Ann Romney på jagt efter kvinderne

KONVENT: Tirsdag aften på det republikanske konvents åbningsdag blev vælgerne præsenteret for Romney-kampagnens nyeste våben: Ann Romney.
Ann Romney omfavner her sin mand Mitt efter talen på det republikanske konvent, som henvendte sig til de amerikanske kvinder.
Ann Romney omfavner her sin mand Mitt efter talen på det republikanske konvent, som henvendte sig til de amerikanske kvinder.Foto: Mitt Romneys Facebook-side
Marie Louise Gørvild

SAN FRANCISCO - Ann Romney er, som navnet antyder, gift med republikanernes præsidentkandidat Mitt Romney. Og tirsdag aften holdt hun sit livs hidtil største tale, da hun på republikanernes konvent gav en støttetale for sin mands kandidatur.

Varm appel til kvindelige vælgere
Selvom talen blev holdt for hele nationen i bedste amerikanske sendetid, synes den særligt at henvende sig til landets kvindelige vælgere. Det var en følelsesladet tale, der handlede om kærlighed og det at være kvinde og mor i USA.

Dette er næppe en tilfældighed. Mitt Romney har længe haft det svært med de kvindelige vælgere, der i overvejende tal flokkes om Barack Obama. En Washington Post-måling viser, at kun 34 procent af de kvindelige vælgere planlægger at stemme på Romney. Stiller vi skarpt på de vigtigste svingstater, fører Obama, ifølge Huffington Post, med 52 procent af de kvindelige stemmer mod Romneys 39 procent.

Tallene viser tydeligt, at Mitt Romney har det svært hos det stærke køn. Som kvinde, hustru og mor har Ann Romney imidlertid en anden mulighed for at knytte bånd til de kvindelige vælgere. I talen tirsdag aften brugte fru Romney også en del tid på at hylde landets kvinder:

"I er det bedste ved Amerika, I er Amerikas håb, og uden jer ville der ikke være noget Amerika," lød det fra podiet foran en fyldt sal og alverdens tv-kameraer.

Derefter fortsatte Ann Romney:

"Jeg ved ikke, om mænd virkelig forstår dette, men jeg tror ikke, at der er en kvinde i USA, der forventer at hendes liv skal være let. På vores egen måde ved vi bedre. Og det er fint. Vi behøver ikke "let", men de sidste par år har været hårdere, end de behøver at være."

Ann er mere end dressurheste
Ann Romneys optræden i valgkampen har indtil videre været reduceret til ufrivillige historier om hendes dressurhest og hendes families dyre vaner. Men Ann Romney har mere at byde på end det. Med til historien hører også, at hun er en kvinde, der har formået at leve med sin sklerose-sygdom, har overlevet brystkræft og taler åbent om sin ufrivillige abort.

Dertil, og måske endnu vigtigere, fungerer Ann Romney som familiens stærke samlingspunkt. Hun er en kvinde, der gør en dyd ud af at sætte familielivet i første række. Og hun ikke er bleg for at ordne vasketøjet, mens hun giver interview til CNN, eller dele småkager ud til journalister.

Den historie vil mange amerikanske kvinder, såvel som andre borgere, tage til sig. Billederne af en sund kernefamilie med en nærværende kvinde i centrum kan give Mitt Romneys kampagne et varmt og personligt ansigt. Der er ingen tvivl om, at dette vil være et godt tillæg til Mitt Romney, der i offentligheden er stemplet som den rige forretningsmand, der ikke forstår sig på den "almindelige" amerikaner.

0:000:00