med ar normalisere deres forhold. Han blev modtaget med ekstase, folkemængder og generel beundring fra borgerne, hvoraf mange tusinde havde forsamlet sig både i Washington DC og i New York senere på ugen. 

Paven, der i USA har tilnavnet ”The Peoples’ Pope” på grund af sin klare folkelige profil og velkendte ydmyge tilgang til hvervet, talte om adskillige politiske emner først med præsident Obama og i en tale i Det Hvide Hus. Bagefter talte han til Kongressen – som den første pave nogensinde – og også her understregede han en række emner, såsom nødvendigheden af at hjælpe de fattige, de udsatte og de sårbare. Om vigtigheden af at passe på jordens klima og om hvordan man som kristne var forpligtede på at lukke flygtninge ind og ikke lade dem i stikken. Han talte også ved adskillige højmesser og besøgte godgørende organisationer. Efter planen skal han også besøge et fængsel – igen som den første pave – senere på ugen i Philadelphia.

Alt dette var på forhånd politiseret, hvilket ikke er noget nyt - og som Paven havde hentet op af hatten specielt til besøget i USA. Men fordi emnerne falder pænt sammen med en række af de demokratiske mærkesager, var en del konservative meningsdannere og kommentatorer stærkt irriterede på paven, som de kaldte for alt fra en ”skabsmarxist” til en ”befrielsesteolog, der skulle holde sig fra politiske emner".

John Boehner – katolik og rørt til tårer
Det rørte dog ikke ved, at det store flertal af republikanere ikke skulle have noget klinket med den populære katolske leder.

”Hvis du spørger mig, om jeg skal nyde noget af at kritisere paven, så er svaret nej,” sagde formanden for Repræsentanternes Hus, katolik John Boehner, der var synligt rørt under talen til Kongressen og måtte have lommetørklædet frem flere gange.

Det var Boehner, der som formand formelt havde inviteret Paven, og ved siden af den republikanske leder sad vicepræsident Joe Biden, der også er troende og praktiserende katolik.

Paven fik en stående ovation fra de forsamlede politikere bagefter. Alle politikerne talte bagefter om en sjælden rørende og bevægende tale, der havde rakt ud over det politiske, og som ”kom fra hjertet". Paven talte da heller ikke udelukkende om emner, der kunne læses ind i den store Demokratiske Politiske Grønspættebog; han nævnte også den traditionelle familie (hvilket traditionelt bliver set som en støtte til heteroseksuelle ægteskaber, om end Paven selv har været inde på, at det ”ikke tilkommer ham” at dømme homoseksuelle og har rost homoseksuelle partnere, der ”passer på hinanden og sørger for hinanden".) Han nævnte også små børns ret til liv, der er en understregning af, at den katolske kirke er modstander af abort. Her tilføjede han imidlertid i den samme sætning sin modstand mod dødsstraf, hvilket igen ikke er republikanernes kop te. 

”Jeg følger kun Guds lov”
Som om alt dette ikke var rigeligt, så sørgede en giftefoged i Kentucky for en portion menneskeligt drama, da hun for tre uger siden og under stor mediebevågenhed nægtede at vie homoseksuelle med henvisning til sin kristne tro. Efter at Højesteret har gjort homovielser til føderal lov, skal alle rådhuse og andre offentlige instanser med ret til at foretage vielser følge loven.

Men Kim Davis ville ikke, og da det mandlige par, der var kommet for at blive gift, spurgte hende om, hvorfor de ikke kunne blive gift og få deres papirer i orden, svarede hun, at det kunne hun ikke ”ifølge Guds lov".

Davis endte i fængsel for embedsforsømmelse i fem dage, og da hun kom ud, stod en tredje republikansk kandidat klar med en festlig modtagelse. Den tidligere prædikant Mike Huckabees modtog Davis med scener, sang og hyldest, og talte varmt om hendes ”religiøse frihed", som den tidligere Fox News kommentator mente var blevet krænket ved at sende hende i fængsel.

Den strid er ikke løst endnu, men foreløbig har Davis nægtet at sætte sit navn på nogen vielsesattest for par af samme køn, og imens er der andre medarbejdere, der står for papirerne.

