Analyse af 
Rikke Brøndum

Derfor blev ligestillingsområdet ofret i rokade

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) er i gang med at forhandle ny lovgivning på plads, som skal forbedre ligestillingen, men måtte fredag overdrage området til Trine Bramsen i Transportministeriet.  

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) er netop nu i gang med at forhandle om de områder, han tidligere har udpeget som de vigtigste for regeringen, når det gælder ligestilling. Flere indvandrerkvinder i arbejde og nye regler for at undgå seksuelle krænkelser på arbejdspladserne. 
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) er netop nu i gang med at forhandle om de områder, han tidligere har udpeget som de vigtigste for regeringen, når det gælder ligestilling. Flere indvandrerkvinder i arbejde og nye regler for at undgå seksuelle krænkelser på arbejdspladserne. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Rikke Brøndum

"Det giver så meget mening, at beskæftigelsesministeren nu også bliver ligestillingsminister. Der er så meget af det, der kan og skal gøres for ligestilling i Danmark, som er hæftet op på love og regler ovre i dit ministerium. Og på den måde er vi altså dejligt fri for, at ligestillingsministeren skal ringe til beskæftigelsesministeren, hver gang han lige har en god idé."  

Sådan lød ordene fra daværende fødevareminister Mogens Jensen, da han for lidt over et år siden overdrog ligestillingsafdelingen i Fødevareministeriet til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Beskæftigelsesministeriet ligger da også i top, når det gælder relevant lovgivning om ligestilling. Ligebehandlingsloven, arbejdsmiljølovens paragraffer om chikane og psykisk arbejdsmiljø, barselsregler og ligeløn for at nævne nogle.

Selv har Peter Hummelgaard overfor Altinget fremhævet, at når det gælder ligestilling, er de to vigtigste opgaver for Socialdemokratiet at få flere indvandrerkvinder i job og gøre op med seksuel chikane på arbejdsmarkedet. Begge dele er han ved at forhandle ny lovgivning på plads om i øjeblikket: En aftale om fuldtidsaktivering af indvandrere og trepartsforhandlinger om sexchikane efter metoo-bølgen.   

Derfor vakte det fredag stor undren blandt både ligestillingsordførere, kvindeorganisationer og fagforeninger, da Mette Frederiksen flyttede området over i Transportministeriet.

Læs også

Den oplagte forklaring er naturligvis, at Trine Bramsen skulle have et plaster på såret for at afgive Forsvarsministeriet, hvor hun har været udsat for massiv kritik. Og når det blev ligestillingsområdet, skyldes det blandt andet, at det indeholder gode muligheder for at markere sig værdipolitisk i modsætning til det mere hårde forsvarsområde. I et interview med dagbladet Information i 2018 forklarede hun, at ligestillingspolitik og omsorg for samfundets svageste er grunden til, at hun blev socialdemokrat. Og som retsordfører beskæftigede hun sig også med menneskerettigheder.

Samtidig er ligestillingsafdelingen af de lettere områder at rykke rundt på blandt departementerne. 

Den har ikke sin egen lovgivning, men skal have andre ministerier med, når love skal ændres. Udover Beskæftigelsesministeriet er det ofte Justitsministeriets lovgivning - eksempelvis lovgivning om kønsskifte til børn og hadforbrydelser. Afdelingen tæller kun få medarbejdere og omkostningerne ved at flytte er dermed begrænsede. Allerede nu forventer flere af de ansatte at blive flyttet igen efter næste valg, som er senest om halvandet år.

Vil fastholde fokus

Den største succes for Hummelgaard på de godt 14 måneder, han har været ligestillingsminister, er utvivlsomt EU-direktivet om øremærket barsel, som han har implementeret på baggrund af en aftale mellem arbejdsmarkedets parter.

Mindre populær blev han blandt sygeplejerskerne under sommerens strejke, og utilfredsheden kan meget vel blusse op igen, når Lønstrukturkomitéen fremlægger sine konklusioner i slutningen af året. Men med en ny trepartsaftale om seksuel chikane og en mulig aftale om aktivering af indvandrerkvinder stod han foran nye, potentielle topkarakter i ligestillingsminister-bogen. 

Selv ville han fredag ikke svare på, om rokaden er udtryk for, at regeringen har skiftet syn på ligestillingen.   

I stedet henviste han til et Facebook-opslag om, at han vil fastholde fokus på området. Blandt medarbejderne i hans ministerium er opfattelsen dog ikke til at tage fejl af: Området blev ofret, så minister-kabalen kunne gå op.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Hummelgaard

Justitsminister, MF (S)
cand.jur. (Københavns Uni. 2012)

Trine Bramsen

MF (S), fhv. forsvarsminister, transportminister og minister for ligestilling
cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 2007)

0:000:00