Portræt: Sig goddag til Marco Rubio, de konservatives nye håb

USA: Den republikanske partiledelse er skræmt til døde over de to førende kandidater i partiets primærvalg: Ben Carson og Donald Trump. Efter en ny debatrunde, hvor den tidligere favorit, Jeb Bush, skuffede igen, har donorer og insidere kastet deres kærlighed på Floridas junior-senator Marco Rubio.

WASHINGTON DC – Har det republikanske parti nået et vendepunkt under det igangværende primærvalg? Det håber den i stigende grad nervøse ledelse for partiet i den amerikanske hovedstad i hvert fald. 

Nervøsiteten, der er til at tage og føle på, når man taler med mennesker, der har deres gang i hovedkvarteret, skyldes naturligvis den fortsatte tilstedeværelse af de to outsider-kandidater: milliardær, byggematador og reality-stjerne med mere Donald Trump, samt pensioneret hjernekirurg Ben Carson.

Ingen af dem er forsvundet fra feltet, som ledelsen havde håbet; tværtimod har de stadigvæk til sammen opbakning fra op mod halvdelen af stemmerne fra partiets græsrødder i de daglige meningsmålinger.

Derfor var lettelsen mærkbar, da den enstemmige vurdering fra de mange kommentatorer efter sidste uges tredje samlede kandidatdebat hos CNBC pegede på en mulig, troværdig udfordrer, der ikke bare havde klaret sig fint (igen) i debatten, men som derefter også klatrede op over de magiske 10 procent i tilslutning.

Enter Marco Rubio: Floridas junior-senator, der godt nok er en erklæret Teaparty-kandidat, der opstod under oprørs-midtvejsvalget i 2010, men som samtidig har respektable 10 års erfaring bag sig som politiker, og som i et stykke tid har balanceret behændigt mellem at være i opposition til Washington, samtidig med at han sidder i Senatet.

Senatets superpjækker
Onde tunger – og dem er der altid nok af i valgkampe – har godt nok hævdet, at det er nemt nok at være outsider, når man ikke passer sit arbejde. Rubio er den senator i Washington DC med den laveste tilstedeværelse, og han glimrer mestendels ved sit fravær, når Senatet stemmer.

Selv har han forklaret den sag med, at det tager tid at føre en national valgkampagne, og at han derudover har været ”meget skuffet” over Senatet som arbejdsplads, hvor der er megen snak, men alt for lidt handling.

Især det sidste er en smart forklaring. Eftersom alle målinger konsekvent cementerer den mangeårige politikerlede og foragt for hovedstadens indspiste politikere, der florerer blandt vælgerne (og ikke kun de konservative af slagsen), og så kan man lige så godt surfe med på bølgen af utilfredshed.

Fransk arbejdsuge?
Da Jeb Bush – det etablerede Washingtons pt. fejlslagne kandidat – forsøgte at bruge Rubios manglende flid til at gå til angreb på sin tidligere unge protege under debatten i sidste uge, slog angrebet da også fejl. Ikke nok med at Rubios svar på, at hans gamle ven Bush kun kritiserede den unge senator, ”fordi vi kæmper om den samme plads, og nogen har fortalt dig, at du skal sige noget grimt om mig”, tog kegler hos publikum. Derudover kom Bush også i et pinagtigt forsøg på at være morsom for skade at spørge Rubio, om denne mon ”troede han havde en fransk arbejdsuge, hvor man kun laver noget i tre dage”. 

Det faldt naturligvis ikke i god jord i Paris, og selv om man kan indvende, at Bush kan være ligeglad med franskmændene – det er ikke der, men i USA, han skal vælges – så følte han sig ikke desto mindre tvunget til at sige undskyld til Frankrig bagefter.

Hele forløbet bidrog til det, man i amerikansk politik kalder ”that sinking feeling” – at Bush-kampagnen er færdig, som New York Times’ stjernekommentator, Maureen Dowd, ætsende præcist konstaterede i en analyserende klumme på forsiden af avisens indbliks-sektion sidste søndag.