Finanslov i klemme over retten til abort
Var det så det hele? Ikke helt – for i næste uge løber USA’s statskasse igen tør for penge. Kongressen skal som vanligt bevilge midlerne for at undgå endnu en ”government shutdown". Men det republikanske flertal nægter at stemme for en ny finanslov, der indebærer penge til 'Planned Parenthood', der er USA's ledende NGO, når det gælder rådgivning til kvinder om sundhed, herunder kræftscreeninger, mammografiscreeninger, underlivsundersøgelser og familieplanlægning – herunder rådgivning til kvinder, der ønsker at få foretaget en abort. 

Præsidenten har omvendt forlods bebudet, at han vil nedlægge veto mod ethvert forslag til finanslov, der fjerner tilskuddet til NGO’en. Planned Parenthood er populær blandt lavindkomstfamilier og de demokratiske vælgere – og det er i forvejen sådan, at den del af organisationens tilskud, der kommer fra de føderale myndigheder, ikke kan bruges til abortindgrebet. Men det er republikanerne ligeglade med.

De konservative Teaparty-inspirerede tropper i Kongressen er også ligeglade med deres egen partiledelse, der foretrækker et kompromis – ikke mindst fordi meningsmålinger viser, at vælgerne lagde hovedansvaret hos republikanerne, sidst regeringen løb tør for penge. Derfor er formand John Boehner i det dobbelte dilemma; han er under pres fra sin egen yderfløj, men samtidig har partiledelsen besluttet, at den ikke vil tage ansvaret for en lukning så tæt på et valg. Hvad handler det så om? Svaret er igen det samme. I hvert fald er det det, der bliver anvendt. nemlig religion.

Det værste en politiker kan være: ateist 

I den anledning kunne man mene, at det ville være nærliggende at fjerne religiøse overvejelser fra det politiske rum for at få skabt en mere fredelig eller kompromissøgende stemning. Men nej – ateisme, altså det ikke at tro på Gud, er faktisk den største begrænsning for at blive valgt til et offentligt embede, især på nationalt plan i Amerika i dag. I en undersøgelse fra maj 2014 foretaget af den anerkendte tænketank, Pew Research, står det klart, at ateisme er den mest diskvalificerende faktor for en potentiel præsidentkandidat. Mere end halvdelen siger, at de ville være mindre tilbøjelige til at stemme på en person, der ikke tror på Gud.

På Capitol Hill er der da heller ikke en eneste lovgiver, der åbenlyst skilter med at være ateist. Der findes et medlem, som ikke har et såkaldt ”erklæret religiøst tilhørsforhold”, nemlig Kyrsten Sinema, der er demokrat fra Arizona. Hun siger til Washington Post, at hun ”ikke har en religion som sådan, men at hun alligevel omvendt ”ikke vil kalde mig selv for ateist".

"Jeg mener at, ​​en persons religion er en privat og personlig sag. Jeg er ikke medlem af et trossamfund. Hvad, jeg synes, er fantastisk ved Amerika, er, at vi har frihed til at vælge selv, og at regeringen ingen indflydelse har på det valg overhovedet.”

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC


Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.

Forrige artikel Ene kvinde i kurven: Kometen Carly Fiorina Ene kvinde i kurven: Kometen Carly Fiorina Næste artikel Kunduz-angreb kan ødelægge Obamas krigsarv Kunduz-angreb kan ødelægge Obamas krigsarv
Analyse: Myten om det republikanske partis undergang

Analyse: Myten om det republikanske partis undergang

VALG: Det skorter ikke på dommedagsscenarier og advarsler til det republikanske parti i lyset af Donald Trumps fortsatte føring i meningsmålingerne. Virkeligheden er en anden: partiet står stærkt i delstaterne og i Kongressen, og de unge er ved at skifte side. Udsigterne bør bekymre Hillary Clinton.

Obama i Paris: Mere indenrigspolitik end klima

Obama i Paris: Mere indenrigspolitik end klima

COP21: Den amerikanske præsident er kendt for at have en høj grøn profil, og han talte med store bogstaver om klodens klima, da han besøgte klimatopmødet i Paris. Men republikanerne vil ikke være med. Obamas planer vil blive lavet om, hvis GOP vinder valget i 2016, lød det.