Debat

Alternativet: Danmarks digitale hjerte skal banke frit

DEBAT: Kun store koncerner med de rigtige omsætnings- og medarbejdertal kan reelt byde ind med it-løsninger til det offentlige. Det har skadet både sikkerheden, smidigheden og kvaliteten, skriver René Gade (ALT).

Foto: Steen Brogaard/ft.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af René Gade
It- og digitale frihedsrettighedsordfører

Historier om sikkerhedsbrister i offentlige it-systemer, hackerangreb og masseovervågning af borgerne bliver stadigt hyppigere.

Den seneste tid har vi været vidne til en række uheldige episoder. I flæng kan nævnes det skrottede EFI-system, den hackede PC på en dansk ambassade, som skulle være datatyv, og som det tog fire måneder, før vi opdagede, CSC-sagen. Og oplysningen om ubetænksom udlevering af danske soldaters persondata til Irak.

Brug for it-ministerium
Hvis ellers vi tager ved lære af de negative enkeltsager, kan de ende med i sidste ende at flytte os i den rigtige retning. Tendensen synes at være, at historierne ofte helt forbigår dagspressen eller hurtigt visner hen, uden at have været genstand for egentlig debat, udover en kortvarig kritik af selve skandalen, men uden reelt fokus på løsningsmuligheder.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Læringen og videndelingen er ikke i højsædet. En årsag til dette er givetvis, at spørgsmål om it og digitale frihedsrettigheder ofte foregår på tekniske præmisser og således forbeholdes et fåtal it-kyndige. Men vi må holde fast i, at de grundlæggende problemstillinger handler om borgernes retssikkerhed, idet vi alle tager del i den digitaliserede virkelighed.

Derfor er det også en diskussion, der rettelig kun vil komme til at fylde mere og mere, hvorfor det er betænkeligt, at Folketinget endnu ikke har et it- og digitaliseringsministerium og dermed heller ikke et fokuseret udvalg, hvor visioner og eksperthøringer kan foregå i et formaliseret politisk forum.

Måden hvorpå det offentlige hidtil har sat it-ydelser i udbud giver desværre basis for monopollignende tilstande.

René Gade
It- og digitale frihedsrettighedsordfører

Væk fra monopol-tilstand
Der er bred enighed om, at de it-ydelser, som det offentlige udbyder, skal være så sikre som muligt og samtidig være funderet på den nyeste tilgængelige viden og teknologi.

Diskussionen handler således også om, hvordan vi fra politisk hold skaber de bedste forudsætninger for, at dette rent faktisk gør sig gældende. Måden, hvorpå det offentlige hidtil har sat it-ydelser i udbud, giver desværre basis for monopollignende tilstande, hvilket har skadet både sikkerheden, smidigheden og kvaliteten i de offentlige it-systemer.

Derfor skal vi ændre faconen, hvorpå vi udvikler og vedligeholder vores fælles it, så det ikke kun er store koncerner med de rigtige omsætnings- og medarbejdertal, der reelt set kan byde ind med løsninger. En måde at undgå at iværksætte usmidige mastodont-projekter, hvor slutresultatet er forældet allerede før, de første versioner er i drift, er ved at eksperimentere med modulbaserede udbud og standardiserede udvekslingsformater, sådan at små firmaer og enkeltmandsvirksomheder også kan byde ind på dele af opgaveløsningen.

Herigennem banes vejen for specialiseret og visionær udvikling og nytænkning i alle kroge af de offentlige it-systemer, mens sandsynligheden for at ende op med forældede og dyre monster-systemer minimeres. Det bliver ligeledes lettere at udskifte en enkelt defekt del uden at skulle skrotte hele systemet. Ret logisk.

Beskyttelse og vækst
Vi bør også oprette en instans, der skal have til opgave at undersøge brister i offentlige it-systemer til bunds og sikre, at vi lærer af fortidens fejl. Det bør således være organets rolle at foretage tilbundsgående tekniske undersøgelser i tilfælde, hvor it enten har været skyld i personskade, offentlige it-projekter i væsentlig grad har overskredet det oprindelige budget eller i tilfælde, hvor anseelige mængder private oplysninger er blevet kompromitteret.

It-sikkerheden bliver dog ikke sikret over en nat. Det gør visionen og viljen til at gøre det rigtige og langsigtede til gengæld – og det er det, jeg vil have ind på Christiansborg. Forståelsen af, at privacy og vækst spiller glimrende sammen, hvis ellers vi sætter investeringen forrest og gør det rigtigt og ambitiøst.

Hvis vi gør det, så sikrer vi borgernes digitale liv og skaber fundamentet for et eksporteventyr inden for sikker og agil it.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

René Gade

Sekretariatschef, Danske Skoleelever, medlem, Dataetisk Råd
BA.mag. i dansk og medievidenskab (Københavns Uni. 2005)









0:000:00