Kneben Ohio-sejr er ildevarslende for Romney

ANALYSE: En sand gyser udspillede sig i Ohio under nattens primærvalg. Trods kneben sejr til Romney lægger Ohio-valget et dystert skær over hans videre kampagne.
Foto: mittromney.com
Marie Louise Gørvild
Fakta

Resultat fra primærvalg i Ohio

Mitt Romney: 38 pct.
Rick Santorum: 37 pct.
Newt Gingrich: 15 pct. 
Ron Paul: 9 pct.  


Kilde: New York Times

Nok var der ti stater i spil i nattens vigtige Super Tuesday valg, men én stod over dem alle: Ohio. Her var alt på spil for de to topkandidater Mitt Romney og Rick Santorum.

Og selvom Romney i nat kunne tørre sveden af panden med en kneben sejr over Santorum (38 procent mod 37 procent), efterlader Ohio imidlertid Mitt Romney med en god og en dårlig nyhed.

Den gode først: Ja, Romney ligner et sikkert bud på en vinder af nominering til republikanernes præsidentkandidat.

Den dårlige nyhed: Ohio udstillede i nat en alvorlig svaghed hos Romney forud for præsidentvalgkamp. En svaghed, der vil give nervøse trækninger langt ind i det republikanske parti.

Lad os dog først se på, hvorfor Ohio er så vigtig en sejr.

Intet White House uden Ohio
Det er værd at nævne, at Ohio var aftenens næststørste gevinst rent stemmemæssigt med sine 66 delegerede. Når det er sagt, er der imidlertid to andre grunde til, at sejren i Ohio var den største skalp i nattens primærvalg.

Først og fremmest investerede både Romney og Santorum personlig prestige i Ohio-valget og gjorde dermed staten til en tvekamp mellem de to topkandidater i det republikanske felt.

I de sidste afgørende timer før Super Tuesday, valgte både Santorum og Romney at aflægge flere besøg i staten. Et signal om, at de begge var ivrige efter at vinde netop her. Sejren i Ohio var derfor en vigtig symbolsk sejr for Romney i forhold til at beholde favoritstatus i primærvalget.

Dernæst er Ohio omgærdet af en vis politisk overtro, der får særligt republikanske politikere til at hige efter en sejr i denne klassiske svingstat. Ingen republikansk kandidat har nogensinde vundet det samlede præsidentvalg uden at vinde Ohio.

Dette var ikke mindst tilfældet for George W. Bush i 2004, hvor Ohios stemmer var afgørende for hans genvalg. Også i 2000 spillede Ohio en central rolle for Bushs sejr over Al Gore. Det er med andre ord vigtigt at falde i god jord hos statens vælgere.

En torn i øjet på Romney
Og hvorfor er det så dårligt nyt for Mitt Romney, efter at han trods alt sikrede sig en sejr i Ohio?

Romney brugte store summer i Ohio og udkonkurrerede fuldstændig Santorum med sine TV- og radioreklamer, e-mailkampagner, materialeuddeling og telefonopkald til vælgere.

Romneys budget i Ohio var mere end fem gange så stort som Santorums. Trods denne dominans og synlighed blev det alligevel en tæt affære, hvor Romney kun med nød og næppe hev en sejr i land. Og det er en torn i øjet på Romney, da det efterlader et indtryk af, at han ikke har styr på denne vigtige stat.

Det gik da heller ikke Rick Santorums næse forbi. I en tale mandag på en kristen skole i byen Miamisburg i Ohio, fik han spiddet sin modkandidat og de store summer hans kampagne har brugt i Ohio:

"Penge kommer ikke til at købe dette valg. De bedste idéer og troen på det amerikanske folk vil vinde dette valg," sagde Rick Santorum til de fremmødte vælgere. 

Ohio huser en stor hvid arbejderklasse, og alle målinger viser, at denne gruppe overvejende var tøvende over for Romney og i stedet foretrak Santorum. Dette vælgersegment er traditionelt set tvivlere, der potentielt kan flytte sig mellem de to partier.

Disse vælgeres skepsis er ildevarslende for Romneys chancer i svingstaten i efteråret. Bedre bliver det ikke, når man medregner, at præsident Obama vandt Ohio ved valget i 2008.

Derfor er Ohio ikke en lykkelig slutning for Romney, men tværtimod starten på en hovedpine, der kun vil blive større jo tættere på november, vi kommer.

0:000:00