Clinton vender sig mod største frihandelsaftale i nyere tid

FRIHANDEL: USA og Stillehavslandene har indgået den længe ventede frihandelsaftale - Trans-Pacific Partnership (TPP) -  efter års hårde forhandlinger, men i denne uge vendte den demokratiske spidskandidat sig mod aftalen, der også kan få svært ved at blive vedtaget i kongressen.

Clinton var en del af Obama-administrationen, da forhandlingerne om frihandelsaftalen startede, men har nu vendt sig mod den historiske aftale.
Clinton var en del af Obama-administrationen, da forhandlingerne om frihandelsaftalen startede, men har nu vendt sig mod den historiske aftale.Foto: Pete Souza/Det Hvide Hus
Annegrethe Rasmussen

WASHINGTON DC - Så skete det langt om længe: efter årelange tovtrækkerier om tariffer, toldbarrierer og patentrettigheder på alt fra bilproduktion til mælkeprodukter blev den største frihandelsaftale i nyere tid - det såkaldte Trans-Pacific Partnership (TPP) - endelig til virkelighed i starten af denne uge.

TPP er – hvis den altså bliver ratificeret i alle deltagerlandenes parlamentariske forsamlinger - intet mindre end verdens største frihandelsaftale.

Den dækker tolv lande omkring Stillehavet, og ventes at begunstige særligt Japan, men også Vietnam, Malaysia, Mexico og Canada. Kina står udenfor aftalen, der kommer til at tegne sig for omkring 40 procent af verdens BNP.

Nye standarder for handel og sikkerhedspolitik
Da aftalen blev underskrevet den 5. oktober, udtalte USA’s præsident Barack Obama - der har været en af de varmeste fortalere for den - at de lempelser af importbegrænsninger og sænkninger af toldmure, som følger af aftalen,”vil danne en helt ny standard for fremtidige aftaler om handel i det 21. århundrede.”

Ud over et generelt løft i samhandelen og skabelsen af flere arbejdspladser, er det også håbet i Washington, at TPP vil lægge et pres på kineserne, så stormagten hen ad vejen vil åbne for yderligere reformer af sin økonomi og nærme sig de internationale standarder, som den nye aftale vil være med til at forme.

På det geostrategiske og sikkerhedspolitiske område er aftalen også særdeles vigtig, fordi den befæster USA’s rolle i Stillehavsregionen og giver verdens førende supermagt mere magt i et område, hvor man i Washington er særdeles opmærksom på, hvad Kina foretager sig.

TPP anses for at være en del af den meget omtalte ”pivot toward Asia” i USA’s udenrigs- og sikkerhedspolitik – en bevægelse, hvor præsidenten har nedtonet Amerikas engagement i Europa og Mellemøsten til fordel for Asien.

Clintons kovending
Men hvis der var jubel i Det Hvide Hus over gennembruddet og vedtagelsen – og det er der grund til at antage, ikke kun fordi Obama har talt så varmt for den, og personligt været med til at overvinde modstanden i sit eget parti og i USA’s fagforeninger, men også fordi TPP er en vigtig fjer i hatten og en byggesten til præsidentens eget politiske eftermæle – så fik man formentlig hurtigt armene ned igen, efter at det dagen efter stod klart, at Hillary Clinton, den demokratiske favorit til præsidentvalget næste år, er modstander af aftalen:

 ”Jeg anerkender præsidentens store arbejde, men jeg er modstander, fordi aftalen ikke opfylder de meget høje krav, jeg har sat som betingelse for at støtte op om den,” sagde den tidligere udenrigsminister i et interview med PBS’ udsendelse, Newshour.

Clinton tilføjede, at hun ikke kunne være sikker på, at aftalen ville ”skabe flere arbejdspladser, hæve lønningerne og beskytte USA’s nationale sikkerhed.”

Det Hvide Hus havde ellers næret en vis forhåbning om, at Clinton ville ende med en forsigtig støtte til resultatet, ikke mindst fordi hun selv i sin tid som Obamas udenrigsminister havde været med til at starte forhandlingerne og dengang var en varm fortaler for den. På en tjenestemandsrejse til Australien i 2012 omtalte hun TPP som intet mindre end en foregangs-model - ”the gold standard” - for handelsaftaler. En kovending, som hun nu høster kritik for både fra republikanerne og fra den interne demokratiske opposition til hendes kandidatur.

Men favoritten er i stigende grad hårdt presset fra venstrefløjen i sit eget parti repræsenteret ved rivalen, senator Bernie Sanders, der hele tiden har været en arg og højrøstet TPP-modstander. Så Clinton har vurderet, at hun ikke kunne holde politisk til at støtte den.

Venstrefløjen vil protestere til det sidste
Der er imidlertid ingen tvivl om, at den tidligere udenrigsministers ny-fundne modstand vil gøre det sværere for præsidenten at få TPP gennem Kongressen, der skal give sit tilsagn, før USA kan ratificere aftalen.

I forvejen skal Obama alliere sig med republikanerne, der traditionen tro er varme tilhængere af frihandel, mens især den demokratiske venstrefløj er skeptiske; af grunde, som vi kender fra den danske debat om frihandel. De frygter – sammen med store dele af fagbevægelsen – at en øget liberalisering vil lægge pres på såvel løn og arbejdsvilkår som på miljøstandarder, der kan blive udhulet.

Det var kun med nød og næppe, at præsidenten sikrede sig sit forhandlingsmandat i juni, hvor blot 28 demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus stemte ja til, at Obama kunne fortsætte forhandlingerne.

Præsidenten havde derfor ikke overraskende et noget andet syn på aftalen, som han mener vil gavne USA’s arbejdere. Det fremhævede han ved et pressemøde i forbindelse med offentliggørelsen.

”Amerikanske arbejdere og virksomheder vil nu ikke længere blive udsat for uretfærdig konkurrence. Og det vil i sig selv føre til øget eksport og højere lønninger i Amerika”, lød det fra Obama, der også var hurtigt ude og imødegå venstrefløjens skepsis ved at understrege, at TPP også pålægger de 12 deltagerlande strengere regler end de nuværende, når det gælder overholdelse af arbejdstagernes rettigheder samt beskytter både miljøet samt dyre- og plantelivet bedre end de regler, som aftalen erstatter.

Kongressen stemmer om aftalen til februar. Det anses som givet, at Senatet vil godkende aftalen, men i Repræsentanternes Hus skal Obama fortsat have støtte fra de 28 demokratiske stemmer, han fik i juni i år.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington, DC.


Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00