Om  
Anders Fogh Rasmussen

Fogh lander nyt job hos Boston Consulting Group

Den tidligere statsminister og NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen er blevet ansat som seniorrådgiver hos Boston Consulting Group. Her skal han udvide kundekredsens andel af forsvarsministerier og våbenproducenter.

Line Jenvall

Anders Fogh Rasmussen skruer op for konsulentarbejdet og supplerer opgaverne i sit stadig nystartede Rasmussen Global med et job hos rådgivningsgiganten Boston Consulting Group.

Her er han blevet fastansat i en stilling som seniorrådgiver, skriver Berlingske.

Danmarks tidligere statsminister og Venstreformand, der efterfølgende rykkede videre til det internationale topjob som NATO's generalsekretær, skal trække flere offentlige kunder til BCG. Blandt andet forsvarsministerier og våbenproducenter kommer i hans søgelys.

Og dermed står pensionen ikke just for døren for den nu 62-årige, økonomuddannede Anders Fogh Rasmussen.

"Jeg har gjort det klart fra starten, at det for mig handler om reelt arbejde og ikke bare at sidde som en slags kransekagefigur. Det, synes jeg, ikke er specielt udfordrende. De måneder, der er gået, siden jeg etablerede Rasmussen, har kun givet mig endnu mere appetit på konsulentopgaver. Jeg har allerede nogle i hus, men det er klart, at det her er en stor aftale, der åbner til et nyt, bredt felt," udtaler han til Berlingske.

0:000:00