En ung jurist og veltalende latino
Men hvem er så Rubio?

Han er uddannet jurist, og med sine 44 år er han først og fremmest feltets yngste kandidat. Det ses som en enorm styrke i det forestående opgør mod den sandsynlige demokratiske kandidat, Hillary Clinton. For det er god latin i amerikanske valg, at de altid handler om fremtiden, aldrig om fortidens mulige gerninger, og her kunne forskellen mellem den erfarne Clinton og vårharen Rubio ikke være større – eller mere synlig, for den sags skyld. 

Derudover har Rubio med sine cubanske rødder også mulighed for at skaffe nogle af de eftertragtede spansktalende vælgere tilbage til det republikanske parti, efter at disse i årevis har hørt hjemme i den demokratiske lejr. Og det er meget vigtigt. Simpel demografi dikterer, at man ikke kan vinde præsidentvalget længere, hvis man ikke kan få minimum 40 procent af de spansktalende vælgere over på sin side. Sidste gang det skete var i 2004, da George W. Bush blev genvalgt med 42 procent tilslutning fra latinoerne. Til gengæld støvsugede Obama såvel i 2008 som i 2012 denne gruppe for stemmer med henholdsvis 67 og 71 procents tilslutning. Pt. ser det ud som om, at op imod 80 procent af denne afgørende vælgergruppe hælder mod demokraterne, hvilket ville være katastrofalt for republikanerne.

Stod fadder til immigrationsreform
Alt dette kunne Rubio ændre ved - ikke kun grundet hans familiemæssige tilhørsforhold, men også fordi han i 2013 var med i en tværpolitisk gruppe i senatet med tilnavnet ”The Gang of Eight,” hvor otte senatorer, fire fra hvert parti, lancerede et bud hen over midten på en ny immigrationspolitik. 

Forsøget mislykkedes, men alene udkastet anbringer Rubio i en kategori helt for sig selv, eftersom store dele af det republikanske parti glimrer ved ikke at have noget bud på en reform ud over afvisning og udvisning (eller – i Trumps tilfælde – også opførslen af en meget stor mur langs den mexicansk-amerikanske grænse, som Mexico ifølge Trump ville komme til at betale for).

Alt i alt et ekstremt negativt budskab, hvis man vil tiltrække de spansktalende vælgere.

Stærk på udenrigspolitik
Hvad er Rubios øvrige styrker?  Han er en naturlig orator – noget som af og til får hans modstandere til at sammenligne ham med en anden, tidligere ung junior-senator ved navn Obama. Veltalenhed er ikke desto mindre et krav i vore dages kommunikationstunge valgkampe. Han er også en dreven udenrigspolitisk debattør med viden om alle nøgleområderne – fra atomaftalen med Iran, som han er modstander af, til kampen mod ISIS, forholdet til Kina og besværlighederne i Mellemøsten.

Valgkampe bliver aldrig afgjort på udenrigs- og sikkerhedspolitik alene, men over for den tidligere udenrigsminister, Clinton, anses det som en nødvendighed, at den republikanske kandidat kan fremstå med den tyngde, som en potentiel commander-in-chief skal have. På andre kerneområder er han stærkt konservativ – han er modstander af alle aborter, og hans skatteplan vil hovedsageligt komme de rigeste amerikanere til gode, om end han under den tredje debat var hurtig til at pege på, at også de laveste lønninger ville få mere til sig selv med hans plan.

Derudover modtog han for nylig opbakning fra en ombejlet, hovedrig republikansk donor ved navn Paul Singer. Dette gør Rubio til en langt tungere spiller i det dyre primærvalg, hvor politikerne har brug for millioner af dollar, men hvor Rubio tidligere har ligget i den lave ende. I det tredje kvartal i 2015 lå hans samlede indsamling af penge på 5,7 millioner dollar (39 millioner kroner), hvilket kan lyde af meget i danske øren, men det var halvt så meget som Ted Cruz formåede at kradse ind - og langt under Bush.

