Nye målinger avler hårde domme over Obamas genvalg

PRÆSIDENTVALG: Friske meningsmålinger viser utilfredshed med Obamas præstation i det Hvide Hus. Der er dog en god nyhed for præsidenten, mener ekspert i amerikansk politik: Det ser værre ud for modstanderen Mitt Romney.
Foto: Official White House Photo/Pete Souza
Marie Louise Gørvild

Blandt de amerikanske vælgere er der i øjeblikket en enorm vrede og utilfredshed med hele det politiske system. Det er ikke kun Obama. Ser vi på Kongressen har det politiske arbejde der kun en opbakning på 4-5 procent.

Mads Fuglede
Lektor, Københavns Universitet

KØBENHAVN - Obama er i disse uger forfulgt af to dystre historiske facts: Ingen præsident er siden Anden Verdenskrig blevet genvalgt med en arbejdsløshed på over 7,2 procent på valgdagen. I dag ligger arbejdsløsheden i USA på 8,3 procent. Det er heller ikke blevet til genvalg for siddende præsidenter, der har haft popularitetsmålinger under 49 procent på valgdagen. Friske marts-målinger sender opbakningen til præsident Obama et godt stykke under det symbolske tal.

Det får nu politiske kommentatorer i USA til at spå store vanskeligheder for Obama til efterårets præsidentvalg, mens andre, som eksempelvis den toneangivende avis New York Times, er gået så langt som til i forsigtige vendinger at kalde præsident Obama for en 'underdog' i den forestående præsidentvalgkamp. Dansk forsker i amerikansk politik mener imidlertid ikke, at der er grund til panik i Obama-lejren. I hvert fald ikke endnu.

Lad os dog først se på nærmere på de målinger, der har foranlediget adskillige dommedagsprofetier over Obamas genvalg.

Tørre tal viser utilfredshed med Obama
Analyseinstitutterne Gallup, Rasmussen, avisen New York Times og newssitet RealClearPolitics har gennem februar og marts offentliggjort målinger, der viser lav opbakning til Obamas førte politik og hans evner som præsident. Gallup giver præsidenten en opbakning på 46 procent, RealClearPolitics vejede gennemsnit lander på 47 procent, mens New York Times og CBS 7. marts offentliggjorde en højest overraskende måling, der viste en meget lille opbakning på bare 41 procent.  

Og det stopper ikke her. En dugfrisk Rasmussen-måling fra 21. marts viser, at andelen af vælgere, der ikke bakker op om præsidenten, nu er oppe på 50 procent.

Der er med andre ord langt fra de 65 procent, som præsidenten havde i opbakning efter sin tiltrædelse tilbage i januar 2009. Faktisk har opbakningen til præsidenten kun været for nedadgående, ifølge Gallup. Hver måling siden tiltrædelsen har vist et nyt lavpunkt for vælgernes opbakning til deres præsident.

Personlig popularitet vigtigst i valgkampen
Selvom de nævnte målinger alle sender Obama et stykke under den symbolske grænse på 49 procent, er det dog for tidligt at dømme præsidenten ude, mener en dansk ekspert i amerikansk politik:

”Der er en pointe, som vi ikke må glemme, når vi ser disse målinger. Blandt de amerikanske vælgere er der i øjeblikket en enorm vrede og utilfredshed med hele det politiske system. Det er ikke kun Obama. Ser vi på Kongressen har det politiske arbejde der kun en opbakning på 4-5 procent. Der er procentvis større opbakning til at indføre kommunisme, end der er tiltro til Kongressen,” siger Mads Fuglede, lektor i amerikansk politik ved Københavns Universitet.

Ifølge Fuglede er den ringe tiltro til præsidentens evner som politiker dog opvejet af Obamas personlige popularitet. 

”De amerikanske vælgere kan stadig godt lide Obama som person. Lidt firkantet sagt synes amerikanerne, at han er en rar mand med en sød familie. Det målingerne viser, er, at der er utilfredshed med hans lederevne og politiske projekter. Og det bliver alt andet lige nemmere at kommunikere eller forsvare et politisk projekt til efteråret, hvis folk i forvejen godt kan lide dig," siger Mads Fuglede til Altinget | USA.

0:000:00