Debat

Fodboldfan: Kasper Hjulmand, dine handlinger er et knæfald for FIFA's korrupte politik

Min store tiltro til Hjulmand forsvandt på et splitsekund, da han end ikke turde risikere et gult kort for at støtte menneskerettighederne, skriver fodboldfan Rasmus Akstrup Wagtmann.

Årets leder 2021 hedder Kasper Hjulmand. Han prædiker menneskerettigheder, men tør ikke engang bære et #OneLove-armbind i én kamp for at vise sin støtte til menneskerettighederne, skriver Rasmus Akstrup Wagtmann.
Årets leder 2021 hedder Kasper Hjulmand. Han prædiker menneskerettigheder, men tør ikke engang bære et #OneLove-armbind i én kamp for at vise sin støtte til menneskerettighederne, skriver Rasmus Akstrup Wagtmann.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Du husker det sikkert fra sommeren 2021. Følelserne, der ramte dig, da du så de danske drenge betræde grønsværen. Da Re-sepp-ten gjaldede ud af højtalere på hvert et gadehjørne.

De bekymringsløse øjeblikke, hvor vi stod sammen som nation. Det inkluderende fællesskab. Spillet, som skal være for alle og enhver. Dét fænomen, der kan inspirere og skabe sociale forandringer globalt.

Jeg har haft det på samme måde.

Det var til VM 2002, jeg for alvor forelskede mig i spillet med den runde bold.

Rasmus Akstrup Wagtmann
Fodboldfan

Min historik med det danske herrefodboldlandshold daterer tilbage til 2002. Faktisk er VM 2002 mit første fremtrædende fodboldminde. Det var her, jeg for alvor forelskede mig i spillet med den runde bold. Grundet min – på det tidspunkt – beskedne alder var det noget helt andet end kampenes udfald, der tryllebandt mig.

Bevares, det var da sjovest, når vi vandt, men det var ikke det, der trak i mig. Det var derimod følelsen af inspiration. Sammenhold. Håb.

De følelser, der ramte mig, er det, fodbold kan og skal. At fodbold skal inspirere, skabe sociale forandringer og samle os, vil vække genklang hos de danskere, der har fulgt det mindste med i dansk herrelandsholdsfodbold siden 1. juli 2020.

Hjulmand kåret som årets leder

For ordene er gentagende gange – grænsende til det kvalmende – blevet fortalt af “Årets Leder 2021”. Ord, der vinteren 2022 skulle stå sin endelige prøve.

For årets leder 2021 hedder Kasper Hjulmand. Manden, der med sit kærlige og sårbare gemyt vandt hele Danmarks hjerter i sommeren 2021. I særdeleshed mit. Selvsamme Hjulmand, som forvandlede Dansk Boldspil-Unions krakelerede image til et samlingspunkt for hele nationen.

I en tid, hvor den fodbold, jeg kastede min kærlighed på, er blevet overtaget af politiske hensyn, penge og pilrådne slyngler som FIFA, har jeg sat min lid til DBU, Hjulmand og landsholdsherrerne. Et mandskab, som rent faktisk håber på at skabe positive forandringer med fodbolden – en sport, der har så markant et aftryk på vores fælles samfund og dets værdier.

Eller det er i hvert fald dét, de siger.

Hjulmand har da heller ikke misset en mulighed for at understrege, hvor forkasteligt det er, at VM er placeret i et land som Qatar. Så jeg havde i det mindste set frem til at være stolt over lige præcis dem, vi har sendt afsted som repræsentanter for Danmark.

Rasmus Akstrup Wagtmann
Fodboldfan

For ved dette – med rette – kritiserede VM i Qatar har DBU haft en unik mulighed for at handle på deres mange fine ord. Nedværdigelse af kvinder og LGBTQ+-personer samt horrible arbejdsvilkår for immigrantarbejdere strider mod alt, hvad Hjulmand har stået for i sine snart 2,5 år som landstræner. Alt sammen noget, som netop finder sted i Qatar – uagtet hvad Qatars Emir og FIFA-bossen Infantino forsøger at bilde os ind.

Og DBU – med særligt Hjulmand i spidsen – har da heller ikke misset en mulighed for at understrege, hvor forkasteligt det er, at VM er placeret i et land som Qatar, der krænker basale menneskerettigheder. Så på trods af at jeg deler forargelsen over valget af værtsnation for verdenens største tv-begivenhed, havde jeg i det mindste set frem til at være stolt over lige præcis dem, vi har sendt afsted som repræsentanter for Danmark. At se hvordan de ville stå op for det, vi tror på, og vise deres utilfredshed med tingenes tilstand – præcis som de havde ytret, at de ville.

Min tiltro forsvandt på et splitsekund

#OneLove-kampagnen var derfor imødeset. For selvom det kan virke som et meget lille symbol på utilfredsheden over værtsnationens middelalderlige tilgang til diversitet, var signalværdien ikke til at tage fejl af: Syv nationer, der sammen promoverer fodbold som et sted, hvor der er plads til alle. Inklusion og diversitet.

Min tiltro til DBU forsvandt dog på et splitsekund med udmeldingen om, at man ikke ville “løbe den sportslige risiko” ved at bære det famøse armbind. For med det virker al den prædiken om fodbold som et inkluderende fællesskab som varm luft.

Når DBU vidt og bredt fortæller om deres ønske om at bruge fodbolden til at gøre en forskel, skabe fællesskaber og at fodbold er for alle – uanset hvem man er, og hvor man kommer fra – så kræver det handling. Selv når det kan forekomme sårbart og risikabelt at leve op til. Og der har DBU, Hjulmand og de danske landshold-darlings skuffet så eftertrykkeligt. Er menneskerettigheder virkelig ikke vigtigere end at risikere et gult kort i en fodboldkamp?

Kunne man i det mindste ikke have placeret armbind på overarmen af Kasper Schmeichel, som unægteligt har mindre risiko for at rage gule kort nummer to til sig? Bare i første kamp? Eller hvad med vores landstræner – årets leder 2021? Burde Hjulmand ikke gå forrest, som en vaskeægte leder, ligesom han gjorde det så eksemplarisk sidste sommer? Eller var det kun en ledelsesegenskab, der var relevant i 2021?

Min tiltro til DBU forsvandt dog på et splitsekund med udmeldingen om, at man ikke ville “løbe den sportslige risiko” ved at bære det famøse armbind. 

Rasmus Akstrup Wagtmann
Fodboldfan

Man kan nemt forestille sig den respekt, det havde udløst fra hele verden. Respekten for at stå op for det vi tror på: En verden, hvor der er plads til alle. At undlade at vise sin utilfredshed udløser i hvert fald ingenting.

Jeg er helt enig med DBU-formand Jesper Møller, når han onsdag på et DBU-pressemøde fortæller, at det er nødvendigt at tænke over, hvordan vi genskaber tilliden til FIFA. Men mit råd til Jesper Møller er i første omgang at overveje, hvordan man vil genskabe min og andre danske roligans tillid til DBU. Og gerne med handling frem for flere tomme ord. For kan det virkelig passe, at DBU anser sportslig succes som vigtigere end menneskerettighederne?

Det vil være passende at gøre sig de overvejelser inden kampen mod Frankrig og her vise hele verden #OneLove-anførerbindet. Indtil da vil DBU’s ageren blot være et knæfald for korrupte FIFA’s politik.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kasper Hjulmand

Landstræner, Danmarks herrelandshold i fodbold
UEFA Pro-træner

Jesper Møller

Formand, DBU
cand.jur. (Aarhus Uni.)

0:000:00