Svaghederne og problemerne
Et spørgsmål er, om Rubio kan have toppet lidt for tidligt. De fleste erfarne analytikere peger på, at det er bedst at stige dramatisk i meningsmålingerne lige op til de to første primærvalg i starten af februar – først i Iowa og derefter i New Hampshire. Derudover har han også visse skeletter i skabet, som lige nu bliver endevendt af medierne.

For det første er der en gammel sag om muligt misbrug af et republikansk kreditkort i Florida, som lige nu kører i medierne igen. Rubio har benægtet alt og sagt, at der intet er at komme efter. Men da misbruget første gang blev omtalt i 2010 i en lokal avis i Miami, tilbagebetalte han 60.000 dollar, som han ”ved en fejl” havde spenderet på partiets regning til ferier, vinkøb, frisørbesøg, billeje og andre private udgifter.

I en tidlig udgave af sin egen biografi skrev han også medrivende om, hvordan hans cubanske forældre havde taget flugten fra Cuba i 1959 i forbindelse med Fidel Castros kommunistiske magtovertagelse. Senere kom det frem, at Rubios forældre forlod øen i 1956 – tre år før magtskiftet. Rubio var hurtig til at erkende fejlen, da den blev opdaget og påpeget i 2011, og sagde, at han simpelt hen havde videregivet historien, som den var blevet fortalt for ham som barn, uden at tjekke sin familie som kilder.

Han sagde dog aldrig undskyld men gik i stedet til modangreb og understregede, at han ”måske nok havde kludret i datoerne, men at det står fast, at mine forældres fædreland blev et offer for en brutal kommunistisk diktator, og de var aldrig i stand til at vende tilbage.”

Den nu katolske Rubio var i øvrigt mormon som barn, og blev døbt i det samme kirkesamfund som Mitt Romney  (the Church of Jesus Christ of Latter-day Saints). Han dannede sågar en mormonsk popgruppe i samme stil som The Osmonds med sin søster, men overtalte selv sin egen familie til at vende tilbage til katolicismen, da han blev politiker. Hvilket igen må siges at være betimeligt, eftersom Romneys mormonske tro i den grad var et handikap for den tidligere republikanske præsidentkandidat.

Tiden vil vise, om Rubio virkelig har den magiske evne, der ser ud til at skulle til for at vinde i netop dette primærvalg: At blæse og have mel i munden – at være rebel og erfaren på en gang. Den tidligere halv-professionelle college football player er i hvert fald god til at tackle og drible med et stort smil. Og i det nuværende debatklima er stamina og en god kondition ikke at foragte.

Annegrethe Rasmusen er udenrigskorrespondent i Washington DC


Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.

Forrige artikel Republikanerne appellerer ikke til asiatisk-amerikanske vælgere Republikanerne appellerer ikke til asiatisk-amerikanske vælgere Næste artikel Stort flertal stemmer for skærpet kontrol med syriske flygtninge Stort flertal stemmer for skærpet kontrol med syriske flygtninge
Analyse: Myten om det republikanske partis undergang

Analyse: Myten om det republikanske partis undergang

VALG: Det skorter ikke på dommedagsscenarier og advarsler til det republikanske parti i lyset af Donald Trumps fortsatte føring i meningsmålingerne. Virkeligheden er en anden: partiet står stærkt i delstaterne og i Kongressen, og de unge er ved at skifte side. Udsigterne bør bekymre Hillary Clinton.

Obama i Paris: Mere indenrigspolitik end klima

Obama i Paris: Mere indenrigspolitik end klima

COP21: Den amerikanske præsident er kendt for at have en høj grøn profil, og han talte med store bogstaver om klodens klima, da han besøgte klimatopmødet i Paris. Men republikanerne vil ikke være med. Obamas planer vil blive lavet om, hvis GOP vinder valget i 2016, lød det.